af Morten de Fine Olivarius
En dag jeg er ude at gå ad Ring 3, sydgående retning, går jeg ind på en tank og køber en kop kaffe i et papbæger. Jeg tager kaffen med mig udenfor, det er en forårsdag, som føles varm, men mest som forventningen om, at solen varmer endnu mere længere henne på sæsonen.
Jeg sætter mig på en stor betonklods, den skal vist bruges til at fæstne en stor lygtepæl, som endnu ikke er sat ned i jorden. Dette er et af mine yndlingssteder på ringvejen.
Et yndlingssted på en ringvej? Mærkeligt nok, ja. Jeg ved ikke præcist, hvordan jeg fik en interesse i Ring 3. Men der er noget ved vejforløbet, der har virket dragende på mig. Hvordan vejforløbet lover noget nemt og afkodeligt, modsat byens kaos af indtryk. Og hvordan så stort et stykke infrastruktur samtidig kan virke så anonymt.
For Ring 3 er i sig selv ikke noget oplagt besøgsmål.
I hvert fald begyndte jeg at gå ture langs ringen, cirka da Hovedstadens Letbane begyndte på de første spadestik i anlæggelsen af en letbane: Fra Lyngby mod nord til Ishøj mod syd, og for størstedelen af distancen på Ring 3.
Det er der noget ved, synes jeg: Et projekt, der binder de forskelligartede københavnerforstæder sammen på en ny måde. Samtidig en kæmpe driver for byudvikling.
Det måtte jeg kigge nærmere på, og jeg blev draget af mange ting ved ringvejen: Boliger og erhvervsbygninger fra forskellige tider, nærmest som et udstillingsvindue over idealernes skiften. Vejens forløb gennem landskabet. Og måske også bare forstaden i det hele taget, med alt hvad den bærer på af både romantisering og forhadthed.
Ring 3 er slet ikke en ring, det er i bedste fald en kvartcirkel. På vejskiltene står der O3. Vejen strækker sig over 19 kilometer og har to spor i hver retning. Vejen er skabt til biler, det er der ikke nogen tvivl om når man befinder sig ved den, men der er alligevel fortov det meste af vejen. Og jeg har valgt at gå langs vejen, for at prøve at få øje på nogle af de steder, elementer, detaljer man ellers overser, hvis man kører ned ad vejen med 80 kilometer i timen.
Der er noget særligt ved at gå. Sådan en relativt langsommelig transportform giver plads til andre refleksioner og andre måder at navigere på.
Den franske filosof Michel de Certeau (1925-1986) har beskrevet det at gå gennem en by som en måde at med- og omskabe byens rum på. Arkitektens og byplanlæggerens formgivning af rummet sætter nogle overordnede strukturer, men gennem gåturen kan den enkelte navigere på sine egne betingelser: Vælge én rute frem for en anden, stoppe et sted, interagere med andre, kigge på noget specifikt, lade sig selv drifte gennem byen.
Det skaber en egen oplevelse og identitet i det ellers standardiserede byrum.
Det står i kontrast til bilismen, der typisk er en mere passiv måde at bruge rummet på. Vejene ligger, hvor de gør, mulighederne for at skabe sine egne ruter er begrænsede (fysisk, trafikalt eller legalt) og man er fysisk adskilt fra teksturerne, detaljerne og lydene udenfor bilen.
Det højere tempo kan gøre, at der ikke bliver samme tid til at lade ens indskydelser have indflydelse på, hvilken vej, man tager. Og bilkørsel bliver i sin effektivitet en mere standardiseret og forudbestemt oplevelse.
Jeg når i hvert fald at tænke meget over alle mulige indtryk, når jeg går langs Ring 3. Det er sådan, jeg har fundet yndlingsstedet. Her ligger et vejkryds, som forbinder ringvejen med de områder, den betjener.
På store dele af strækningen er der ellers ikke megen kontakt mellem ringvej og omgivelser, men her blødes skellet op. På et hjørne ligger udkanten af en industripark, bygningerne har store, mørke ruder. På det næste hjørne står røde og gule beboelsesbygninger i et par etager. På et tredje hjørne ligger en McDonald’s, lige ved siden af tanken, hvor jeg har købt min kaffe. Og på det sidste hjørne et rækkehus med små butikker, som jeg dog aldrig har set være åbne.
I det her vejkryds forbindes så mange af de elementer, der findes langs Ring 3. Ringen er blevet skabt for at bygge denne slags områder, og områderne er blevet skabt, fordi ringen muliggjorde det. Det gensidige afhængighedsforhold bliver tydeligt her.
Dette forhold lader det dog ikke til, at dem, der bor og arbejder langs vejen, giver meget for. Støjafskærmninger og store hegn og sjældne forbindelser på tværs gør, at Ring 3 ikke føles så meget som en livsåre gennem forstæderne, men mere som et snit, der er blevet lagt igennem dem og holder forskellige dele af byerne adskildt. Vejen holdes ude af hverdagslivet her.
I miljøvurderingen forud for letbaneprojektet beskrives Ring 3’s omgivelser sådan: “Strækningen rummer byrum af vidt forskellig karakter, som spænder fra større erhvervs-virksomheder til boligbebyggelse og rekreative områder. Boligområderne og de rekreative områder vender ofte ryggen til trafikkorridoren”.
Det er også min erfaring, når jeg går langs vejen. Der er så mange kilometer hegn. Raftehegn og levende hegn og stakitter og støjhegn og nogle stedet interimistiske hegn af for eksempel spånplader, der ser ud til hurtigt at være banket op for at holde afstand til vejen.
Og så er der alle de livløse småpladser, formålsløse grønne områder og tomme strukturer, der findes langs vejen. Sådan nogle steder går af og til under betegnelsen SLOAP, Spaces Left Over After Planning. Det er typisk for funktionelle strukturer som Ring 3, at der opstår en masse af disse.
Efter vejen og dens umiddelbare omgivelser er planlagt og opført, er der mellemrum tilbage, der ikke har fået nogen funktion tildelt. Så opstår der et lille gruset hjørne, hvor der ligger efterladte byggematerialer og henkastet affald. Eller et par rækker af træer, som en smal trampesti fører ind mellem. Eller en tom plads mellem vejen og husene, hvor nogen har slæbt en stol ud, måske for at sidde i eftermiddagssolen.
Her viser det sig også, at der ikke er tænkt i at gøre ringvejen og dens umiddelbare omgivelser attraktive for andre end bilister. De kan få lov til at køre hurtigt, komme til og fra arbejde. Det er effektivt og det har været en dragende idé. Til gengæld gør det, at vejen lukkes af. Det betyder, at vejen blot bliver en linje og en funktion, ikke et sted.
Og så er der de steder, hvor vejens linje alligevel brydes op. Det er i bymidterne og i de kryds, hvor butikker og boliger giver funktioner, der gør det værd at krydse vejen. Her passerer mange mennesker forbi, gående mod deres forskellige formål—altid over vejen. Bilerne kører langs vejen, de gående går på tværs. I disse små rumlige lommer er der liv, der er oplevelser, der er møder mellem mennesker og funktioner, der strækker sig udover, hvad det planlagte i sig selv kan bidrage med. Der er mennesker at kigge på, alt slags hverdagslighed udfolder sig:
En rygvendt mand står ved et hegn, han ryger mens han betragter, hvordan et byggeri skrider frem.
To unge drenge i dynejakker venter for rødt. De bærer hver en pose fra McDonald’s og taler sammen. Den ene gestikulerer energisk med den hånd, han holder en burger i.
Ud fra et pizzeria træder en kvinde, hun bærer på en pizzabakke og en buket blomster pakket ind i papir. Papiret og pizzabakken har akkurat samme, brune farve, og hun er rød om øjnene, som om hun har grædt.
En gråskægget mand korser sig, inden han cykler gennem et større vejkryds.
En kvinde står på en stige og pudser et udestuevindue. Hånden, hun pudser med, lyses op af solen.
At kigge på de her mennesker er blandt grundene til, at det virker så dragende på mig at gå langs ringvejen. Der er noget ved vejens simple, lineære forløb, der virker nemt afkodeligt. Vejforløbet har umiddelbart ikke alle mulige historier knyttet til sig. Jeg føler, jeg kan lære ringvejens grammatik at kende. Og så, på disse steder, brydes forløbet op af kaotisk menneskelighed, Ring 3 bliver betydningsfuld, livlig, defineret af mennesker.
Samtidig kan enkelte elementer langs Ring 3 fortælle en større historie om byudvikling gennem tiden og give et indblik i skiftende idealer for forstæder og beboelse. Og netop nu tilføjes endnu et kapitel til den historie med etableringen af letbanen.
Hvad betyder letbanen? Jeg forestiller mig, at der kommer til at bo, leve og arbejde flere mennesker langs Ring 3. Der kommer nok flere steder at besøge. Og måske flere ikke-steder langs vejen. Et nyt forstadsideal rulles ud. En ny funktion, en ny måde at bruge vejen på. Og en ny oplevelse for mig, når jeg igen vender tilbage og går ruten fra Lyngby og til Ishøj, med kamera og notesbog og et par kaffepauser på udvalgte steder undervejs.
