af Lisa Christiane Lertoft
Du gækker frem
Nu bryder du op gennem jorden.
Inden da; igennem hullerne af smeltet sne.
Forinden lå du klar under alt det endnu glimtende hvide.
At se dig; en slags hverdagslykke, jeg bærer med mig rundt i mine øjenkroge.
At have en aftale, man ser frem til. At glæde sig til noget, der vil ske af selv. Sådan føles tanken om, at du snarligt stritter i blågrønne bundter.
Dine saftspændte blade.
Hvordan du og dine i rosetter bryder op gennem skovbunden, langs fortovene, de grønne områder i det offentlige, baghaven.
Jeg glædes ved at gense dit hvide, tunge hoved, der hænger som en dråbe. Eller; din blomst som en danserinde i et hvidt og simpelt skørt.
En hvid lanterne lyser foråret op i jordbundens højde.
Løgplante, snitblomst, en forårsbebuder.
Den måde, du emmer af nostalgi på, når du står og læner din stængel op mod glassets kant.
Lykken ved at vende hjem med en buket – en børnehåndfuld – af din slags.
Jeg synes om dig; at du indkapsler alt, hvad jeg forbinder med yndigt, beskedent.
Men ligesom dit hoved, der nikker; også noget gækkende.
Dén kække måde, du dukker op i verden på.
Et øjeblik i let opløsning
I slutningen af februar stod der:
”om et øjeblik aftager det kolde
alt under 0 vil høre op
en bevægelse op ad skalaerne,
en finger, der nænsomt følger rygsøjlen”
”det frostbidte røde, snart: mindre skrigende,
mere rødmende mildt.
ansigtet blødt, nok vender det sig mod lyset
og fremkalder således fregnerne henover næsen, overlæben
langsomt
den tynde hud under øjnene”
Jeg forestiller mig folk ved Søerne, på bænkene, hvordan skyggesiden er affolket.
De små tuc-tuc-kaffebiler; dén omsorg, som hænderne holder om et papkrus på. Dampen.
Jeg forestiller mig, hvordan byen suger solen til sig; selv facaderne, der responderer lunt, når hånden glider henover murene.
Vi har fået mimikken tilbage. Et ansigt efter en cykeltur.
Den frostkolde modvind har lagt sig.
Hvad der føltes som en modstand er nu et luftkys, der bemærker.
Noget blidt smyger sig om ansigtets grænser, gennem håre.
Det føles som en glidende overgang; en let opløsning i alt det omkring os.