Der står den så. Flakkende.
Alene i landskabet.
En bebyggelse, én settlement.
En urban outpost, indsat bag “fjendens” linjer —
i et område med et andet tilhørsforhold, udlagt til anden brug:
Her naturen.
Med denne er intentionen for den næste allerede lagt.
Strategien er velkendt, afprøvet og global.
Fra urbanisme på tværs af alle sfærer.
Tilstedeværelsen af anomalien normaliseres over tid.
Det fremmede bliver genkendeligt.
Og pludselig indtræder en kollektiv accept
af den nye virkelighed.
Det salami-urbanisme i plan.
Bebyggelserne som fedtkerner:
lukkede og langsomt, trinvist ekspanderende.
Facaden smiler grønt.
Og tryllebinder os i ideen om…
— som facader jo nu engang gør.
Her lå en sjælden situation.
Et sted, hvor arkitekturen ikke skulle indpasses i byen —
men kunne opstå af landskabet.
I stedet vidner silhouetten om en arkitektur,
der jo ligeså godt kunne stå alle mulige andre steder.
Måske facaden ændrer på det?
Der kommer jo også blomsterbede, kan man læse sig til,
en naturlig gestus.
De østrigske saddeltage er da ihverfald et nice touch.
Normaliteten er strategien
Arkitekturen, redskabet.
af Mathias Frost Juul