af Lisa Christiane Lertoft
En blød duft af den blå Nivea: Vi sidder på græshøjen, kører hænderne over hinandens nybarberede ben.
En skarp, jordslået lugt: Og jeg pakkede bilen og kørte mod Uldum med et nervøst hjerte.
En tredje lugt: Sissel Tolaas’ værk FEAR 1/8. Værket udgik fra et hvidt hjørne med bare vægge, og de bare vægge var bemalet med armhulesved fra ni mænd med panikangst. I en alder af 13 oplevede jeg værket på Louisiana, og i dag, 15 år senere, kan min krop stadig huske lugtenes intensitet og følelsen af noget kradsbørstigt i næseborene.
Minderne, billederne, rummene, følelserne; på efemerisk vis florerer de under begrebet om det olfaktoriske. Den luftbårne og lugtbårne oplevelse, der formaner sig adgang til underbevidstheden på snedigste vis; gennem næseborene. Vi går fra beskuere til breathers via indåndingen, og lader os således besætte af det luftbårne indhold. De indre billeder eller fordommene sættes fri, og træder ud af og frem fra underbevidstheden. For det er dét, som lugtene kan; de finder en direkte vej til det limbiske system, vækker vores forestillingsevne, får følelserne til at røre på sig. Og vi kan hverken vælge fra eller til. For nok kan vi lukke øjnene eller holde hænderne for ørene, men at ophøre med vores vejrtrækning er en helt anden sag.
Lugtene, duftene – og dét, der eksisterer derimellem – kan transportere os på tværs af tid og rum. En entré gennem næseborene og med ét er vi tilbage til barndommens gade, det første møde, feriemindet eller noget fjerde.
I oktober, når duften af brændte mandler møder os i gadebilledet, ser vi måske den kommende juletid for os. Vi glædes eller vi væmmes, og når julebagen senere hen afløses af bordbombernes krudtlugt, ved vi, at nye tider venter lige om døgnets hjørne. Måske hæver vi glasset og sender hinanden et indforstået blik; for snart træder vi ind i et tomt, lyst rum, som vi kan indrette med årsskiftets muligheder.
Lugten af gamle bøger sætter noget nostalgisk i gang og duften af de nye pirrer med sine små glimt af adgang til læseoplevelsens rum.
Der findes kroppe, der dufter som vores (eks)kærester, forældre og søskende – kroppe, der dufter af os selv fra fortiden, eller kroppe, der dufter af noget eller nogen, som vi gerne vil være. Min underbo købte og brugte engang parfumer fra CLEAN, og jeg syntes, at serien duftede af den fineste orden. Selv følte jeg dog ikke, at hverken jeg og min livsførelse kunne leve op til forestillingerne som Warm cotton, Classic Rain eller Fresh Linens skabte indeni mig.
Møder jeg den efterhånden sjældne og uddøde duft af Abercrombie & Fitch, tænker jeg på den søde ventetid i de køer jeg stod i for at få taget billeder med butikkens barmavede modeller, men jeg ser også min folkeskolekæreste for mig og gennemspiller scener fra de uskyldige ting, der foregik på vores børneværelser; timerne på YouTube, vores samtaler på MSN.
Og lugten af sved, som jeg også selv producerer, fører mig somme tider tilbage til mit besøg på Louisiana, men minder mig også om tiden mellem barndom og ungdom. For FEAR 1/8 lugtede også lidt af mig selv. FEAR 1/8 lugtede af min nervøse og ukontrollerbare teenagekrop, min frygt for at fremlægge, at omgås de populære, min generthed – og det lugtede af årsagen til, at jeg dengang iførte mig cirka seks sprøjt af DKNY’s Be Delicious eller Christina Aguilera’s Eu de Parfum. Og møder jeg en skarp, sukkersød lugt i dag, kan jeg derfor se mig selv på mit teenageværelse, hvordan jeg holder vejret, kniber øjnene sammen og trykker rutineret på flakonens pumpe af flere omgange.
Og med ét, bliver rummene erstattet af det omkringværende. Billederne forsvinder så hurtigt som de opstod. Kun strejf af affekt vidner om mindernes genbesøg, og man tager en indånding for at lande i det nærværende.
Der er noget i luften; duften af det, der gør så glad, af barndommens bud og højtidens drot… I luften er der adgang til minderne, mening og de rum og dét, der har lagret sig i os.