af Wilhelm Ditlev Christian Thomsen
Hvis du engang på vej til Dyrehavsbakken har slået et smut forbi Klampenborg, eller et andet liebhaverkvarter i Gentofte Kommune, er du nok som de fleste blevet bekræftet i nogle fordomme om de generelle arkitektoniske udtryk man kunne finde her.
På villavejsalléer flankeret af veltrimmede hække og de karakteristiske Engelhardt-vejskilte med røde hjerter i prikket over I’erne, finder man områdets skinnende hvidpudsede patriciervillaer. Gaderummene oser af velstand, men på en underspillet måde. Her er det gamle penge.
I rigmandsghettoen er der ikke mange byrum med liv, farver og fest om natten. Det er stille og rolige familiekvarterer.
Men hvad gør dem så varme og hyggelige, selv når gaden er så gold når solen går ned?
Hvad er årsagen til, at en familie i Gellerup bor i en kold betonklædt ødemark, mens en familie i Hellerup bor i et betagende belle-epoque-kvarter, når begge nabolag kun spiller en periferirolle i henholdsvis Aarhus’ og Københavns byliv?
Jeg vil gerne vide, hvad der helt konkret gør den æstetiske kvalitet af rigmandsghettoen bedre end dens modsætning.
Det kan måske besvares ved at spadsere en tur ned ad en af Hellerups sundveje. Ikke ad den prætentiøse Hambros Allé, men ad den relativt mondæne Sigridsvej. Her finder man nemlig et repræsentativt udsnit af villaerne i postnumrene ved Øresund, samt et mikrokosmos af konflikten, der udspiller sig mellem moderne og traditionel arkitektur.
På vejen er der historicistiske halvanden-etages-villaer med mansardtag i sortglaserede tegl. Gesimser og murværksdekorationer pryder de lyse, palævindueudstyrede facader.
Der er også en nationalromantisk palæstilsvilla med valmet skifertag, og rundbuede og retkantede vinduer, med brede pudsede indfatninger på facaden af røde mursten. Det er bygninger med fastlagt formsprog, symmetri og præcise proportioner.
Selvom villaerne er vidt forskellige i stilen, indretter de sig efter et sæt proportionsregler; produktet af århundreders æstetiske og praktiske erfaringer. Regler som kunne give svar på vinduesstørrelser og deres placeringer på facaden, facadehøjden i forhold til tagfladen, etc.
Desuden er træerne på grundene gamle og majestætiske, og ophøjer atmosfæren og respekten for de mange generationer, der har boet i villaerne.
Her abonnerer man på den vitruvianske triade af varighed, brugbarhed og skønhed, og man tror på at de rette proportioner og konformering med vejen og omgivelserne giver bygningen stoflighed og identitet. Først former vi bygningerne, så former bygningerne os, har Winston Churchill engang sagt.
Men for enden ad vejen findes alt dettes modsætning.
På Sigridsvej 25 ligger den lokalt infame Villa Leth.
Den 12 meter høje ‘monster af en villa’, som den blev beskrevet af naboen Uffe Ellemann-Jensen, blev opført samtidigt med, at den hovedrige ejer forsøgte at tørre en regning på 75.000.- af på sine naboer grundet en selvopfundet nabostrid – en strid der i øvrigt ingen vand holdt i retten.
Villaen blev desuden også opført sammen med et pigtrådsdækket krydsfinerhegn, der skulle holde forbipasserende væk fra den strand med offentlig tilgang, der lå foran villaen, da de jo kunne kigge lige ind i ejerens villa gennem dennes monstrøse vinduesfacade.
Disse sager, og villaen i sig selv, er et symbol på den dekadence og selvhøjtidelighed, som bliver udvist af rodløse nyrige og deres arkitektur.
Sagen er egentlig et indkapslende sindbillede på modernismen og dens konflikt mod normer og traditioner. Man kan næsten uden at vide noget om bygningen, forestille sig hvordan den selvhævdende og arrogante Villa Leth ser ud; firkantet, brutal, kold, nådesløs, rodløs, afvisende og anonym. Identitetsløs.
Med retvinklede hvide, ortogonale trekanter oven på enorme glasfacader som opført i duplo-klodser virker det som en slags discount-Sydney Operahus. Uden menneskelige proportioner, og helt tom for al ornamentik eller naturlige former, har denne nøgne bolig selv været for meget for sin bygherre, som solgte den videre i 2021.
Sammen med at fejle i sin almindelige tjeneste som bolig, med vinduespartier der kræver afskærmning med krydsfiner og pigtråd for lidt privatliv, er stedet anonymt og rodløst; en fysisk manifestation af tidsåndens ønske om ophævelse fra normer, rødder, traditioner, tid og rum.
Heldigvis er opførelser som disse ikke et udbredt fænomen i den konservative højborg. Men i hjertet af kommunen, bag ved de smukke landsteder man finder ved Øresund, finder man dog stadig en torn i øjet på arven af skønhed.
Gentofte Rådhus på Bernstorffsvej har nemlig kommunens nok slemmeste sidestik.
Det smukke rådhus blev opført i nyklassicistisk stil i 1936. Med en af landets smukkeste rådhushaller og prydet af en efeuklædt, men simpel frontispice med hjørneblokke, er den sandfarvede bygning et tydeligt magtcentrum for den diskrete rigdom.
Efter den blev tegnet af Thorvald Jørgensen, fik den i 1944 en nordfløj i den oprindelige, nyklassicistiske stil. Dengang tog man højde for fremtiden, og opførte nordfløjen i stil med klassiske paladser, hvor en spejlet, sydvendt fløj ville give en fuldført og symmetrisk æresgård.
Men selvfølgelig blev tilbygningen af sydfløjen i 1978 en arkitektonisk elefant i en glasbutik, opført med vidt forskellige materialer og stil end Thorvald Jørgensens rådhus.
Formmæssigt forsøger udvidelsen at efterligne dens arkitektonisk overlegne tvilling, men som nyplatonisten J.R.R. Tolkien erkendelsesteoretisk formulerede ondskabens natur, er den ude af stand til at skabe noget nyt og smukt, men kan kun efterligne og forvrænge.
Sydfløjen er trækløs og uden nogen form for dekoration eller egenskab, der placerer den i tid og rum.
Gentofte Rådhus og Sigridsvej påviser, at den anonyme arkitektur langsomt invaderer Gentofte. Stedet hvor ornamentikken i det mindste qua budgettet bør overleve. Men nej, selv denne idylliske perle har den selvhævdende arkitektur så småt inficeret.
Vi risikerer nok ikke at miste byens smukke villakvarterer foreløbigt. Men hvis vi ikke ønsker at vores nybyg opføres med en vis respekt for gamle dyder og traditioner, vil nymodernismen uundgåeligt sætte sine ar på byrummet. Små ar, men overalt. Det er ikke kun en lektie til Gentofte, men en opsang til hele verden.
Mennesket er nemlig et samfundsvæsen. Vi er formet af sociale konventioner, historie, traditioner, kultur. Arkitektur er ikke alfa og omega, men rodløshed i kulturelle aspekter medfører i en vis grad identitetstab og meningsløshed.
Derfor er det skønne værd at kæmpe for.