af Nanna Hagedorn Olsen
Det er blevet det tidspunkt på dagen, hvor den lave vintersols lange stråler rammer glasset i mit vindue, og lyser rummet op med gyldne toner.
På denne tid af året er det et fænomen, der udspiller sig over ganske få timer, hvis ikke minutter. En påmindelse om at trække i det obligatoriske uldundertøj, som er et af mange lag beskyttelse mellem kroppen og de tocifrede minusgrader som venter på den anden side af husmuren.
Gaderne er dækket af en tyk dyne af sne som reflekterer himmellyset der, hvor solens stråler ikke når hen. Enkelte steder titter den mørke asfalt frem, dækket af et endnu mørkere lag med sort is. En ubehagelig overraskelse for de uopmærksomme, der for et sekund eller to bliver frastjålet balansen, og får tvunget armene ud til siderne, i et forsøg på at genvinde den. Mens blikket er vendt ned i et koncentreret forsøg på at undgå disse mørke punkter, bevæger benene og kroppen sig ned igennem den hældende by.
For en kort stund bliver lange gader og veje, lyst op af næsten lige så lange orangerøde solstråler, inden solen igen bevæger sig videre i sin lave vinterbane. En gade får sine få minutter i rampelyset, hvor forbipasserende stopper op for at blive badet i kort overfladisk varme. De kolde skyggetoner bliver forvandlet, og den ellers så afvisende frost glimter lunt på alle overflader. Kort tid efter passerer strålerne igen videre for at bringe håb og mikrodoseringer af d-vitamin til næste trængende gadestrøg og dets besøgende.
Byens mange tagrender er fastfrosset i et øjebliksbillede af deres funktion. Den kontinuerlige gennemstrømning på en regnfuldt dag, fra byens tag til dens gulv er nu låst fast, så vi kan observere dens bevægelse. Fra sadeltaget, ned i tagrendens vertikale rør, afsluttet med en svag vinkel og rende i fortovet, som leder strømmen ned igennem risten og ned i det underjordiske kloaksystem. Vandets sædvanlig rute er nu erstattet af spejlglat is, der ligger på lur under den hvide dyne. Enkelte steder fjernet af hastige fodspor, der passerer forbi.
Knirken og knasen i fast rytme fylder vejene, sammen med lige så taktfaste donk. Lyden af vinterstøvler mod isklumper, når børn med skoletasken fastspændt på ryggen, lystigt sparker sig vej igennem byen. En repetition af spænding ved, hvor klumpen mon farer hen nu, hvordan foden skal vinkles i næste spark, hvor meget af sig selv den mister på vejen, og om mon den kommer helt frem til hoveddøren.
Fødderne bevæger sig ubevidst ned igennem de dalende gader, trukket af blikket som er rettet mod byens samlingspunkt – fjorden. I sporadiske glimt i gadernes horisont, bliver vandets refleksion af den lave sol vist frem. En dragende damp stiger op fra overfladen, og skaber en form for ur-mystik midt i den moderne metropol. Små skyer rejser sig og svæver i langsomme bevægelse op i det kolde vejr, og får sprengkulden til at virke blid.