Om arkitekternes afgangsudstilling 2023 på Det Kongelige Akademi
af Clara Tarp Larson
Her er lummert, den regntunge luft bevæger sig sløvt ind ad de store, gamle dobbeltdøre. Jeg sidder ved en af dem, tre meter høj og med begge døre slået op ud mod pladsen. Der er stille derude, skolen er sommerferielukket og så er det også søndag, så de eneste mennesker her er mig og nogle udstillingsbesøgende.
Det tunge, grå vejr giver mig en følelse af at tiden står stille sammen med luften. I baggrunden, fra hallens loft, lyder en lav, mekanisk brusen som fra et udluftningsanlæg og de eneste andre lyde kommer fra stilladset, der med høje klonk reagerer når de besøgende går på det. Lydene kastes rundt mellem rummets hårde overflader: de rå, murede vægge, flisegulvet, vinduerne og stilladset, der fylder det meste af rummet ud; og forsvinder så igen, viger pladsen for udluftningen og regnen udenfor.
Som i næsten trodsig kontrast til mursten, metal og glas står afgangsprojekterne, bløde og levende, og forer stilladsets hjørner og sider med små verdener af farver i papir, tekstil og modeller. Stilladset og hallen står statisk og roligt som ramme til det levende materiale, der næsten virker som i bevægelse herinde, hvor tiden synes stillestående. Jeg kan mærke det i min krop, at den er overvældet på forhånd, ikke overstimuleret, men sådan virkelig imponeret.
Den akkumulerede mængde arbejde i rummet er så uforståeligt stor, mængden af timer, tanker og energi, der ligger i hvert papir, hvert ord og hvert koncept fylder rummet med en overvældende tæthed og en følelse af komprimeret tid: Rigtig meget tid samlet i ét rum. Her er et sted mellem 150 og 200 arkitekturprojekter.
Strukturen i rummet hjælper mig: Stilladset står i et gennemgående gridsystem, der sætter en ensartet ramme op om det, der ellers er så enormt forskelligartet. Projekterne udfolder sig i det på hver sin måde. Nogle steder kæmper de imod stilladsets fastlåste system, overskrider de kapselagtige inddelinger og kravler lidt ud over deres tildelte plads, ind i mellemrummene og op ad metalstrukturen, mens de andre steder lader det stramme, firkantede gridkoncept næsten vokse med ned i ophængningen, der bliver præcis, afmålt og helt i ro.
Nogle steder handler projekterne om udkantsproblematikker, bofællesskaber, rekreative fængsler, andre steder om landskabsopmærksomhed, verdens elementer, menneskets rolle i verdens sammenhæng og andre steder igen om innovative, teknologiske løsninger og nye materialer. Projekternes indhold og tematikker er lige så forskelligartede som deres ophængninger og udtryk, og som jeg går fra den ene verden til den anden, rammer rigdommen mig påny. Hver opsætning er et vindue ind i en verden, der er helt sin egen.
Udenfor hallen og udenfor udstillingen findes måske begrænsende idéer om, hvad arkitektur er og hvor fagets grænser går, men ikke her. Her åbnes faget og jeg bliver vist, endnu engang, at arkitekturens domæne ikke stopper ved bygningens ydergrænser, at arkitektur er at tage stilling til de rum vi omgiver os med og at vi har med alle rum at gøre: sansernes rum, materialernes rum, landskabernes rum.
Menneskenes rum fletter sig ind i alle andre rum og vi kan ikke længere tale om det ene uden også at tale om det andet, hvis de overhovedet stadig kan adskilles.
Jeg tror det er vigtigt for faget og for verden at vi forstår vores felt bredt på den måde. Arkitektur skal ikke nødvendigvis forstås som begrænset til eller med udgangspunkt i bygningskunst, men i højere grad som noget, der måske kan kaldes rumlig følsomhed eller rumlig opmærksomhed. Det, som vi skal blive eksperter i, må være en opøvet sensibilitet og forestillingsevne, et rumligt blik på verdens elementer, om de er sociale, materielle eller landskabelige, og en forståelse for de bevægelser, vi lægger os i forlængelse af, når vi tager del i verden som endnu et element.
Ud af den forståelse fødes så bygninger – men der fødes også meget andet. Som en automatisk konsekvens af det fokus, vil faget også føde filosofi, teknologisk innovation og rumbearbejdelse, der ikke nødvendigvis tager form som byggede rum, men måske i stedet som research, vandringer eller anden dyrkelse og videreformidling af rumlig opmærksomhed. På den måde deler vi ikke bare faglighed med ingeniører og konstruktører, tømrer og designere, men også med biologer og antropologer.
Faget har altid rummet disse elementer, og udvidelsen af det har nok mere været flydende og løbende end den har været pludselig, men bredden af faget er alligevel slående i år på udstillingen. Måske er det fordi faget på samme tid spredes og samles, for på en måde er det det samme som skiller og samler projekterne i udstillingen: En tendens til at sprede arkitekturens domæne ud over bygningens grænser og ind i samfundets og omgivelsernes, en tendens til at ville mere og andet end bygningens æstetik og skulpturværdi.
Det er en arkitektur, der tager del i samfundsdebatten på det helt lille, materialenære niveau og på det helt store landskabelige og filosofiske niveau og det er alle de niveauer og interesser, der er forskellige og samtidig til fælles inde i hallen lige nu. Herinde er arkitekturen mangeartet og verdensrelevant, hvert projekt forskelligt, men med verden til fælles, og det baner vej for, at vi med vores faglighed kan kvalificere bud på mere og andet end den klassiske bygningsarkitektur.
Udstillingen af årets afgangsprojekter fra Det Kongelige Akademi hedder NEW. Den kan ses frem til den 17. august 2023 og rummer, ud over de omtalte arkitekturprojekter, også designprojekter: over 250 projekter i alt.