af Lisa Christiane Lertoft
Min vindueskarm består af diskokugler, en DAB-radio, en blå skål fra min ekskærestes mormor, en lille underskål, en pastelblå platte, hvorpå en emballage ligger, og opad karmens højre side, hviler en gave, som jeg endnu venter på at give. Med andre ord; Something old, something new, something I owe and something blue.
Når jeg ligger i min seng og kigger henimod mit vindue, nyder jeg at se, hvordan solstråler kæler for diskokuglernes spejlkvaradrater, hvordan reflekserne af lys kastes rundt i rummet. Min vindueskarm er på sin vis et medierende sted; et sted der forbinder ude og inde, vejret og mit værelse, men også en form for personligt alter, hvor ting af betydning forhøjes; som genstand for tanke og blik.
Undervejs har min vindueskarm også fungeret som scene for andre og mindre æstetisk-poetiske hændelser; potteplanter er blevet svitset i karmens førsteparket, og genstande har ligget hengemt og glemt. Støv har eksisteret som en form for tyndt væg-til-væg-tæppe i karmen, og diverse smykker har taget ophold, såvel som nøgler, brugte ørepropper og halvdrukne kaffekopper.
Dengang min seng stod lige under mit vindue, fungerede min vindueskarm som et udvidet sengebord, og i dag er jeg derfor taknemmelig for, at det grønne område udenfor mit daværende værelses vindue var indhegnet og fri for forbipasserende liv.
Måske fungerer vores vindueskarme i dag som en form for moderne alter? I hvert fald kan de facilitere et ophøjet sted i hjemmet, hvor vi kan sætte betydningsfulde eller æstetiske genstande, der skaber en sfære ud fra sig; en sfære, der udstråler en orden, et overskud – eller noget helt tredje – oplyst af det bagvedliggende vindue.
Men hvorfor er det så lige her? Er det fordi, at det er herhen vi løfter blikket, når vi har brug for sindsro? Når vi har brug for at forlænge blikket ud i virkeligheden udenfor hjemmet, hvor livet også går sin gang? Måske er det bare fordi, at det er lige dér, hvor en alteragtig plads – helt naturligt – rammesættes af arkitekturen i sig selv?
Jeg synes, at vindueskarmen udgør en holdeplads i mellemrummet. Den befinder sig et sted mellem det private og offentlige, og muliggør en udstillingsplads for ting, der er af betydning for os, men som samtidig sender et signal udadtil. For en vindueskarm med svulstige tulipaner og lange stearinlys opfattes jo anderledes en én, hvor bunker af papirer, sokker og kafffekrus har indfundet sig i en tetris. Blikket udefra betyder noget forskelligt for os.
Modsat et mere gammeldags alter på en skænk, omfatter alteret i vindueskarmen en åbenhed, da det medieres gennem vinduets transparens. Det ellers hengemte sættes til skue og forbinder sig derfor også udadtil og med virkeligheden udenfor. Måske kan et vindueskiggeri udefra således sammenlignes med en scrollen gennem Instagrams kvadratiske opslag; som et feed af kuraterede og kontrollerede delninger af personlige ting – på en upersonlig måde, eller?
En vippe ud mod verden
Noget ved vindueskarme minder mig om Michael Elmgreen og Ingar Dragsets værk på Louisiana Powerless Structures, Fig. 11, altså vippen vi kender fra svømmehallen, der er opstillet i museets sydfløj og som går igennem vinduets glasrude. Vippen peger ud på havet og henimod Sverige, som man kan være heldig at ane på skyfrie dage. Lig vippen er vindueskarmen et slags ophøjet sted. Et sted, hvorfra tingene kan mærke suset under sig. Vindueskarmen er et afsæt, et slags risikabelt sted, fordi ting kan forsvinde i et frit fald ud igennem det åbne vindue; ved et dask, et vindpust eller en overbalance.
Esther Westerveld. CC
Men modsat vippens bevægelighed er vindueskarmen et fasttømret og statisk plateau. Den er den sidste holdeplads eller platform, hvorfra universer kan opstå og stå til skue på begge sider af ruden. Vi kender arealet som et sted, hvor blomster pryder i vaser, som et sted for potteplanter eller små figurer, der emmer af – eller påminder os om – personlige fortællinger. Vindueskarmen er et sted for strandkantens sten; et sted, hvor de hviler hævet over enhver vandkant, og minder os om turene til havet, sommeren eller de tunge lommer, der fik vores shorts til at se helt deforme ud.
En hverdag i februar blev jeg bevidst om min egen vindueskarm. Det var nok som følge af måden, hvorpå diskokuglerne kastede sine reflekser rundt på mit værelse. Det var en lille handling, der åbnede mine 9 m2 op og skabte en udstrakthed. Lyspletterne tegnede et univers på mine vægge – og noget astronomisk udspillede sig. Som to glimtende planeter hvilede diskouglerne i min vindueskarm og under en mælkevej af samme salgs.
Jeg så på mit vindue med en omsorg og tænkte på, hvordan mine vindueskarme altid har fungeret som en slags personlige udstillingsrum for skiftende tematikker, genstande med affektionsværdi eller andre tingslige tegn på min værens karakter.
Brugen af det vandrette væsen
Tænk engang, at tanker kan udgå fra den underste og vandrette del af dén ramme, som et vindue beklædes med. Vindueskarmen udgør rammens nederste plade, hvorpå blomster m.m. hensættes, og hvorpå man hviler armene når man ligger i vinduet, skriver Ordbogen over Det danske sprog. Det er stedet, man bruger til at stille potteplanter eller pyntegenstande på, ifølge Ordnet, og i faglige termer kaldes vindueskarmen for en vinduesplade eller en vinduesbænk.
Med bænk-begrebet understreges karmens opholdsfunktion, og for sit indre øje kan man nærmest se, hvordan genstandene læner sig afslappet tilbage, imens de betragter de to mulige udsigter; som beskuer til privatsfærens udfoldelser eller udsigten til det offentlige liv.
Samtidig skaber vindueskarmen en sløret rollefordeling. På den ene side sætter man noget til skue for det forbipasserende liv, men samtidig er opstillingen en henvendelse indadtil; en udsmykning målrettet privatsfæren. En forbipasserendes umiddelbare nysgerrighed kan da fremstå som en grænseoverskridende snagen i privatlivet. Vindueskarmen skaber altså en akavet sfære, og den stiller spørgsmålstegn ved, hvad egentlig kan være sig bekendt? Den sætter kroppen i en kejtet position for; hvordan kigger man diskret ind ad ruderne med en respekt for privatlivets fred?
Det svarer vel til at mestre kunsten i en slags læsen med henover en skulder, eller en skulen til sidemandens SMS-korrespondance? Opdages man bliver det en klodset, forlegen – ja; akavet – situation.
I forbindelse med denne artikel ønskede jeg derfor ikke at fotografere fra gaden, og henvendte mig i stedet til mit netværk. Jeg spurgte, om jeg måtte komme på besøg hos dem, og via billeder fik jeg lov at vidne deres vindueskarme.
Vis mig din vindueskarm
I Kender Du Typen? Åbner de typernes køleskab for at lære lidt mere om vedkommende – og jeg kan hilse og sige, at et kig i en vindueskarm ka’ noget af det samme.
Jeg modtog et billede fra en kvindes – efter sigende – Barbie Dream House-værelse. Et porøst, lyserødt mørklægningsgardin hang som et scenetæppe ud mod gaden. Hendes vindueskarm bestod af en kuglelampe, der lignede en strålende marmorperle, og ved siden af denne; en blå blomsterformet skål, der hvilede i vindueskarmen som en åkandeblomst i glas. I skålen; hendes blomsterudsmykkede hårklemmer.
Hun skrev, at krystallen ved siden af skålen skulle gøre noget godt for kærlighedslivet, og at den lille svamp ved siden af krystallen var én, som kusinen på ni havde malet til hende i julegave. Hun skrev, at stearinlyset aldrig rigtig blev tændt, min ocd, skrev hun, og i stedet for fungerede stearinlyset som en brevvægt ovenpå hendes lille stak af post-it’s med noter omhandlende relaterbare TikTok-diagnoser. Radiovækkeuret var hendes farmors, og selvom hun elskede ideen om en blid og hviskende morgenvækning, var uret endnu ikke indstillet.
Vandglasset holdt hende hydreret, og den plyssede notesbog stod klar til at omfavne hendes tanker. Hendes feminine vindueskarm balancerede således mellem privatliv og pyntegenstande.
En anden havde været i gemmerne og fundet et foto fra 2023. Det var fra Aarhus og lukkede mig ind i et rum med karnap, hævet over Thunøgade og med udsigt henover hustagene i 8000. Her havde vindueskarmen haft en drivhusfunktion, for de små lerkrukker med grønne stængler, og placeringen tæt på ruderne, vidnede om et vækstprojekt. Hun sendte mig sågar en lille reportage, der bestod af tomatplanten – i midtens – udvikling. Planten var startet som en spire og endt med at sætte blodrøde tomater – oppe i en lejlighed, midt i Øgaderne og i Aarhus’ midtby?!
Da jeg så billedet tænkte jeg, at denne vindueskarm berørte temaer som praksis og popkulturelle produkter. Tomatplanterne og bogen HÅND VÆRK vidnede om handlinger, der krævede fingrenes arbejde, hvortil det popkulturelle slængede sig smigrende frem i kraft af Rahims forside til den sagnomspundne Drømmene maler virkeligheden. Aftrykket af den hvide barnefod gjorde mig nysgerrig på, hvem denne mon tilhørte? Om den var et barndomsminde? en lillebrors? Eller en markering af et nyt menneskes ankomst til verden? Genstandene i vinduet virkede til at være en henvendelse indadtil; en opstilling med udsigten bag som kulisse.
Jeg modtog også et billede fra en kvindes hjemmekontor, og hun beskrev, hvordan hendes vindueskarm bidrog til ro og et smil på læben. Hun arbejdede hjemmefra to dage om ugen, og havde dermed indrettet et lille alter, der gjorde noget godt for hende, når hun ind i mellem løftede blikket fra computerskærmen.
Hun skrev, at den lille solfanger, krystallen under persiennerne, kunne kreere dansende regnbuer på skrivebordet og væggene. Hun skrev, at planten til venstre var en cirka 10 år gammel (overlevelses)plante, der havde gennemgået lidt af hvert. Den fik nu lov at (over)leve videre ved siden af en lysestage fra hendes barndomshjem, men den havde stået uden stearinlys siden 2010.
Hendes fars, ekskones bror havde givet hende en stor og hjerneformet sten, der på billedet hvilede i solstrålerne, og bag hjernestenen stod to krystaller i rosa og grøn. Hun skrev, at hun var bekymret for om de fik hende til at fremstå mere spirituel end hun egentlig var, men lidt overtro – eller håb – var der dog alligevel på spil i vindueskarmen, for krystallernes sidemand var en halvdød plante, som hun håbede på, kunne og ville genopstå. Den havde nemlig sat de smukkeste blomster på hendes altan i sommers. Glasdimsen i karmens højre hjørne var også en holder til fyrfadslys, og – modsat lysestagen fra barndomshjemmet – fik den faktisk lov til at udleve sit formål, dog med den batteridrevne slags.
Jeg modtog også et billede fra Philadelphia. Et billede af en vindueskarm med et meget praktisk formål.
Fra et sted i Danmark modtog jeg et billede, hvor aftenen havde mørklagt ruderne. Foran den februarmørke bagvæg, og i vindueskarmen, stod en elefant arvet fra en morfar, der havde været i Indien og en Dälaformet hest fra Sverige. En toiletrulle var transformeret til en evigglad sommerfugl i lilla-lyserøde nuancer. Ejermanden skrev, at billederne var af ham og hans datter, men de resterende ting; lysestagerne, stenen, uret og det sølvfarvede togs ophav blev ikke beskrevet yderligere. Jeg begyndte selv at fundere over, hvor de mon kom fra.
Jeg tror, at stenen stammer fra en tur i det fri (måske fra havet eller en klippevæg?), at de blå lysestager er af hjemmelavet keramik – nok formet af hans kæreste? måske en værtindegave? Jeg tror, at toget er et levn fra barndommen, og at uret er ét, der har fulgt med fra tidligere adresser.
Den aflange, orangerøde murstenslignende klods, kunne jeg ikke afkode, men jeg syntes, at denne vindueskarm vidnede om HJEM, om kærlighed og noget familiært. Hvor afdelingen til højre gav plads til datterens fantasi, gav dén til venstre plads til forbindelserne forud i tid.
Jeg fik også lov at se en vindueskarm fra Frederiksberg; fra et sted, hvor vinduet vendte ud mod en baggård med falmede, gule facader. I denne karm, med højt til loftet, fik planter i potter lov til at vokse i lysindfaldet. Jeg zoomede ind for at blive klogere på tingene, der stod i billedets højre side. Her lå et par hjul (?) og vidnede om et igangværende projekt, en lille opsætning med et udbrændt lys, og en solgul lampe fremstod som værende den afløsende lyskilde ved mørkets frembrud.
Som sædvanligt støtter min mor altid op om mine foretagender, og et stillbillede fra ét af de stilleben, som jeg ved udspiller sig i vores vindueskarmene derhjemme, landede også i min indbakke. I det vedhæftede billedes tekst kunne jeg læse, at denne vindueskarm var viet til nogle af min mors bedste venner; de firbenede og de bladbærende. Disse husede blandt en glasvase og mystiske sten, der – med hendes ord – mindede om en fjern fortid. I baggrunden lå en lille, gullig lerfigur – en af min mors projekter – måske til tørre?
Du kender måske de hvide porcelænshunde fra Staffordshire? Dem som vores bedste-/oldeforældre havde siddende i vindueskarmen og typisk i par? Min mors firbenede ven i vindueskarmen, fik mig til at tænke på disse porcelænshunde. Før i tiden blev vindueskarmvovserne nemlig brugt – i søfartmiljøerne – til at signalere om manden i huset var hjemme eller ude og sejle. Var han ude, kiggede porcelænshundene ud af ruderne efter ham, og var han hjemme vendte de snuden indad.
På min mors vidnesbyrd syntes jeg, at var noget organisk på spil og dertil kuratorisk over opstillingen af ting. En bevægelse fra lys mod mørk udviklede sig fra venstre til højre, og jeg fornemmede, at hendes vindueskarm fungerede som en opstilling, der kunne tilfredsstille øjet og lede tankerne hen på nogle af hendes yndlingsting; planterne, poterne og perfekte former.
Mest af alt mindede vindueskarmen utroligt meget om min mor, og for mit indre øje kunne jeg se, hvordan hun havde fundet stenene med en barnlig begejstring og båret kvistene som trofæer på sine gåture med vores hund. Hendes øjne overser nemlig intet af den slags; fjer, dunhammere og flotte grene.
Hjemme – ude – hjemme
Ruderne findes.
Karmene findes.
Vinduerne, ruderne, vinduerne findes.
Vinduernes karme, og karmene findes, vindueskarmen findes – og det viser sig, at den findes til forskellige formål. Gennemgående synes vindueskarmen at fungere som en lille, personlig skueplads for ting, der fylder hos os. Vi udsmykker det vandrette område med stykker af os selv eller bruger det som sted til småting, der venter på deres momentum. Således går der en fin og spinkel forbindelse fra vindueskarmen til hjertet eller hjernen. Den faciliterer et både sted, hvor øjet kan hvile sig, og et sted, hvor arvede eller erhvervede genstande minder hjertet om bløde oplevelser.
Tak til jer, der delte jeres vindueskarm; ingen indsigt uden jeres udsigt.