Element 64 Limited CC
af Mathias Juul Frost
Helheden og forbindelsen
Idag er udgangspunktet for enhver vision at ville skabe en bæredygtig
fremtid. Ordet “bære-dygtig” er et smukt begreb, der taler om en tilstand, hvor ting kan bære sig selv. Det er en tilstand af balance som ikke kommer ud af blinkende alarmklokker, men igennem en genfundet forbindelse mellem os selv og vores omgivelser — naturen.
Når blomsten ligger spredt i 15 dele, bliver helheden svær at hele.
Forudsætningen for heling — af menneske, natur og arkitektur er erkendelsen af et ufuldstændigt hele. Først da opstår intention om at genskabe forbindelsen på tværs af adskilte dele til et forbundet hele. Ligesom en splint i ngeren hindrer vævet i at forbinde og helingen i at begynde, står dampspærren symbolsk som den bygningsmæssige splint, der spærrer forbindelsen.
Godt isolerede, bag dampspærrens “hermetisk” lukkede plastichinde og svanemærkede trelagsruder, lever vi 85% af vores liv indendørs. Her klippes den sidste tråd, mens ambiancen fra omgivelsernes subtile toner kvæles. Adskilt fra naturens kredsløb, splittede mellem et inde og ude, bremses helingen og genoprettelsen af forbindelsen.
Adskillelsen mellem menneske, natur og arkitektur
Naturen indgyder en vis frygt, da den hinsides kontrol, minder os om livets iboende forgængelighed. Vi rummer et dybt menneskeligt håb om en midlertidig forankring — en tilstand og ramme uberørt af tid og forfald — en længsel efter at frigøre os fra naturens cyklus og uforudsigelighed. I forsøget på at modsætte os naturens konstante bevægelse, bygger forestillingen om stabilitet på en grad af stilstand. Fordi stabilitet – som vi kender den – er en central værdi, opfattes naturens iboende bevægelighed stadig som en trussel. Denne opfattelse fastholder adskillelsen, og med den, en manglende forbindelse til naturens rytme.
Adskillelsen medfører, at vi mister den intuitive forståelse af naturens dynamikker. Med frygten følger et behov for kontrol og regulering, en nu allestedsnærværende instans. Denne tilsyneladende stabilitet, fanget i et reguleringsgreb, er snarere en anstrengt tilstand, der ligner en eksistentiel forstoppelse.
Adskillelsen mellem menneske og natur har dybe rødder. I oplysningstiden bliver rationaliteten og videnskaben vores primære kilde til forståelse af naturen. Her betragtes naturen som et mekanisk objekt og reduceres til en blot ressource, et endnu ukategoriseret virvar, afventende vores civiliserende beherskelse og systematik. Her skabes — et os og et den.
I denne ligning var og er vi ikke længere natur.
Vi står derfor stadig udenfor den fundamentale problemstilling og forsøger at løse klimaudfordringen ud fra det samme spor, der skabte den. Adskilt fra naturen og i strakt arm reduceres krisen til et spørgsmål om beregninger, kvoter og modeller —et teknisk problem, der skal løses.
Reduktion og fragmentering.
I vores stadige tro på videnskaben som garant for en universel sandhed, og dermed den primære løsnings model på vores udfordringer, glemmer vi ofte, at den, ligesom alle andre felter, er en ufuldkommen konstruktion. Dybt afhængig af de data og antagelser, vi anvender, lever videnskaben i et forhold, adskilt fra den verden og natur, den forsøger at beskrive. Denne adskillelse forhindrer videnskaben i at rumme helheden, hvorfor den i håbet om forståelse nødvendigvis må reducerer naturens kompleksitet og uforudsigelighed til mindre kontrolerede isolerede dele, der kan måles, kategoriseres og styres seperat.
Denne reducering sker uundgåeligt på bekostning af helheden.
I diverse ordninger kan reduktionismen let udvikle sig til skyklapper, hvor bæredygtigheden misforstås som blot summen af enkeltdele. Selvom værktøjer som tjeklister, kan være brugbare og til en hvis grad bevidsthedskabende, reduceres bæredygtigheden til en bureaukratisk øvelse — hvor værdien af arkitektur og bæredygtighed måles ud fra deres evne til at opfylde formaliserede krav og reguleringer, snarere end deres evne til at forbinde og understøtte liv.
I denne videnskabelige tællen og kategorisering reduceres bæredygtigheden til certiceringer, bygninger til energiregnskaber, mens helheden siver bort som vand gennem en si — herfra ser vi kun de adskilte stråler, men aldrig vandmassen, helheden, hvor alt udspringer fra. Adskilte, opløser vi det, vi forsøger at forstå.
Helheden, vandmassen, er billedet på den eksistentielle kraft — her sidder forbindelsen til det dybere “hvorfor”. Uden denne forbindelse risikerer vi i vores løsningsiver at symptombehandle, uden at skabe den nødvendige bevidstheds forskydelse og forankring, der kan adressere de dybereliggende problemstillinger. Var det skridtene eller gåturen, der egentlig var formålet?
Helhed, porøsitet og bevægelighed i arkitekturen
Livet, naturen og arkitekturen kan ikke blot reduceres til deres enkelt dele; de er emergente fænomener, hvis egentlige dynamik opstår i forbindelserne mellem delene — ikke i delene selv. Helheden rummer derfor en værdifuld indsigt, som ikke kan tilgås af omveje, men kun fremstår i direkte sanselig kontakt med verden.
Den menneskelige bevidsthed er dybt forankret i helheden, i denne virkelige virkelighed. Her er vi allerede et biogent materiale — et fast inventar i den cirkulære bevægelse, der ligesom naturen gror, dør og forgår — vi bliver til næring og genopstår. Så hvem er egentlig hvis ressource?
Vi er allerede natur — Vi vil bare ikke, være helt ved det.
I accepten af det uundgåelige forenes vi med naturen. I erkendelsen af vores egen naturlighed ligestilles vi med den — hvilket har demokratiske undertoner, hvis det hjælper. I øjenhøjde opløses vores asymetriske tilgang til verden; vores rolle redeneres, i erkendelsen af, at man ikke kan tage uden at give, når vi alle lever under samme himmelstrøg.
Forbundet til det cirkulære er bevægelsen en grundtilstand, der ophæver forestillingen om det endelige. Bæredygtigheden forsoner os med døden: Det, vi før betragtede som en afslutning, må nu forstås som en overgang, hvor frygten for det forgængelige integreres som naturlige forandringer i et (u)endeligt kredsløb.
Det forgængelige rummer en porøsitet, fordi det, forbliver modtagelig overfor sine omgivelser, og bevarer derved forbindelsen. Denne åbenhed omformulerer vores forståelse af det permanente; fra en fastlås form, der gennem blokade og kontrol kæmper for at opretholde sig selv, til en dynamisk tilstand, hvor bevægelsen og transformationen er et grundvilkår.
Denne overgang er essentiel for menneskelig og arkitektonisk resiliens. I anvendelsen af det biogene materiale anerkender vi naturens grundelement: bevægelsen. Ved bevidst at efterlade sprækker i skallen, tillader vi en større porøsitet og åbenhed overfor omgivelserne. Her løsnes tiltrængt, den øverst kvælende knap, så både vi og bygningen kan ånde uhindret.
Åndedrættet og hudens porøsitet er en forudsætning for liv. Enhver blokade — hvad enten den som dampspærren sidder i en væg, en prop i en åre, selektiv rigiditet, kulturel protektionisme, entydighed eller frygten for det andet og nye — dræner den livsnødvendige forbindelse, er enormt ressourcekrævende og grundlæggende ubæredygtig.
Arkitekturen befinder sig i denne tilsyneladende modsætningsfulde kerne: Vi både sætter en væg og markerer en afgrænsning, samtidig med vi gerne skal undgå en stillestående klump, der som en dødvægt blokerer det indre og ydre kredsløb — den bymæssige kontekst og det potentielle indre liv.
Her håber vi vel, at arkitekturen i sin fysiske fremtræden, dens beboelige og mentale liv, rummer netop den bevægelighed, der aktiverer og tillader et liv, som udfolder sig ud over det tiltænkte, planlagte og entydige. Denne fornembare og endnu ukvanticerbare arkitektoniske kvalitet er fundamentet for bæredygtighed, idet den rummer forandring og tillader liv.
Bygningen betragtes nu som et stykke natur — en, der bevidst tillader efterfølgende lag af liv, at sætte præg på strukturen. Som et tværsnit af tider og deres materielle forskelle, står arkitekturen som et absorberende og helende bindeled. I opløsningen af dampspærren frisættes bevægelsen, og forbindelsen muliggøres på tværs af facaden. Med en porøs lethed i strukturen bliver arkitekturen mediator, som, i forlængelse af os selv, giver slip på frygten for naturen, kontrollen og ideen om det endelige. Her tillades nu en frisk, helende brise at strømme uhindret på tværs af de før afgrænsede enkeltdele til et forbundet hele.
Med skoderne på klem får solen, lydene og duften nu lov til at strømme ind og optø vores kolde, rationelle parader. I det bløde lys ser vi nu et lille glimt af helheden — i den uafbrudte kontakt dulmer naturens magi, den regenererende kraft. I værdsættelsen af dette bliver bæredygtighed en naturlig følge.
Postlude note:
Et gevaldigt antiklimaks til denne egentlige frugtbare situation ville da være, hvis vi blot laver mere af det samme på en ny måde og bevare den nuværende arkitektoniske skabelon, for herefter at mase arkitekturens klodser ubarmhjertigt ned gennem puttekassens prædefinerede, snævre struktur af fragmenterede anvisninger, skemaer og målinger. Det ville da være ærgerligt. Det egentlige spørgsmål er vel, om den arkitektur vi laver, lever?