af Wilhelm Ditlev Christian Thomsen
På skillevejen mellem det gamle og det nye, nytårsaftensdag, begav jeg mig ud i Østerbros eftertragtede karrékvarterer, for at se byrummene, nøgne som de var, på en kold og vindblæst dag inden aftenens brag og bulder ville markere indgangen til det nye år.
Her findes tre kvarterer, som er emblematiske for kontrasten mellem nybyg fra det nye årtusinde, storkarréer fra mellemkrigstiden og byudvidelser fra århundredskiftet i Europa.
Kvarterne Nordhavn og Indre- og Ydre Østerbro har nemlig hvert deres bud på, hvordan en karré bør se ud. De er alle fra perioder i historien, hvor man har anerkendt karréen som den bedste urbane byudvidelsesform.
Men hvad har de tilfælles, hvad adskiller dem og hvorfor var der en periode på godt 50 år, fra ca. 1940-1990, hvor karréen stort set var kasseret som bystruktur?
Er der et svar på, hvordan den bedste bystruktur ser ud?
Århundreders karréer
Vi starter i de gamle karréer på Indre Østerbro. Københavns brokvarterers karrébebyggelser fra sidste halvdel af det 19.- og i begyndelsen af det 20. århundrede blev udbygget overvejende hurtigt og har sat et helt afgørende præg på byen i dag. Uden dem ville ingen af brokvartererne være det samme.
Dengang blev der tegnet nogle veje på et kort med en lineal og måske en passer, udstukket nogle grunde, og uden nogen sådan videre gennemgående plan, udover nogle få bestemmelser i de rimelig liberale byggelove fra 1856 og 1871, sprang de charmerende, ornamenterede etagebyggerier op, som udgør byrummenes vægge i brokvartererne i dag.
Med menneskelige proportioner, 5-6 etager, og nogle steder på tynde alléer, tjener bygningerne helt andre funktioner i dag, end de gjorde dengang.
Nogle steder var der systuer, små fabrikker og virksomheder, og ovenpå var der ofte bittesmå lejligheder. Forholdene dengang i tændstikæskerne var måske ikke ligefrem værd at romantisere, men bygningernes grundlæggende former har vist sig uovertruffent velegnede til al den udvikling der er foregået i områderne.
I dag er der noget helt særligt ved de smukke, oftest i dag hvidmalede stuklofter i lejlighederne vi finder her. Og byrummene, som de har dannet, er populære til fritidsaktiviteter, spisesteder og generelt ophold.
Det gamle nybrud
Lidt længere nordpå, ved krydset mellem Østerbrogade og Christiansmindevej, finder vi det halve af en arketypisk såkaldt storkarré fra 1922, opført af Arbejdernes Andelsboligforening. Denne type bebyggelse er udbredt i det meste af kvarteret vest for Østerbrogade heroppe, og det afbildede eksempel er særligt karakteristisk for denne type af arkitektur.
Udtrykket her er noget anderledes, end det man finder på det Indre Østerbro. Gesimser, vinduesindfatninger, friser og andet pynt er sammen med kvistene helt væk, som efterlader et nøgent tegltag akkompagneret af én, lang monoton facade. Af mursten og med småsprossede vinduer.
Den generelle form minder da også om formen af karréerne, der skabes af de mindre ejendomme på det Indre Østerbro.
Den lange, mellemliggende periode, man finder mellem 1920’ernes storkarréer og de nye karréer, man ser i Nordhavn og Islands Brygge, er imidlertid næsten helt tom for karréer. Udover enkelte funkisbyggerier inden i byen, er man i slutningen af mellemkrigstiden allerede så småt begyndt på etagebyggeri af radikalt ændret karakter.
Fra at have bygget karrébebyggelser med lukkede gårdmiljøer, begyndte man at bygge parkbebyggelser med fritliggende etageejendomme og store, åbne arealer.
Tendensen fortsatte, og med modernismens indtog skulle byggerier, i det omfang budgettet tillod, ophæve sig fra tid og rum.
Gennem tidsåndens ophævelse af regler og rammer, blev byggeriet befriet fra omgivelsernes lænker, når bygherrer og arkitekter havde legetime i 60’erne-70’erne. Kulminationen af den udvikling blev i København byggerier som Bellahøj eller Høje Gladsaxe. Det var Le Corbusier’s bo-fabrik i praksis.
Bellahøj og Høje Gladsaxe. Københavns Stadsarkiv.
Atlanterhavsklipper
Så hvad blev der af karréerne? Det er nok svært at svare på hvorfor man helt havde lagt dem på hylden. Men de vendte i hvert fald så småt tilbage.
Vi går én kilometer østpå til det nyeste postnummer på Østerbro, 2150 Nordhavn, hvis største attraktion er taget på et P-hus.
Umiddelbart har Århusgadekvarteret i Nordhavn nogle af de samme kvaliteter som dets søsterkvarter nogle få hundrede meter mod vest. Fin skala, smalle veje og gode forhold for gående. Det bliver da også flittigt benyttet om sommeren til badning og fritidsaktiviteter.
Kvarteret har en særlig vindblæst, maritim karakter rent sanseligt, men uden det i hovedgaden fortælles af synet. De høje bygninger i den østlige del af kvarteret er måske klipper ved havet, mens karréerne omme bagved er græsningsenge for østerbrogensere. På nytårsaftensdag er kvarteret helt stille, bortset fra nogle børn som har fundet knaldperlerne frem tidligt på eftermiddagen.
Men hele kvarteret er også symptomatisk på det, som er gået galt i nyfortolkningen af karrébebyggelsen.
Hamborg Plads, Nordhavn
Hamborg Plads, kvarterets torv, var nu, som på en solskinsdag i juni, mennesketom. Da jeg besøgte kvarteret, var der en posedame og et par stykker på vej hjem fra indkøb i torvets LIDL. Torvet består af nogle store betonfliser som gulv, et par bænke i forskellig stil, et grønt areal og nogle affaldscontainere. Facaderne, eller byrummets tapet, består af hvide søjler og glas for én side og rustne jernplader for resten.
Enkeltdelene stikker ud på hver sin måde. Den ene bygning tårner sig som et spidst isbjerg. Den anden ser ud som en godt vejrbidt jordklædt klippe, hvor græsset ikke rigtig har taget ordentligt fat. Og den tredje ligner et skibsvrag, som er blevet krøllet sammen til en harmonika. Bag kameraet ses en jernklædt papkasse med papirkurvsbalkoner.
Kvarterets beboere finder man i karréerne. Det ved jeg, fordi jeg kunne se dem direkte i øjnene i stueetagen. På Sandkaj kunne jeg gøre, som tusindvis af unge tilsyneladende i sommeraftensbranderter har gjort; alt, hvad tænkeligt af løjer er, når man står lige ved et gulv-til-loft vindue med fuldt udsyn over stuen.
Der var ikke meget at sige til, at de fleste gardiner var trukket for.
Når man ellers gik rundt i Århusgadekvarteret, var stueetagen enten beboelse, kontor eller helt tom. Man kunne se, at man med store glaspartier mod vejen antageligt havde satset på at få noget liv til kvarteret.
Men interiøret skuffede som regel. Undrende tomme mødelokaler; et par stole og et enkelt bord i et hjørne af lokalet. Sjældent mere, i hvert fald hvad angik kontorlejemålene.
Bygningerne i sig selv varierede meget lidt i udtryk. De eneste brydninger udgjordes af mere eller mindre tilfældige faconforskelle; kaotisk placerede vinduer, balkoner eller trapper og forhøjninger. Ellers var facaderne helt anonyme.
Sandkaj, Nordhavn
Generelt efterlod kvarteret mig med et indtryk som mindede om atlanterhavsklipper i Irland eller Skotland. På sin vis imponerende, med forskellige klippestørrelser- og former, men rimelig goldt og uden nogen nævneværdig variation eller noget at give sig til, udover at hoppe i vandet.
Århusgadekvarteret kunne have været en stor succes, hvis man havde valgt at følge de gamle, kendte principper fra århundredeskiftets karrébebyggelse. Ens højde. Sans for proportioner, simple former; ikke noget faconanarki. Og da modernismens arkitekter generelt har mistet grebet om ornamentik, kan vi berolige os med, at pænt byggeri ikke behøver tusind ornamenter for at være smukke. Ofte er velindrammede vinduer, gode proportioner, lidt variation og naturlige materialer nok.
Modernismefortalere vil være hurtige til at kalde traditionelle eller klassiske former og facadebeklædning for kliché eller pastiche. I dag kan vi jo bygge som vi lyster; byggekunsten kan i dag så meget mere, end den kunne engang, må man forstå. Derfor må der gerne være faconanarki og vilde former. Det må gerne pikere lidt. Og “pynt” er et skældsord.
Men de banebrydende og smukke, pyntende stilarter; art deco og jugendstil, blev til som følge af nye byggeteknologier. Hvem siger, at vi ikke kan genopfinde den ornamenterede facade med vor tids teknologiske fremskridt?
Arkitekturen har altid været et direkte spejl på vores samfunds værdier. I dag er det især senmodernismens individualisme, storkapitalisme og selvhøjtidelighed der afspejles i arkitekturen, med klimakorrekthed som det seneste skud på stammen.
Sidstnævnte er nok en positiv udvikling, da den arkitektoniske klimakorrekthed paradoksalt nok fører os tilbage til den traditionelle måde, at bygge urbant på; ved at sørge for god tilgængelighed for gående, beherske materialeforbruget, glemme alt om personbiler og give bedre plads til lokalt erhvervsdrivende.
Backrooms og byrum
Det er nu heller ikke fordi, at den hundredårige storkarré fra Ydre Østerbro er værd at fremhæve som et eksempel på en vellykket karré heller. Den er lige så egenskabsløs og nøgen, som dem vi finder i Århusgadekvarteret.
Skulle man finde en indendørs pendant til 1920’ernes storkarréer og alt modernistisk etagebyggeri derefter, kunne det måske være et kulturfænomen fra internettet; de såkaldte backrooms. De består af gustengule gulvtæpper, gustengule vægge og gustengule lofter. Der er ingen vinduer og den eneste lyskilde er nogle skarpe kasser med lysstofrør i loftet. Det ligner, at lokalerne og gangene fortsætter uendeligt.
Hornbækhus 1923, foto Sandra Gonon. Backrooms
De kan anses som den nedre grænse, for hvor få facadeegenskaber der må være på et urbant etagebyggeri, og mangler kernen i det, der udgør en interessant by; variation.
Jan Gehl, den danske arkitekt, byplanlægger og forfatter, mener at man i et byrum, såfremt man ikke bliver stimuleret hvert 4. sekund, begynder at kede sig. Gå i stå.
Det kan være en lyd; en hund der gør, et anlæg der spiller noget musik eller en der åbner en port. Måske noget gadesalg, eller et spisested med siddende gæster. Men jeg mener, at Gehls pointe kan overføres til visuelle stimulanser. Gerne oftere end hvert 4. Sekund. Og her spiller varierede, smukke og interessante facader ind med en vigtig rolle, som nødvendigvis skal komplementeres med gadebeklædning som træer, bænke og buske.
Vi skal kunne se os omkring og føle os trygge og tilpas; omfavnet af dygtigt håndværk og menneskeformet arkitektur i Gehls menneskelige skala. Ellers bliver det sværere for stedet at blive et, hvor folk kan lide at opholde sig.
Byrummet er et rum i ordets bogstaveligste forstand. Bygningernes form er væggene, facaden er vægbeklædningen. Portaler, gesimser og karnapper; vindueskarme, hylder og skabe. Træer er møblerne, mens bænke, blomsterbede og buske er tæpper på fliserne og stenene, som udgør gulvet i rummet. Taget er naturligvis himmelen.
Fleksibel eller cementeret
Vi vender tilbage til Østerbro. I hjertet af Østerbros gamle karréer, ved Sankt Jakobs Plads på Østerbro, har vi et arketypisk lille europæisk torv fra århundredeskiftet.
Da jeg besøgte den om eftermiddagen den kolde decemberdag, havde et etablissement travlt med at gøre klar til aftenen. Der sad en pige med sin bedstemor på en bænk, med huen trukket godt ned over ørerne, og mens jeg tog billeder, kom jeg til at stå i vejen for en familie, der skulle stille cyklerne.
Sidst jeg var der, var det maj måned. Når vejret er til det, fyldes halvdelen af pladsen op med borde, stole, parasoller og mennesker. Der er ingen tvivl om, at det lille smørhul på Østerbro, flankeret af klassisk karrébebyggelse, udgør et byrum i ordets bogstaveligste forstand.
Ved at være dannet af etagebyggeriet som vægge og træerne som møblement, har stedet uden nogen videre variation i højde eller generel form af bygningerne langt mere karakter og charme end det nybyggeri, der forsøger at gøre sig interessant med avantgarde former og industrielle materialer.
Årsagen bag den traditionelle karrés succes skal findes i den smukke arkitektur, de gode proportioner, den gode skala og det behagelige, varme byrum, den i samspil med træer og liv skaber. Det er interessant, hvordan en hundredårig bystruktur viser sig dygtigere i at opretholde byliv i dag, end de fleste nyere bebyggelser.
Nogle ville påpege, at det er fordi de fleste spisesteder, forretninger, foreninger og barer ligger her, at aktiviteten derfor rent naturlig summer mere her, end i nybyg som generelt blot er bolig og nødvendigheder som supermarkeder. Det er heller ikke forkert.
Men i gamle dage, tjente hver enkeltdel i karréerne vidt forskellige formål end i dag. Der sker jo jævnlig udskiftning. En cykelhandler kan blive en vinbar, og omvendt.
Århundredskiftets karrébebyggelse er enormt fleksibel. Der kan være alle typer forretninger i stueetagen, kontorer på 1. sal og lejligheder for resten. Eller en helt anden sammensætning, der til enhver tid kan ændre sig.
Modsætningen må være vores modernistiske sociale boligbyggeri eller vores kontorlandskaber. De store konsulenthuse, advokatfirmaer, pensionskasser og offentlige administrationsbygninger langs Øresund fra Langelinie og nordom. Vinduespartierne er alt for store, indretningen for kold og anonym – og så kan man glemme alt om balkoner, en imødekommende stueplan eller baggårde.
Langelinie. Foto: Ursula Bach/PensionDanmark
Vores nye boliger er heller ikke meget bedre. I Nordhavn har man bygget ufleksibelt, med havekasser af jern og beton, forskudte trapper og generelt uhensigtsmæssigt placeret adgang til bygningen.
Det er tydeligt, at nogle bygninger helt fra stueetagen til 7. sal for evigt er øremærket boliger. Lidt på samme vis som Corbusiers bo-fabrik. Bygherre ved tilsyneladende bedst; åbenbart nok til, at bygningens rolle skal cementeres godt og grundigt mange årtier ud i fremtiden.
Alle vil gerne bo og arbejde i en lejlighed og et kontorlokale udstyret med dannebrogsvinduer i Københavns gamle karréer, og vil nok betragte dem som at være noget hyggeligere, end de nye bebyggelser på Islands Brygge eller Nordhavn. Når vi tager ud og spiser, og endnu højere udstrækning når vi tager på café eller en tur i byen, vil vi helst være et sted, hvor byrummenes størrelse giver trygge, behagelige rammer og en god atmosfære.
Hvis størrelsen på byrummene fremkalder en grad af agorafobi eller vag angst, som det kan gøre i de store, blanke og egenskabsløse rum der kan opstå i byens kontorørkener, har vi sjældent lyst til at være der til ophold af den ene eller anden art. Fleksibiliteten og alsidigheden ser man sjældent i nyt byggeri.
Storkapitalismens storby
Måske er det fordi, at det i dag er kæmpestore kapitaler, der står for investeringerne. Ejendomsudviklingsselskaber som Blackstone skyder priserne i vejret. Byudvidelserne sker ikke for alvor med andet end økonomisk gevinst som øjemed.
Bekostningen er blevet al form for ornamentik og tanke på menneskene, omgivelserne og byen som helhed, og har fået medvind af modernistiske arkitekter som Corbusier, Adolf Loos og i nyere tid herhjemme, Bjarke Ingels.
Det kunne have været stuk, gesimser, tegltag og kviste eller smukke vinduesfatninger og småsprossede vinduer, som ejendomsudviklere bidrager med. I stedet får vi sort aluminium akkompagneret af blanke og trækløse facader af grå- eller rødbrune mursten med vandret tagpap ovenpå, og nogle gange bare blikplader på en papkasse af en boligblok.
Jeg mødte på et tidspunkt et tidligere borgerrepræsentationsmedlem i Københavns Kommune, som forklarede mig, hvorfor kommunerne gang på gang går med til byudvidelser, som rent æstetisk kun gør deres byer værre. En striks lokalplan, tillader jo ikke bygherrer at få en lige så stor profitmargin på byggeri og salg eller udlejning af bygningen, som en lokalplan der ikke tager hensyn til æstetisk udtryk. Kommunen har jo selvfølgelig også selv interesse i, at der er så mange investorer som muligt i byen.
Men det, som man sjældent indser, er jo at det kun er en kortsigtet strategi. For når man bygger grimt, og der alligevel er tale om tårnhøje lejemål, er det jo ikke bygningen i sig selv som har nogen værdi, men det der ligger omkring.
Modernistisk arkitektur betaler ikke tilbage til byen, men lukrerer på de eksisterende skønne omgivelser, som danner ramme for kulturtilbud og byliv i egenskab af deres fleksibilitet, varmere atmosfære og udtryk. Det er altså snyltearkitektur, som i længden ikke kan følge med byens udvikling.
Men på trods af, hvad bygherrer, arkitekter og kulturkritikere kan bifalde af nybyg i Aarhus Ø, Islands Brygge, Nordhavn og snart Jernbanebyen, Lynetteholm og gamle Palads, ved vi alle inderst inde, at de alle nok bliver lidt noget makværk.
Danskernes besættelse af at frede bygninger i hvert fald et vidnesbyrd på, at vi et eller andet sted i vores kollektive bevidsthed har anerkendt, at vi ikke er i stand- eller har viljen til, at bygge smukt længere.
Vi har så småt anerkendt, at karréen er den mest bedste bystruktur. Og i dag, med alle vor tids teknologiske fremskridt og nye problemstillinger, peger pilen tilbage på den bæredygtige bystruktur. Måske bliver 2024 året, hvor på ny lærer at give den liv.