af Kristian Paris
Forholdet mellem æstetik og politik er vidt og bredt diskuteret og kan angribes på lige så mange måder som der er politiske overbevisninger eller kunstneriske retninger. Men den særlige – og måske mest interessante – er det tidspunkt eller den proces, hvor en ændring i den ene resulterer i en ændring i den anden.
Et godt eksempel er den britisk-indiske fotograf Sujata Setia. Hun er i skrivende stund aktuel med billedserien Changing the Conversation, der blandt andet har været trykt i aviser som The New York Times, Forbes og Mumbai Mirror.
Som titlen antyder forsøger Setia at ændre den eksisterende samtale. Hun forsøger at skubbe til den etablerede norm, det der er blevet almindeliggjort og normaliseret. Det gør hun ved at give mennesker, der sjældent får æstetisk opmærksomhed en plads i rampelyset.
Hendes portrætfotografier er af personer, der eksempelvis har færre lemmer end majoriteten, forbrændt hud efter en ulykke, en sjælden sygdom eller andre afvigelser fra det normaliserede fællesskab. Fælles er, at alle personerne ikke tilhører den eksisterende majoritet.
Gennem sin kunst forsøger hun er påvirke det politiske eller sociale domæne: hun forsøger at skabe en forandring i vores opfattelse af det normale – at det normale ikke altid er det samme som majoriteten, men at det også er normalt at have anderledes kroppe end de fleste.
På den måde forsøger hun, gennem sin æstetiske praksis, gennem sin praktiske kunst, at påvirke det politiske. Ikke forstået som ordinær parlamentarisk politik, men bredere; det politiske er den måde vi forstår og oplever verden på, vores værdier, normer og meninger.
Den opfattelse af kunst er gengivet i den franske filosof Jacques Rancieres teoretiske beskrivelse af forholdet mellem æstetik og politik. For Ranciere er Setias kunstneriske projekt et godt eksempel et tilfælde, hvor kunst og æstetisk er et politisk værktøj; kunst er en måde at formulere et alternativ til det etablerede på. Det kalder han for en rekonfigurering eller en om-arrangering af det sanseliges deling.
Det sanseliges deling er den oprindelige, den originale (op)deling af verden; vi kan aldrig-ikke forstå verden på en bestemt måde. Det er en mekanisme, der altid allerede deler tingene op i forskellige betydningssammenhænge, hvor fælles meninger kan realiseres.
Du kan ikke opleve arkitektur uden at imødekommes af en bestemt æstetik. Ligesom du heller ikke kan høre kirkeklokkerne uden at opleve dem som kirkeklokker – først bagefter er du stand til at skille lyden fra dens betydning.
Men denne opdeling kan ændre sig. Og det er det kunsten kan være med til at gøre.
Et andet godt eksempel, der er aktuelt i denne sammenhæng, er det vi forstår ved arkitektonisk dekonstruktion. Det er en form for afmontering af den etablerede arkitektur, men på en konstruktiv måde, på en måde, der forsøger at nyskabe og nytænke de eksisterende rammer og betingelser for arkitekturen – et forsøg på at dele æstetikken og det sanselige op på en anden måde. Netop ligesom Setia gør med sine fotografier.
Dekonstruktionen indenfor arkitekturen er eksempelvis et opgør med harmoni, funktionalitet og symmetri, og i højere grad et forsøg på at fokusere på at fremmedgøre disse elementer. At beholde dem, men at bruge dem på en ny måde, at forvride dem og tillægge dem en ny mening eller funktion.
Eksempelvis ved intentionelt ikke at færdiggøre en bygning i sin form, men at lade den stå uafsluttet – måske uden et normalt tag. Eller ved at placere vinduer og lysindfald radikalt anderledes end man plejer.
Både hos Setia og i arkitekturen er politik og æstetik ikke adskilte og særegne praksisser. I stedet er det to gode eksempler på kunsten og æstetikkens indgriben i vores sociale hverdag. Og på at kunsten har et bestemt potentiale til at ændre den verden vi lever i.