af Kristian Paris
Camp er et begreb indenfor kunst og kulturkritikken, der for alvor blev populariseret af Susan Sontag i 1964, da hun udgav artiklen Notes on Camp. I den slog hun gennem 58 små teser, fast hvad camp er, hvad det ikke er, og hvilke kendetegn det har. Siden da er begrebet blevet brugt til at beskrive adskillige kunstneriske fremstillinger. Den famøse Met Gala havde endda camptema i 2019.
I 2023 virker Greta Gerwigs Barbie-film som seneste fremtræden af den populærkulturelle campæstetik. Med filmens enorme succes taget i betragtning ser det ud til, at camp retmæssigt tager den æstetiske førertrøje på i vor tids billedfikserede verden.
Hvordan defineres æstetikken camp – og er det overhovedet mulig? Som overskriften antyder er camp den kunstneriske overdrivelse, den æstetiske ekstravagance og ekstremisering af det normale, det almindelige eller det ordinære. Et godt eksempel er 1920’ernes fjerboaer og lange handsker op over albuerne. Det er overgjort, men ikke på den kitschede eller useriøse måde. De kvinder var deadly serious (Sontags tese 19).
For det centrale ved camp er netop, at det ikke er intentionelt, men at det kunstneriske udtryk samtidigt er professionelt og alvorligt. For eksempel fortæller Greta Gerwig med stor seriøsitet om hvordan Barbies hus er blevet til i forsøg af over 50 forskellige nuancer af pink. Camp er således kun til, når det er seriøst, men uden at være meningen – når det seriøse slår fejl.
Det handler ikke om at realisere en bestemt form for æstetisk skønhed – altså om at se godt ud, være attraktiv og fremstå nydelig og ordentlig. Snarere er camp det omvendte; det handler om en bestemt grad af stilisering, en bestemt æstetisering af det smukke – det er selve æstetiseringen, der er i fokus.
Det er også derfor, at camps indhold er flydende og substansløst. Det kan være mange ting og ændrer sig hele tiden. Det vi forstår som camp på nuværende tidspunkt har ikke altid være camp. Antoni Gaudís monumentale og pompøse La Sagrada Familia i Barcelona fra slutningen af 1800-tallet var ikke camp i samtiden. Gaudí forstod selv sit værk som arkitekturens guddommelige endepunkt, mens man med rette i dag kan sige at Sagrada Familia, som rejser sig i en sø af fotograferende turister, er indbegrebet af camp.
Credits Felix Wong CC
Camp i sig selv indholdsløst, indholdet er aldrig positivt bestemt, men altid omskifteligt og tvetydigt. Det, der definerer camp, er i stedet dens form. Den form består altid af en form for transcendens; camp er til stede, når det kunstneriske indhold overskrides, når det overdrives, ekstremificeres og overgøres. Camps eneste positive kvalitet er således ikke et indhold, men afvisning, en gåen-væk-fra indholdet.
Denne kvalitet synes at gå hånd i hånd med tidens ekshibitionisme og hurtigt fordøjede billeder. Vi jagter hele tiden det æstetisk sensationelle og udleverer os selv på nettet som profiler. Vores online-profiler er på den måde udtryk for camp, fordi de netop overdriver vores reelle personlighed og liv til noget stiliseret og sensationelt.
Det senest skud på camp-stammen er Gerwigs film Barbie, hvis æstetik er bundet op på overgjorte pastelfarver, ekstravagant påklædning, men som stadig indeholder en seriøsitet, som ingen er i tvivl om. Barbie-filmen er et skoleeksempel på campens interne dynamik: Vekselvirkningen mellem form og indhold – mellem hvad og hvordan.
En overgørelse kan ikke finde sted, uden at have noget at overgøre. Barbies hus er for eksempel den overgjorte ide om sjov og nydelse a la Californien: intet kedeligt at passe og intet dårligt at skjule. Alt gøres ude i det åbne med fuldt udsyn for naboerne – for forfængelighed skal overgøres til ekshibitionisme!
Camp–æstetikken viser sig på den måde, kun når den må. Den fremtræder, når indholdet, når substansens tillader det. Det er kun, når indholdet er i stand til at blive overgjort, ekstremificeret og absurdgjort, at camp gør sig gældende. Således også med Barbie: Den ekstravagante lyserøde og pastelfarvede æstetik er kun til i relation til det, der stiliseres; i dette tilfælde er det kvinden, patriarkatet og alle de andre politiske aktører.
Camp–formen er betinget af sit kunstnerisk indhold. Som en æstetisk skødehund, der aldrig er andet end sin relation til sin ejer, men som altid også påvirker sin ejer. Et gensidigt afhængigt forhold, der aldrig rigtig kan brydes.
Efter Barbie-filmens succes melder der sig spørgsmål om, hvilket nyt indhold campen vil kaste sig over og fortære? Kunne det blive klima eller ulighed? Vil vi tage lige så godt imod en overdreven klimafremstilling som vi har gjort med Barbies feministiske projekt? Kan så politiserede domæner overhovedet holde til den campæstetiske form, eller er vores kunstneriske tolerance alligevel stadig for svag?