Skyskraberen er blevet in igen. I de høje bygningers moderby, New York, springer højhusene op på livet les på grund af nye fleksible luftrettigheder. I Paris er den første skyskraber i årtier på vej, og i London er skylinen efterhånden blevet fyldt med glasklædte, neofuturistiske højhuse fra det nye årtusinde. Selv i Danmark, hvor modstanden mod højhuse generelt har varet stor, har tingene ændret sig. I Aarhus havn vil Danmarks højeste bygning, tegnet af 3XN, stå færdig i 2022, og i København skyder flere højhuse op.
Hvorfor er en typologi, som er blevet udskældt for at være fremmedgørende, vindomsust og ødelæggende for historiske byområder, blevet så populær? Skyskraberen fungerer som et universelt symbol, fordi den er tæt forbundet med politik og økonomi, magt og penge. I en verden, der er blevet mere økonomisk ulige, og hvor firmaer, byer og endda hele lande kæmper om den globale elites opmærksomhed, er skyskraberen blevet den fysiske manifestation af disse forhold.
Den er et symbol på kraft, dominans og de uanede mængder kapital, det kræver at opføre dem. Er der noget bedre, som succesfuld forretningsmand, end at cementere sin finansielle styrke med et højt tårn, hvorfra man kan kigge ned pa lønarbejderne?
Også i diktaturstater som Nordkorea og Saudi-Arabien er skyskraberens symbolik fristende for magthaverne. I Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, tårner hotellet Ryugyong sig op med sine 330 meter og udstråler den magt, landets elite har. Bygningen blev oprindeligt opført for at forherlige den daværende diktator, Kim Il-sung, og skulle have åbnet på hans 80-års fødselsdag i 1992.
Det saudiarabiske tårn Jeddah Tower (tidligere kendt som Kingdom Tower), er på samme made en hyldest til landets konge og skal efter planen være verdens højeste bygning med en højde på vanvittige 1000 meter. Her ses selvfølgelig en kamp mod nabolandet Dubai, der huser den nuværende højeste bygning, Burj Khalifa af SOM, der blev indviet i 2010.
Men at det eneste, der kan begejstre, er antallet af højdemeter, er fattigt og vidner om en byggebranche uden fantasi. Både bygherrer og arkitekter må blive bedre til at fremstille arkitektur, som kan betage os og gøre os stolte uden at ty til den nemme udvej.
Hvor er f.eks. ambitionerne om veldesignede offentlige byrum, smukke haver eller flotte detaljer i gadeplan, der kan gøre en gåtur til en sanseoplevelse? Disse muligheder bliver desværre fejet væk med udsagn som: “Nøj, se, hvor høj den er!” eller “Hvor er der en god udsigt heroppe”. Udsagn, som ikke har med arkitektur at gore.
Folk involveret i byggerier af skyskrabere forsvarer sig ofte med offentlige rum på de oversete etager. Men det er simpelthen ikke nok at lave en såkaldt skylounge, hvor et ensartet klientel kan sidde og tage billeder af hinanden og deres dyre cocktails. Det gør ikke noget godt for almenvellet.
Højhuse kan dog sagtens indarbejdes i en urban kontekst, så de er til gavn for det offentlige liv. Et eksempel på det er Seagram-bygningen fra 1958, som er en af de første modernistiske skyskrabere. Her lod Mies van der Rohe højden retfærdiggøres af en stor offentlig plads, hvorpå bygningen selv let og elegant lander i en åben søjlegang. Simpelt og smukt.
Skyskraberen eller dens mindre slagtning i dansk kontekst, højhuset, bør ses som det, de er: rene økonomiske svar på behov for flere kvadratmeter i tætte urbane områder. Det giver derfor ingen mening at bygge en skyskraber på en pløjemark, men til gengæld masser af mening at bygge ved trafikale knudepunkter såsom stationerne langs den nye cityring i København eller ved letbanen i Aarhus. Sådanne projekter kunne forsyne storbyerne med masser af tiltrængte boliger og samtidig gøre bedre brug af den nybyggede infrastruktur.
Lad os endelig bruge de høje huse til det, de er bedst til, nemlig at skaffe billige kvadratmeter til folket o dermed gore det lettere at finde bolig i byen. Og lad os droppe de fantasiløse og opmærksomhedskrævende rigmandsdrømme om at være størst og højest. Hvis vi vil bedrive det storslåede, skal vi i stedet gere os umage, bruge vores fantasi og ikke altid tage den høje udvej.