af Lisa Christiane Lertoft
På Jobnet er jeg ledig, og på LinkedIn er mit profilbillede udsmykket med en grøn detalje, hvorpå der står at jeg er #Opentowork. På A-kassen er jeg dagpengemodtager og blandt venner og bekendte; jobsøgende. Med andre ord har jeg vinket farvel til universitetets auditorier og skriver nu ud fra et mellemsted, der ikke er bundet til en adresse.
Til tider kan det virke lidt som om, at mit virke ikke rigtig tilhører noget sted, også selvom jeg har et hjem, mine rutiner og relationer, der trods alt skaber et døgn omkring mig. Men som in-between jobs, tilhørende de jobsøgendes efemeriske rum, så drømmer jeg mest af alt om et fysisk adgangskort eller en nøglebrik, der åbner til et andet rum i hverdagen: arbejdspladsens. Et rum for kontinuitet, vaner, interne jokes og en ramme for dagens gang. Hvad der kan synes som de digitale nomaders mareridt, er mit helt store håb.
For ligesom Dan Turell holder jeg af hverdagen – jovist; jeg elsker også ferierne og helligdagene, men mest af alt holder jeg nu engang af hverdagen, fordi jeg også elsker at få fri. Dét der endelige tryk på krydset i højre hjørne på computerskærmen, eller døren, der klikker, bag én en sidste gang. Den slags hverdagsoplevelser længes jeg efter.
For i en jobsøgende, lediggænger, dagpengemodtagetid drejer det sig om, at jeg selv skal forme de enkelte dage og insistere på en skelnen mellem hverdag og weekend. Jeg står selv for at koble døgnets timer til praksisser og rum, der gør hovedet bevidst om, at en bevægelse igennem dagen har fundet sted. At opsøge rum er derfor en kunnen – at skabe rum er en kunstart.
Der er således mange dybe indåndinger i løbet af en uge. For det findes kun mig selv, der kan hanke op i mig selv. Der er ikke nogen, der venter mig på caféen eller på biblioteket. Nej, jeg er min egen chef, kollega, tillidsrepræsentant, HR-medarbejder og så videre. Motivationen skal komme indefra og fordi, at jeg ved, at det stedsspecifikke fungerer godt for mig, består min uge derfor af en collage af ophold i forskellige rum: på A-kassen, cafébesøg, barselsvisitter, biblioteksophold, forældrelogi og stuen derhjemme i kollektivet – blandt andre rum. Alle steder med min computer under armen, som indeholder midlerne til mit mål; jobsøgningen og adgangen til de forestillinger, der undervejs former sig om forestillede medarbejdere, fællesrum og frokostordninger. Som jobsøgende udfolder jeg hver dag et lille kontorlandskab i omskiftelige omgivelser.
Til omgivelserne hører forskellige atmosfærer. At sidde på værelset er ikke det samme, som at sidde i kollektivets stue, som at opsøge biblioteket eller én af Lagkagehusets glasvinduespladser. På biblioteket færdes jeg i et folkeligt fordybelsesrum. Et fællesrum, hvor avissiderne vendes i et lille suk, hvor hujende barnestrømpefødder skøjter henover linoleumsgulvet og en tastaturlyd klikker fra fællescomputerne. Her forenes ro og støj under samme tag, og den helt stiltiende fordybelse er at finde i bibliotekets afkroge. På biblioteket blander man sig med borgere og bøger. Man færdes blandt originalerne og i en form for sfære af kommunal omsorg, hvor demokratiske tanker rummer høj som lav. Måske er folkebiblioteket nu engang dén institution man igen tilhører flere års studie på universitetet. Et medlemskab, der for altid eksisterer, omend i dvale, som aktualiseres på ny efter behov.
Caféen tilbyder derimod et andet rum. Et mere performativt et af slagsen, hvor man træder ind, tager del, i en kurateret atmosfære. Der er de stilrene – nærmest sterile – caférum, hvor eksistensen indgår som et nærmest scenografisk element og kaffen; en kvalitetsbevidst rekvisit. Der findes også de mere franchisedominerede caféer, hvor ens tilstedeværelse i højere grad udgør en statistrolle i caférummet, og bidrager til caféens gesamkunstværk bestående af specialfremstillet service, rumskillere, varm belysning, kunstlædersofaer og kaffebønneplakater på væggene.
At tage jobsøgningen med på café emmer af freelance og fleksible arbejdstider. Jeg synes, at det udtrykker noget jetsetter-liv; jeg hører til et sted, er på vej videre, men har en mulighed for at pitstoppe her. Der er noget selvstændighedsagtigt på spil, løsrevet fra tid og sted, og computeren indtager en plads som karrierens Axis Mundi. Når jeg søger jobs fra caférummet føles det lidt mere eksklusivt og effektivt. Måske er det fordi, at jeg har betalt mig for en adgang til rummet. Måske fordi, at drikkevaren fungerer som en slags æggeur for mit ophold.
Byrumsarkitekten, Jan Gehl, mener, at man opholder sig i byrum for at se på mennesker, og blive set, og fordi at det koster noget at sidde på café, vidner det om en indkomst; at man arbejder på noget, for – eller med – nogen. Måske er det dét, der kan ses? På caféen hersker en slags karriere-mystik, modsat ophold på biblioteket, da sidstnævnte i højere grad er et demokratisk, offentligt tilgængeligt fordybelsesrum. Caférummet er derimod en scenografi for performativitet. Igennem glasruderne kigger man ud på byen, og bliver set på; som en statist i fremadskridende hverdagshandling.
Uanset typen af rum er jobsøgningens væsen, at man skal skrive sig ind i rum og forestillede fællesskaber. Man skal undersøge og opsøge informationer, google fotografier eller gå ture i Google Maps for at få en fornemmelse af ens måske kommende arbejdsplads. Det kan føles en prekær situation; at sammensætte sin dag og forme sine tanker i en jobsøgningstid, der i forvejen er så blød, formbar og flydende, at den undervejs kan bringe én i en følelsesmæssig knibe. I det flydende tilbyder arkitekturen en fast ramme, man kan sive ind i; åbningstider og rum for opgaver. Den tilbyder sig som holdepunkt i en fritsvævende tid, og giver én mulighed for at forankre sig på en plads. Men det er en kreativ og krævende opgave at opsøge de faste rammer, for adressen er den eneste konstante i opholdet. Menneskerne, stemningen og atmosfæren udskiftes dag til dag, og dét kollegiale fællesskab, som arbejdspladsen rummer, er kun efermerisk i byrummene.
Det er nok derfor, at folk lejer sig ind i kontorfællesskaber; fordi vi netop har brug for hinanden som faste holdepunkter, og fordi vi har brug for rum at møde op i. Ligesom, at den rumløse, jobsøgende tilstand tilskriver mig en slags flanerende, hjemløs identitet, tror jeg også på, at det faste kontor og jobfunktionen er identitetsformende.
På sin vis mimer den jobsøgende tilstand den digitale nomades. For begge tilstande resonerer med idéer om frihed, fleksibilitet og selvstændigheden i at tilrettelægge dagens gøremål. Men, modsat den digitale nomade, mærker jeg en længsel efter gensynet, der ikke eksisterer i de algoritmedominerede og 101-baserede rum. Selvom computeren ophæver en form for stavnsbånd, skaber friheden en slags psykisk længsel efter de fysiske rammer; den indforståede øjenkontakt ved frokosttid, de trætte mandagsøjne, lyden af at få fri eller den lille lykkefølelse af at have bidraget til og udrettet noget.
Måske ændrer det sig, når der engang dingler et adgangskort fra mit nøglebundt, men indtil da fortsætter min søgen efter at finde et sted, som jeg tilhører og er ventet.
Grafik: Benjamin Saleh-Hoseini Westh