af Morten de Fine Olivarius
I marts i år blev der skrevet et lille stykke københavnsk historie. Efter mere end 100 års udskænkning lukkede Café Guldregn i Oehlenschlägergade.
At værtshuse lukker er i sig selv ikke særligt bemærkelsesværdigt. Heller ikke, selvom Guldregn var både gammelt og velkendt: Blandt andet foreviget af Dan Turréll i digtet Gennem byen sidste gang fra 1977. Lukninger er nu engang tendensen i København i disse år. Selvom værtshusene har fundet et nyt publikum i de yngre aldersgrupper, er det bare svært at få det til at løbe rundt.
Men lukningen af Guldregn markerer alligevel noget andet og mere: Det tilrøgede lokale på Vesterbro var nemlig det sidste udskænkningssted i København, hvor lukketider ikke var noget, man behøvede at bekymre sig særligt meget om. Fra torsdag formiddag til søndag aften var der nemlig åbent uafbrudt. I det tidsrum kunne man højst blive bedt om at rejse sig fra sin stol, hvis gulvet lige skulle vaskes under den.
Ikke længe forinden lukkede Hong Kong i Nyhavn, et elendigt sted, som det sidste ægte døgnåbne værtshus; her var simpelthen aldrig lukket.
Dermed er der ikke flere barer eller værtshuse tilbage i København, der har åbent natten og dagen igennem. Ingen beværtning, hvor man kan sidde og drikke øl i 24 timer i træk. Med mindre man tæller et enkelt hotels lobbybar med – og det gør jeg ikke.
Noget er gået tabt, men er det overhovedet vigtigt eller interessant?
Først lidt om Guldregn, hvad det var for et sted. Guldregn lå lidt tilbagetrukket i Oehlenschlägergade, det kunne let overses. Kom man på travle dage, kunne man blive bedt om at lægge sit overtøj i vaskeriet ved siden af, det fungerede som udvidet garderobe. Indenfor var barens lokale aflangt, relativt højloftet og dunkelt med vægge i mørke farver og delvist beklædt med mørkt træ. Slidte træborde med mange brændmærker i. Forbi baren, bagerst i lokalet, førte en stejl trappe op til toiletterne på første sal, en dødsensfarlig trappe, hvor man som regel kunne se folk klamre sig til gelænderet på vejen ned.
Guldregn fyldtes først sent, der var ofte halvtomt indtil klokken to om natten, hvor folk begyndte at strømme til fra andre værtshuse. Klientellet var blandet, som på andre værtshuse på Vesterbro, en naturlig forening af ældre stamkunder, grupper af studerende, midaldrende københavnere ude med kollegerne, gamle venner, nye venner og så mig selv.
Jeg holdt af at komme der tidligt på aftenen, før det begyndte at blive fyldt op. Jeg kom der som regel med de samme venner, vi havde et bestemt bord, vi godt kunne lide at sidde ved, lige ved siden af jukeboxen. Så kunne vi nemt sætte musik på, stå der og diskutere, hvad der ville være det perfekte 00’er midwest emo-rocknummer at sætte på lige nu, eller hvor alternativ musik, man mon kunne slippe af sted med at spille.
Jeg holdt af stemningen, holdt af de forskellige grupper af mennesker, der kom ind på forskellige tidspunkter af natten. Jeg holdt af, at jeg ikke behøvede gå hjem, før jeg ville, selvom det også kunne være svært at rive sig løs. Jeg holdt af morgenfeststemningen, følelsen af, at ingen har lyst til, at natten skal stoppe, så den bliver trukket i langdrag, nogle gange ind i næste dag.
Følelsen af at træde udenfor, og det er højlys dag, er noget særligt. Jeg kender mange, der ikke bryder sig om det, føler, at de har ødelagt deres døgn. Jeg føler derimod, at det giver mig en ny slags døgn. Et, jeg selv bestemmer, et, der ikke er dikteret af normer og ydre strukturer.
Ligeledes holder jeg af de møder, der kan opstå i morgenens og formiddagens timer. Hvor man, på vej hjem fra fest, kan passere motionsløbere, forældre, der triller rundt med barnevogne, turister, der kigger nysgerrigt rundt med deres turistøjne. Og man kan udveklse blikke med disse mennesker og få en fornemmelse af en genkendelse af, at man lige nu er i gang med at være i døgnet på vidt forskellige måder.
Det kan jeg nemt romantisere nok så meget og have det nostalgisk omkring, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at der er masser af problemer ved et sted som Café Guldregn. Der er bagsider til friheden. Der skabes et rum for og en legitimering af søvnunderskud og uhæmmet alkoholindtag. Man bliver nemt hængende længere end, hvad godt er. Og de sene værtshuse bliver også nemt rum for konflikt og vold. Guldregn var på ingen måde det værste sted på det punkt, men et sted som Café Louise, som lukkede på Nørrebro i 2016, var berygtet for at have dannet rammen om flere drab og utallige voldsepisoder.
Mange værtshuse er lukket i København siden dengang i 2016, det er en helt generel tendens. Billige øller i tilrøgede lokaler tiltrækker stadig mange mennesker. Min helt egen anekdotiske analyse baseret på utallige værtshusbesøg er, at de har vundet hidtil uset stor popularitet som gå-ud-steder blandt det yngre publikum de seneste fem-ti år, og på weekendaftener kan det være svært at finde plads på bodegaerne i brokvartererne og Indre By.
Men det er alligevel blevet sværere at få det til at løbe rundt med stigende ejendomspriser, mere restriktive regler for alkoholbevillinger og færre mennesker, der så til gengæld kommer der i løbet af dagtimerne. Så vil dem, der ejer lokalerne, måske hellere lave det om til lukrative lejligheder, fremfor at udleje det til værtshusformål. Og så er der ingen vej tilbage.
Og hvad er det så, vi mister? En ting er det konkrete, sociale rum, som hvert værtshus udgør. Disse rum er vigtige og findes også stadig andre steder, men hver gang et værtshus lukker, snævres feltet ind. Der bliver færre steder i byen for de mennesker, der finder fællesskab i netop disse typer af rum.
Men der er også noget mere grundlæggende, der går tabt, vil jeg svinge mig op til at påstå: Vi mister en del af nattens mulighedsrum. Vi mister en del af byen på et bestemt tidspunkt af døgnet.
Der er noget med forholdet mellem byens rum og tiden, der fastlåses i en mere forudsigelig rytme. En rytme, der tilgodeser en bestemt måde at leve på, en bestemt måde at disponere over sin tid på. Og med det er der ting, der begrænses: De særlige møder i gadebilledet mellem folk, der er på forskellige tidspunkter af deres døgn. Det, at se en solopgang som nattens afslutning, snarere end dagens start. Chancen for at komme ud af takt med en stor del af byens liv og finde nye sammenhænge og muligheder i det.
Der sker en normalisering mod dagen. En indskrænkning af mulighederne for at bruge natten, og noget, der trækker mere mod det såkaldt normale, det hverdagslige, det, der passer til et “almindeligt” arbejdsliv. En indskrænkning af mulighederne for at bruge døgnet frit. Som man kan have brug for det, hvis man for eksempel har en anden slags struktur på sit liv, har natarbejde, har personlige udfordringer, har svært ved at passe ind i samfundets kasser på den ene eller den anden måde – eller hvis man bare har lyst til at bryde med døgnet og med normerne.
Er det så vigtigt eller interessant? Det er det måske, fordi det kan vise en tendens mod en udglatning af det skæve, det besværlige og det unormale. Det, der ikke passer ind med en effektivitetstanke, som stadig er oppe i tiden. Og det er det helt konkret for de stamkunder og nattegæster, der frekventerede Café Guldregn, og som måske har fundet et nyt sted at komme nu, eller endnu søger efter en passende erstatning.
Nu bliver der bygget ungdomsboliger i Guldregns bygning, ligesom så mange andre steder. Der lukker stadig værtshuse næsten hver måned, ligesom i takt med, at der kommer flere mennesker til København. Og dagene går, men natten i København er blevet en smule mindre.