af Lisa Christiane Lertoft
Hele formiddagen skiftede vejret mellem to yderpoler. Tung regn afløste solen, der vendte tilbage og tørrede fortovene knastørre – og så gentog det hele sig igen. Tanken om en udendørs, performativ byvandring virkede håbløs, og håbløsheden blev kun understreget af regnens langtrukne, våde spor på ruden. Men et par timer senere, klokken 16:00, stod vi alligevel – en lille gruppe – omkring en ladcykel; vindblæst og med kolde fingre. Vi var samlet for at deltage i byvandringen MELLEMRUM Amager Vest, som GLiMT AMAGER og Kitt Johnson X-act stod bag i anledning af CPH Stage-festivalen.
Vandringen havde til formål at indtage og opdage stederne mellem rummene på Amager. Vi skulle besøge kendte steder, opleve de ukendte og udfolde de gemte af slagsen. Dette skete via en faciliteret vandring gennem byrummet, der fremstod som en kulisse eller ramme omkring pop-up-performances af cirkuskunstnere, akrobater og hverdagens statister derimellem.
Iført knitrende regntøj gik vi i stilhed fra vores mødested, Islands Brygge Metro St. Vi bevægedes som en lille flok lydløse, rolige demonstranter med et løftet blik ud mod omgivelserne. At indtage det offentlige rum uden at bidrage til hverdagens støj virkede lidt som at performe et statement – for vores stilhed larmede, og vi skilte os ud med vores langsomme tempo og opmærksomhed på byrummet omkring os. Den bevidste og udadrettede opmærksomhed fik omgivelserne til at stå tydeligere frem, og stilheden tildelte byrummets mennesker en slags rolle. Cyklisterne, fodgængerne og dem bag bilruderne fremstod som statister fra hverdagslivet, der i deres passage forbi os gav os en lille flig af deres fortælling.
Vi ankom til Ballonparken. Røde træhuse skød op på hver sin side af en asfaltvej. Rækværker, stokroser og små stakitter indhegnede forhaver, der emmede af hver sin slags idyl. Der var noget svensk skovhytte over omgivelserne – med et lille strejf af Christiania.
Vi blev gelejdet ind i et af husenes baghaver, hvor vi tog plads i forskellige havemøbler. Omkring os stod glimtende genbrugsgenstande, gamle spejle og sjove figurer med patina. Pludselig lød en smuk, tenoragtig sangstemme, og en mand entrerede baghaven. Det var Marek Magieracki, ejeren af huset og haven, som vi sad i. Marek præsenterede sig med mange titler – heriblandt som fakir, gøgler og professionel klunser. Alt, hvad vi så, havde han fundet i storskrald eller krejlet fra den nærliggende genbrugsstation.
Tavse sad vi i en halvcirkel omkring et bart stykke græs, der – i kraft af Mareks tilstedeværelse i midten – transformerede sig til en pavillonoverdækket scene. For øjnene af os knuste han flasker til skarpe glasskår og stod på hovedet direkte i dem. Vi kunne høre skårene skære mod hinanden – og dermed også hans hovedbund – men Marek var upåvirket og introducerede sit næste nummer, og til dét skulle han bruge en lighter. I kun en kort afstand fra sit publikum jonglerede han med levende ild, og vi kunne mærke varmen fra flammerne.
Jeg oplevede, at dét at entrere og opholde sig i en fremmedes baghave udløste en form for ydmyghed, og at en slags yderlighed blev lagt oveni, da man samtidig blev tildelt rollen som publikum på andres hjemmebane. Hvad der først fremstod som en lille og rekreativ oase, tog i stedet form som en platform for risikoernes kunst, og havde jeg oplevet et ubehag ved Mareks performance, ville det have været svært at bevæge mig væk. Rammerne omkring mig var intime, og jeg var jo gæst i en andens hjem. Grænserne mellem privat og offentligt blev kun adskilt af en havelåge i hoftehøjde og udfordret af en gennemstrømmende sfære af ’nogens hjem’.
Efter showet hos Marek blev vi gelejdet videre på ruten. Fra Ballonparkens hovedvej fortsatte vi ind igennem et grønt buskads. Formiddagens omskiftelighed havde opløst jorden til mudder, grenens blade tørrede sig af i vores jakker, og ramsløg udsendte en lugt af gamle hvidløg. Herinde var der grønt, brunt og grenet, og alting syntes uden for rækkevidde. Et eventyrligt skovunivers omfavnede os i den lange slange, vi gik i, men kun kortvarigt, for pludselig stod vi på den anden side, ved Ørestads Boulevard, og kun et stenkast fra DR’s blå kube. Metrolegemets bro slængede sig hen over os. Den skyfrie himmel, metroernes swoosh og arkitekturen, der skød kantet op fra jorden – vi bevægede os nu i en kontekst, der emmede af moderne by.
Vi stoppede ved Grønningen; en stor græsplæne omringet af nybyggeri med skarpe kanter, skinnende flader og rette vinkler. Firkantede former dominerede, og vinduernes glas reflekterede himlen.
Midt på græsplænen, der fremstod som en scene med et græsgrønt væg-til-væg-tæppe, stod tre mennesker i postkasserøde kedeldragter. Det var cirkusartisterne Ana Jordão, Kim-Jomi Alstadsæter og Vincent Kollar. Deres kroppe var som smeltet sammen. De var viklet ind i hinanden, og hoved og arme var svære at føre tilbage til deres respektive kroppe. Fælleskroppen lignede et levende insekt med følehorn og kringlede ben.
Fælleskroppen transformerede sig, og på organisk vis gled de enkelte kroppe ind og ud, op og ned af hinanden. Transformationen var båret af en styrke og et tydeligt åndedræt, der lå under alle bevægelserne. Vi fulgte bevægelserne, stimlede os sammen og gjorde plads, som de bevægende sig omkring os. Når tempoet steg, steg kompleksiteten af bevægelserne ligeså.
Vi endte med at stå i en samlet klump med knejsede nakker og fulde af beundring over de tre kroppe, der pludselig stod i forlængelse af hinanden og på hinandens skuldre. De lignede en totempæl af menneske, styrke og følsomhed, og jeg blev rørt, fordi tilstedeværelsen af dem – og dén risiko, deres talent også indlejrede – fungerede i en stærk kontrast til alt det nyopførte, stillestående og kantede byggeri. Således forstyrrede menneskekroppen en ellers stram arkitektur, på samme måde som kroppe kan overtage magten i bybilledet ved politiske demonstrationer, danse-events eller andre lignende former for parader. De tre akrobater bidrog således også med en erfaring i, hvordan byrum kunne omforme sig via en kropslig tilstedeværelse.
Lige så organisk som performancen var startet, lige så organisk gik den i opløsning. De tre cirkusartister forlod græsplænescenen, der pludselig fremstod tom, men alligevel fuld af nye betydninger.
Vi bevægede os herefter mod KUA’s cykelparkering og samledes nede foran en indgang til en af cykelkældrene. En kvinde kravlede langs gelænderet på en af cirkelåbningerne. Det var akrobat Kajsa Bohlin. Hendes fingre greb dyreagtigt omkring gelænderets tremmer, imens hun skubbede fra med fødderne. Så fandt hun en stor jernring frem – en slags overdimensioneret hulahopring – og begyndte at vække den til live. Som hun satte den i omdrejninger, løb hun legesygt omkring den, imens den cirkulerede rundt på toppen af cykelparkeringen. Hun sendte jernringen afsted, satte i løb efter den og undersøgte, hvordan bakke og dal bidrog til bevægelsernes muligheder. Jernringen legede med kuplernes bølger, og de bløde og organiske kvaliteter blev fremhævet iblandt KUA’s byggeri.
Kajsa trådte undervejs ind i jernringen og spændte sig ud i den med arme og ben. Op blev vendt til ned, og højre blev til venstre i et spektrum af bløde og bølgende bevægelser. Det lignede, at hun var en del af et atom eller en cellekerne. Hendes performance understregede, hvordan leg kunne virke som byens modbillede, idet legens bevægelser brød med byens ellers planlagte funktionalitet. Men omvendt inviterede cykelparkeringens bølgende landskab til en anderledes form for færden og ophold. Områdets former fremstod nærmest som bløde dele på en krop eller som et landskab, der trak vejret i en vekslen mellem indåndingens bakketop og udåndingens bakkedal.
Performancen fremhævede en række kvaliteter ved dette bløde landskabs placering. For området muliggjorde erfaringer med bakkens følelse i benene, armenes afbalancerende hjælp – og det inviterede til måder at slænge sig på, der måske ikke blev betragtet som velkomne i et undervisningslokale. Altså muliggjorde området en aktivering af kroppen, til forskel fra universitetets, KUA’s, aktivering af hovedet.
Kajsa markerede performancevandringens sidste stop, hvorefter vi afrundede inde i en af KUA’s bygninger. Vi fik en hjemmelavet snaps og en bid med ramsløgspesto fra Amagers natur. Imens jeg gumlede, tænkte jeg på, hvordan jeg havde vidnet noget helt særligt; at performancevandringen virkelig var lykkedes med at tage byrummene til sig og præsentere dem på ny. Ballonparken, Grønningen og KUA – alle stisystemerne herimellem – havde fungeret som en scenografi for kunstformer og hverdagshændelser. At bevæge sig stille, langsomt og bevidst muliggjorde en tålmodighed med – og detaljerigdom i – omgivelserne. Krop og arkitektur gik i dialog på forskellig vis og inddrog, indtog eller skabte et rum omkring sig – eller for hinanden.
MELLEMRUM Amager Vest af GLiMT AMAGER beviste således, hvordan der skete noget, når kunsten intervenerede byens rytme, og omvendt; når byrummet rammesatte sig som et sted for kunstens rytme. Vandringen viste, at kunsten brød med et tempo og et udtryk, når den bevægede sig ind i byens rytme. Den tog opmærksomhed og bidrog med et lille refleksionsøjeblik i en ellers målrettet færden mellem A og B. Kunsten virkede således bevidstgørende og kunne både intervenere som et forsinkende irritationselement såvel som et fascinerende indslag i en hverdag. Vandringen viste også, at byens rytme kunne rammesætte en skrøbelighed eller fremhæve nogle kvaliteter i – og ved – kunsten. Kunst i byens rytme mindede os om en form for selvforglemmelse i rutinerne eller en manglende omsorg for dét nærvær, der også kunne etableres til – og med – dagligdagens omgivelser.