Ud over den medicinske indsats og god hygiejne har arkitektur vist sig som en af de vigtigste brikker i bekæmpelsen af Covid-19. Arkitektur er i essensen at skabe rammerne for social interaktion og bliver derfor forståeligt nok taget i brug af bystyrer, forretninger og institutioner, når smittespredningen skal mindskes.
Hvad er så fællesnævneren for disse arkitektoniske tiltag? Det er at isolere mennesket og indskrænke dets frihed for bevægelse og kommunikation. Uden arkitektur, ingen karantæne.
Samme fænomen ses også repræsenteret i de betonklodser, der er poppet op i mange storbyer i de seneste år. De har til formal at besværliggøre den fri bevægelse for folk, som ønsker at gøre andre ondt.
Både tiltag imod terror og virus begrundes i en angst for, at mennesket ikke kan håndtere et miljø uden reguleringer – at det vil komme til at smitte andre eller gøre dem ondt. Det frie menneske reguleres derfor ikke kun juridisk, men også gennem det fysiske miljø for at opnå fred og fordragelighed.
Covid-19 har gjort det klart, hvilken magt arkitektur har til at påvirke folks opførsel. Det er en magt, som skal bruges med omhu, og som skal vare i balance med den positive effekt, det har at bruge den.
Der er en vis fare for, at arkitektur kan blive overbrugt som symbolpolitik pga. dens synlighed i folks hverdag. Det er nemlig let for magthavere at vise, at de besidder handlekraft, hvis de kan pege på et stykke arkitektur, der ændrer folks adfærd – uanset om adfærden rent faktisk er positiv eller ej.
Derfor er det vigtigt, at vi altid kigger os om efter andre løsninger, før vi bruger arkitekturen som et redskab til at adskille folk fra hinanden eller indskrænke deres frihed.
Vi skal nødigt komme i den situation, hvor det bliver normalt at blive adskilt og reguleret, for så mister vi den menneskelige nærhed – vi mister fallesskabet i det fysiske rum. I New York, hvor jeg bor, bruger man arkitektur pga. sikkerhedsmæssige hensyn i langt højere grad end i Danmark til at regulere folk i det fysiske rum. Både indendørs og udendørs kontrolleres og obstrueres folk i adgangen mellem rum, og hegn og afspærringsbånd er allestedsnærværende.
Det er en situation, som jeg aldrig håber, man havner i derhjemme, da det ikke kun distancerer folk, men også giver udtryk for en generel mistillid i samfundet, som alle, der bor i New York, dagligt bliver mindet om.
Et frit samfund kræver en fri og åben arkitektur. Paradoksalt nok har Covid-19’s manifestation i form af restriktioner demonstreret, hvor effektiv såkaldt nudging kan være til at fremme ønskværdig adfærd.
Vha. nudging kan hårde fysiske kontrolelementer såsom vægge, barrierer og afskærmning i højere grad udskiftes med guidende tegn i store, åbne rum. Tegn, der motiverer folk i stedet for at regulere dem og som transmitterer regler og kodeks, som får social interaktion til at fungere uden at indskrænke bevægelsesfriheden. Et eksempel er de mærker, der signalerer, hvor folk bør stå, hvis de vil holde afstand, som også er udbredt i Danmark.
Det er en simpel løsning, som har fungeret pga. folks frivillige medvirken. For fremtiden bør vi stile efter arkitektoniske løsninger, der mindsker brugen af fysiske kontrolelementer og øger brugen af nudging og tegn. Menneskets intuitive sansning og fortolkning af verden bør bruges til at skabe en åben og fri arkitektur, der kan gavne tillid og fællesskab – det har virussen lært os.