af Martha Trivett, engelsk original tekst i bunden af artiklen
Ville du låse din cykel midt i ingenting i en time eller deromkring? Eller ville du bare lade den være ulåst – risikabelt, men på en eller anden måde mere tillidsfuldt og roligt? Forestil dig at folde en bunke tøj og derefter låse en bælteløkke til et græsstrå, før du går ned til stranden for at svømme. Sådan føles det at læne min skinnende nye cykel mod hegnet af kædeled og nå frem til den pin, jeg satte på Google Maps.
Rester af presenning blafrer i vinden, fanget i hegnets metalgitter. Parkens indgang – en kodet port – hænger åben. Hvis man kan kalde det en park. Dette er ikke endnu et af Københavns omhyggeligt kuraterede grønne områder, endnu en blomstrende kulisse for vores smerteligt smukke postkortliv.
Dette sted er underligt. Der er bestemt ingen, der ser på. Men jeg kan ikke bestemme mig: Føler jeg mig for stor, klodsede sko på den enkeltfilede gangsti? Eller for lille, en nervøs lille myre, der smyger sig under vindmøllerne, oliesiloerne og grusbunkerne?
Uanset hvad, så føler jeg mig malplaceret. Men jeg bliver. Jeg går rundt om øens blinde vinkler, sparker med sten, knækker græsstrå, klatrer på ting, der ikke skal klatres. At være her føles både mærkeligt og frit – mærkeligt befriende. Da jeg forlader det, føles det, som om jeg lige har opdaget et sjældent sted uden selvbevidsthed, der er holdt som gidsel af grunden til dets skabelse – trodsigt gemmende sig lige foran os.
Prøvestenen, den store, underligt formede udvidelse på Københavns sydøstlige kyst er også kendt som Benzinøen – måske et mere passende navn, givet dens funktion som landets største fossile brændstoflager. Øen er et konstrueret landskab, vokset over tid for at tjene byens umættelige energibehov. Hvad der startede som en mindre havbefæstning i 1713 blev et olie- og benzindepot i 1920’erne. I dag huser den 250 lagertanke, der indeholder brændstof i deres sidste fase før distribution. Prøvestenen gør krav på et stort hjørne af Københavns urbane dyne for et rum dedikeret til olie – dens tilstedeværelse er umiskendelig for dem, der gider at lægge mærke til den.
Hvis du var et rumvæsen, der kiggede på byen fra oven, ville du tro, at disse mennesker virkelig bekymrer sig om olie.
Alligevel optræder olieinfrastruktur ofte i udkanten af offentlighedens opfattelse, forvist til kanten af både byer og og vores bevidsthed. Selv i cyklistparadiset København er tankstationer (og biler) stadig en uundgåelig del af hverdagen. Alligevel forbliver de større netværk, der opretholder dem, usete, som om de var pakket ind i en usynlighedskappe. Men på Prøvestenen er olie både helt almindeligt og umuligt at ignorere.
Jeg går langs en højderyg, der adskiller “parken” fra industriområdet. Et højt hegn holder mig på parksiden. Tre enorme vindmøller snurrer støt over hovedet og laver en linje mellem Danmarks største fossile brændstoflager og denne stribe “offentlige” jord. Er det kun mig, der ser ironien? Vindenergi omfavner olietanke, som en perlekæde draperet rundt om en bankende klinge. Og var det med vilje, at vindmøllerne er på den offentlige side af hegnet, forankret i grønne områder og åbne for, at jeg kan gå op og lægge min lille menneskelige hånd mod en massiv hvid metalstamme? Er de beregnet til at distrahere os fra olien? For at signalere fremskridt? Der er ingen her til at svare, bortset fra den stille summen af bureaukratisk optimisme.
Kanten mellem vindmøllerne og industrigrunden er skarp, men naturen udvisker grænsen. Vilde græsser skubber mod bunker af skrot og kryber op af betonblokke. Et par hundrede meter borte står de hvide oliesiloer fast – massive og truende, men alligevel underligt legende i deres afrundede former, der minder om et barns legoklodser. Ærlig, som for at sige: Vi bad ikke om dette. Hvide vindmøller, hvide oliesiloer – to sider af uskyldens mønt.
Prøvestenen er ikke alene om sine modsætninger. Kun få meter væk ligger Amager Bakke, et affaldsenergianlæg med en kunstig skibakke, og HOFOR, et pensioneret kulfyret kraftværk, der nu brænder biomasse. Sammen danner de et “energidistrikt” – en pænt pakket fortælling om bæredygtighed, hvor byens energibehov og miljøønsker kolliderer.
I Energi som et rumligt projekt, udforsker arkitekturkritikeren Rania Ghosn, hvordan energi udnytter rummet og konstruerer magtgeografier, der holder offentligheden uengageret. Olieøkonomien afhænger af at folk forbliver ligeglade. Energiinfrastrukturer, selvom de er vitale, bliver ofte skubbet til periferien, deres synlighed kontrolleres nøje. Olieselskaber gør meget for at holde deres aktiviteter uden for politisk kontrovers, og byer, der er ivrige efter at vise sig frem som grønne, ser ud til at være glade for at se den anden vej.
På trods af sin uklarhed er Prøvestenen ikke immun over for forandringer. Det globale skift mod vedvarende energi betyder, at olieinfrastruktur bliver forladt, revet ned eller genbrugt. Men når Københavns planlæggere skitserer den fremtidige udvikling for området, bliver elefanten i rummet – olie – knap nok nævnt. De officielle zoneplaner for Prøvestenen understreger dens rolle som en “velfungerende kommerciel havn” og et “industrielt knudepunkt”, men anerkender ikke dens kernefunktion: at opbevare de fossile brændstoffer, der fortsat driver byen.
Hvad bliver der af Prøvestenen? Vil dens oliesiloer en dag forsvinde, slettet fra hukommelsen som så mange andre rester af ubæredygtige industrier? Eller vil området blive rebrandet, forvandlet til et symbol på Københavns grønne omstilling, dens historie bekvemt glemt?
Det er 2025, og vi er endnu ikke CO2-neutrale. Det betyder, at CPH 2025-klimaplanen mislykkedes. Og Prøvestenen – tavs, truende, væsentlig – afslører modsætningerne i denne vision. Energiomstillinger er ikke så let, som politikere og planlæggere vil have os til at tro. Fortiden forsvinder ikke fra den ene dag til den anden; det bliver hængende, siver ud i landskabet og bliver giftigt, hvis vi lader såret fæste.
Ved du, hvor svært det er at rense den forurenede jord under en L.U.S.T. (Lækage under lagertank)? Ikke særlig svært overhovedet. Landskabssanering af udsivede petrokemikalier under oliesiloer kan udføres af nogle få ydmyge plantearter, og processen tager mellem fem og tyve år. Men olien skal fjernes. Og planterne skal plantes.
Jeg går tilbage til hvor jeg efterlod min cykel. Jeg forventer halvt, at den er væk, som jeg gør hver gang, jeg forlader den sjusket. Jeg trækker vejret – jeg ser den faktisk ikke denne gang. Efter alt det, kunne jeg have fristet skæbnen lidt for langt? Sjovt, men grusomt! Jeg ville være strandet, og skulle gå hjem i mørket. For slet ikke at tale om tanken om at være herude om natten. Da jeg kommer tættere på, finder jeg cyklen smidt i nærheden i noget højt græs. Stumper af mudder i kæden, græs fanget i bremserne. Det ser ud som om hun har set noget, jeg gik glip af. Jeg vender mig uden at se mig tilbage. Jeg kører hurtigt hjem, uden hjelm eller lygter.
The Paradox of Prøvestenen
Would you lock your bike in the middle of nowhere for an hour or so? Or would you just leave it unlocked—risky, but somehow more trusting and at ease? Imagine folding a pile of clothes and then padlocking a belt loop to a blade of grass before going down for a swim at the beach.
This is how it feels to lean my shiny new bike against the chain-link fence, arriving at the pin I dropped on Google Maps. Scraps of tarp flap in the wind, caught in the fence’s metal grid. The park entrance—a coded gate—hangs open. If you can call it a park. This isn’t another one of Copenhagen’s carefully curated green spaces, another blossomy backdrop for our painfully pretty postcard lives. This place is strange. There is definitely no one watching. But I can’t decide: Do I feel too big, clumsy shoes on the single-file footpath? Or too small, a nervous little ant scuttling beneath the wind turbines, oil silos, and gravel piles?
Either way, I feel out of place. But I stay. I walk around the island’s blind spots, kicking rocks, snapping grasses, climbing things that shouldn’t be climbed. To be here feels both odd and free—oddly freeing. Leaving, it feels like I’ve just discovered a rare and unselfconscious place held hostage by the nature of its creation—hiding defiantly in plain sight.
Prøvestenen roughly translates to “the test stone” in English. The large, strangely shaped extension on Copenhagen’s southeastern coast is also known as Benzinøen, or “Petrol Island”—perhaps a more appropriate name, given its function as the country’s largest fossil fuel storage facility. The island is a constructed landscape, grown over time to serve the city’s insatiable energy needs. What started as a minor sea fortification in 1713 became an oil and gasoline depot by the 1920s. Today, it houses 250 storage tanks containing fuels in their final stage before distribution. Petrol Island claims a large corner of Copenhagen’s urban quilt for a space dedicated to oil—its presence unmistakable for those who care to notice. If you were an alien looking at the city from above, you would think these people really care about oil.
Yet oil infrastructure often exists on the fringes of public perception, banished to the edges of cities and minds alike. Even in the cyclist’s paradise of Copenhagen, gas stations (and cars) are still an unavoidable part of everyday life. Yet the larger networks that sustain them remain unseen, as if wrapped in an invisibility cloak. But on Prøvestenen, oil is somehow both commonplace and impossible to ignore.
I walk along a high ridge dividing the “park” from the industrial grounds. A tall fence keeps me on the grassy side. Three enormous wind turbines spin steadily overhead, aligning the border between Denmark’s largest fossil fuel storage site and this strip of “public” land. Is it just me who sees the irony? Wind energy hugging oil tanks like a pearl necklace draped around a throbbing blade. And was it intentional that the windmills are on the public side of the fence, rooted in greenery and open for me to walk up and put my tiny human hand against a massive white metal trunk? Are they meant to distract us from the oil? To signal progress? There’s no one here to answer, except for the quiet hum of bureaucratic optimism.
The edge between the windmills and the industrial grounds is stark, yet nature blurs the boundary. Wild grasses push against piles of scrap metal and creep up concrete blocks. A few hundred meters beyond, the white oil silos stand firm—massive and looming, yet strangely playful in their rounded shapes, reminiscent of a child’s Lego blocks. Candid, as if to say: We didn’t ask for this. White windmills, white oil silos—two sides of the coin of innocence.
Prøvestenen is not alone in its contradictions. Just meters away stand Amager Bakke, a waste-to-energy plant topped with an artificial ski slope, and HOFOR, a retired coal-fired power station now burning biomass. Together, they form an “energy district”—a neatly packaged narrative of sustainability where the city’s energy needs and environmental aspirations collide.
In Energy as a Spatial Project, architectural critic Rania Ghosn explores how energy exploits space, constructing geographies of power that keep the public disengaged. The oil economy depends on this disengagement. Energy infrastructures, though vital, are often pushed to the periphery, their visibility carefully controlled. Oil companies go to great lengths to keep their operations outside political controversy, and cities, eager to showcase green credentials, appear happy to look the other way.
Despite its obscurity, Prøvestenen is not immune to change. The global shift toward renewable energy means oil infrastructure is being abandoned, demolished, or repurposed. Yet when Copenhagen’s planners outline future developments for the area, the elephant in the room—oil—is barely mentioned. The official zoning plans for Prøvestenen emphasize its role as a “well-functioning commercial port” and an “industrial hub” but fail to acknowledge its core function: storing the fossil fuels that continue to power the city.
What will become of Prøvestenen? Will its oil silos one day disappear, erased from memory like so many other remnants of unsustainable industries? Or will the land be rebranded, transformed into a symbol of Copenhagen’s green transition, its history conveniently forgotten?
It’s 2025, and we’re not yet carbon neutral. Meaning the CPH 2025 Climate Plan failed. And Prøvestenen—silent, looming, essential—reveals the contradictions in this vision. Energy transitions are not as clean-cut as politicians and planners would like us to believe. The past does not vanish overnight; it lingers, seeps into the landscape and turns poisonous if we let the wound fester.
Do you know how difficult it is to cleanse the contaminated soil beneath a L.U.S.T. (Leakage Under Storage Tank)? Not very difficult at all. Landscape remediation of leaked petrochemicals beneath oil silos can be done by a few humble plant species, and the process takes between five and twenty years. But the oil needs to be removed. And the plants need to be planted.
I walk back to where I left my bike. I half expect it to be gone, as I do every time I leave it sloppily. My breath catches—I actually don’t see it this time. After all that, could I have tempted fate a little too far? Funny, but cruel! I’d be stranded, and I’d have to walk home in the dark. Not to mention the thought of being out here at night. As I get closer, I find the bike tossed nearby in some tall grass. Bits of mud in the chain, grass caught in the brakes. Looking like she’s seen something I missed. I turn without looking back.
I ride home fast, without a helmet or lights.