Politikerne er enige om, at der skal bygges boliger, men ved ikke, hvordan det skal realiseres. Hvad med at give magten til dem, der ved mest om boliger, nemlig arkitekter?
Boligpolitikken har været et varmt emne den seneste tid. Som en af de vigtigste grundsten i kommunalpolitik har boliger ligget naturligt højt på dagsordenen. Derudover kører regeringen også boligpolitikken frem som en vigtig brik i sit ideologiske program.
Alle kan blive enige om, at der hurtigt skal opføres flere boliger, men det store spørgsmål, som stadig hænger i luften, er, hvordan det bliver til virkelighed? Det er her, at politikerne mangler realistiske bud.
Lynetteholm og andre vidtløftige byggeprojekter kan være fine nok, men de ligger flere årtier ude i fremtiden og er samtidig økonomisk usikre. Hvis en by har lyst til at vokse, skal den have lov til det med det samme. Folk trækkes til byerne, fordi livskvaliteten er høj, og jobmulighederne gode, og vi skal som samfund sørge for, at de er åbne og modtagelige for store mængder mennesker. Især for de mennesker, som kommer andre steder i landet fra og derfor er uden netværk. Høj husleje eller årtiers kø på venteliste går ikke, så vil en by uden pulsen af nye håbefulde mennesker langsomt stagnere.
Måden, vi får bygget de manglende boliger på – som ofte forbliver usagt – er ved at give boligselskaberne flere muligheder for at bygge. Det skal simpelthen blive meget lettere at bygge mange boliger.
Jeg vil gerne pointere to ting, som vil stimulere byggeriet.
Den første er, at kommunerne gennem planloven bør ekspropriere parcelhuskvarterer, som gradvist begynder at befinde sig mere og mere centralt. Det giver ikke mening at have etplanshuse med have midt inde i en bykerne.
Det er spild af plads og spild af infrastruktur. Den københavnske metro og letbanen i Aarhus er eksempler på offentlig transport, som irrationelt servicerer parcelhuskvarterer med få beboere. Eksproprier disse kvarterer og riv de hovedsageligt ligegyldige og utidssvarende huse ned, så vil det første problem være løst: mangel på byggegrunde.
Når centrale byggegrunde tæt på infrastruktur er blevet tilgængelige, kommer den anden stimulans: Sæt boligudviklere og arkitekter fri af unødig detailregulering. Lad dem, som ved mest om boliger, vælge, hvordan de skal se ud, hvordan de skal konfigureres, og hvor høje de – inden for rimelighedens grænser – skal være.
Hvorfor er det for eksempel lovpligtigt med et køkken i en bolig? Mange mennesker kan i dag klare sig med en elkedel og en mikroovn, så hvorfor pådutte dem et fuldt og dyrt køkken?
Vi har brug for byer, som kan vokse så hurtigt, de vil, og lade alle de mennesker, som vil prøve lykken i asfaltjunglen, gøre det. Vi må sætte gang i det klassiske, dualistiske fænomen: destruktion og genfødsel. Ellers kommer vi ikke videre.