Las Vegas er hjemsted for en ekstrem og absurd arkitektur. Men er den arkitektur som i dag er en profitmaskine måske fremtidens by?
At flyve ind over Las Vegas er et særligt syn. Først er der ørken så langt øjet rækker, men pludseligt oversvømmes ørkenen af fuldstændig ens huse side om side. Her, i midten af ingenting, bor servicearbejderne for den kasino-og konferenceindustri som er byens hjerte. Kontrasten mellem de opulente kasinoer som udgør centrum og de næsten barakagtige huse rundt om er et sigende billede for byens absurditet.
Men er der noget vi kan lære fra denne særprægede by snart halvtreds år efter Learning From Las Vegas gav os postmoderne arkitektur gennem ænder og dekorerede skure? Jeg var heldig at besøge syndens by ved nytår 2020, hvor gaderne og kasinoerne stod tomme. På den måde trådte byen tydeligt frem som det den er: en maskine der får folk til at bruge penge. Tom for turister havde byen mistet sit ræsonnement og virkede dermed nøgen og ærlig. Det gjorde det lettere at forstå byens arkitektur.
Først og fremmest er byen et klar bevis på, at arkitektur er den fysiske manifestation af samfundsforhold – ikke kun i symbolik, men i et helt konkret funktionelt hierarki. Byen er knivskarpt opdelt mellem de rum der bliver serviceret og de rum som servicerer dvs. kasinoerne på den ene side og lagerbygninger og arbejdernes rækkehuse på den anden.
I et øjeblik af trodsighed over at være blevet gjort til føde for pengemaskinen, fik jeg forvildet mig ud i de servicerende rum på bagsiden af den berygtede gade The Strip. Her var det farverige lys væk, lyden af opstemte mennesker var skiftet ud med summen fra klimaanlæg og udover et par letpåklædte kvinder i fjerboa, som var på vej på arbejde, var der kun hjemløse.
På den måde er Las Vegas en god påmindelse om, at arkitektur er både sminke og bumser; fin salon og muggen kælder. Som arkitekter skal vi bare forstå og være bevidste om, hvor meget sminke vi skal bruge, og hvor stor den fine salon kan være ift. mængden af champagne, der kan opbevares i den mørke kælder.
I Las Vegas er sminken virkelig tyk. Målet om at generere maksimal profit gennem konstant underholdning, har skabt en arkitektur, der er i sådan en ubalance mellem det opulente og det jordnære, at radikale og unikke rum er opstået.
Det bringer mig til den virkelige arkitektoniske idé som nutidens Las Vegas er eksponent for og som jeg kunne se for mig, da jeg stod midt i en udhulet pyramide på tredive etager og kiggede ud i verdens største atrium. Det er en maksimalistisk arkitektur, hvor alt kan finde sted og hvor alt er muligt. Den er så stor, at man kan vandre rundt en hel dag uden at gå i ring. Den fjerner fornemmelsen for tid. Den føles uendelig, som var man udendørs, men har komforten og ensartetheden, som var man indendørs. Ligesom virtuelle rum er fysiske begrænsninger nærmest ophævet og passer på den måde perfekt ind i vores digitale tidsalder.
I denne arkitekturs rum kan en hel by bo og samarbejde, som én gigantisk myretue. Dag og nat, uanset vejret. Kombinationen af små økonomiske soveceller og gigantiske sociale rum, hvor alle kan se hinanden og føle sig forbundne, er den perfekte arkitektur for en verden, hvor vi bør bo tættere på hinanden for både at skåne miljøet og for at udløse det fulde menneskelige potentiale.
Den nye lærdom fra Las Vegas handler altså ikke om det overfladiske og symbolske, som Venturi og Brown beskrev i 1970. Den handler i stedet om en type rum af en sådan skala og kompleksitet, at et helt menneskeliv kan leves inde i dem. Det kan vi lade os inspirere af og jeg ved ihvertfald, at jeg en dag skal tilbage til syndens by og bjergtages af disse vanvittige profitmaskiner, som i fremtiden kunne blive vores bymaskiner.