Lyons arkitektkontor. CC Peter Bennets
af Martin Andersen
Danmark er en nation, der længe har haft høje tanker om dens arkitekter. Samme nationale stolthed tilsmiler vores dygtige designere og kunsthåndværkere, og samlet set har denne triumferende trio bidraget til danskernes selvforståelse af at være et folk med æstetik i blodet. I udlandet deles denne opfattelse båret af vort lands kreative sejrsgang i særligt efterkrigstiden og som stadig sørger for, at vi ikke bliver glemt af omverden til trods for at være en beboet sandrevle i global sammenhæng.
I seneste årti har vi bygget som aldrig før i Danmark, men alligevel har vi aldrig haft mindre arkitektur at være stolte af. Over en bred kam fremstår nybyggeriet komplet uvedkommende for både dets beboere og omgivelser, og den ældre arkitektur, som besidder netop de kvaliteter, som moderne arkitektur bevidst udelader, lader vi forfalde eller river ned.
Danmark er blevet en nation, der langsomt opløser sig selv ved ikke at turde formulere en identitet eller opretholde en kultur. Efterhånden kan frygten for de historieløse, kommunale forvaltninger og deres blankochecks til byggebranchen matche truslen om russiske granater.
Trods byggeboomet er arkitekterne dog kommet i knibe. De plejede at være en fast bestanddel på ethvert byggeprojekt som forvaltere og beskyttere af æstetikken, men store dele af byggebranchen benytter ikke længere arkitekter. Når de endelig bliver involveret, ofte i små og store prestigeprojekter, fornemmer man kun sjældent en selvstændig holdning til arkitektur i det endelige resultat – alt nyt ligner efterhånden hinanden uanset budgettets størrelse.
Den evige taber er manden på gaden, som ingen i byggebranchen tænker på, da hans mening ikke giver penge i kassen, og kan han ikke lide lugten i byggeriet, kan han da bare flytte.
Derfor har arkitekterne nu også fået folket på nakken i form af græsrodsbevægelsen Arkitekturoprøret – et terapeutisk og aldeles gratis alternativ til psykiatriens årelange ventelister, hvor man i fællesskab kan rase over de arkitektoniske overgreb, der dagligt begås på vores bymiljøer af ansigtsløse beslutningstagere.
Arkitekturoprørets interne debat får dog tit skudt i skoene, at den er for hård ved arkitekterne – at det ikke er arkitekternes skyld, at så mange af dem efterhånden er blevet kørt ud på et sidespor. Følger man brødkrummerne baglæns i tiden, bliver det dog tydeligt, at fagets deroute har været længe undervejs, og at arkitekterne selv har tegnet dens nedadgående kurve.
Før modernismens radikalisering engagerede man arkitekter, fordi de kunne levere ånd, kultur og identitet, ofte med en slags sjette sans for det kunstfærdige, men disse ”flyvske” begreber har arkitekterne stålsat givet den kolde skulder i flere generationer. Ovre er tiden, hvor arkitektur blev anvendt som en fysisk forlængelse af ens nationale selvforståelse. Oftest var endemålet at signalere dannelse, ikke nødvendigvis i en akademisk forstand, men dannelse forstået som en værdsættelse af tid, sted og samfund.
Perspektiv, ganske enkelt. Og en hyldest til livet ikke mindst. Lidt grandiositet som modsvar til dets skrøbelighed. En snert af evighed til at omgås døden med.
Med første verdenskrig oplevede Europa et hidtil uset blodbad. Landskaberne var sønderrevne, byerne sønderbombet, og døden blev industrialiseret. Arkitekterne drog konklusionen, at man kun undgik en gentagelse af massemordet ved at benytte samme industri til at bringe mennesket ud af mørket og ind i lyset. De formulerede derfor en ny ideologi for arkitekturen, der ikke blot fornægtede fortiden og dens indgroede vaner men direkte foragtede den: modernismen.
Nu skulle det enkelte menneske skænkes lys, luft, sanitet og mobilitet via funktionsfokuseret arkitektur, der fremstod ærlig i dens konstruktion og brug af materialer. Slut med historicistiske detaljer, der refererede tidligere tiders storhedsvanvid eller opretholdte urimelige klasseskel. Slut med løgne.
Man forsøgte således at nulstille verden og bringe den permanent fred ved at give det enkelte menneske nok til, at det ikke igen gik i krig for at få mere. Men hvor modernismen startede ud som samlende og samfundsorienteret, fikserede den snart blikket på eget spejlbillede og radikaliserede sig til et selvretfærdigt korstog. Pragmatisme var religionen og linealen dens sværd.
Ny Østerport. CC Martin Toft Burchardi Bendtsen
Vemodigt må man konstatere, at sejren var indiskutabel. Total endda. Vi lever nu i et betonstøbt overherredømme formuleret af mellemkrigsårenes modernistiske tankegods, hvis første bud pudsigt nok også lyder: du må ikke have andre guder end mig. Oplagte alternativer ala nybygget klassisk arkitektur er derfor ikke til at nyde indenfor Danmarks grænser, da den sideløbende er blevet aktivt modarbejdet og udskammet siden Poul Henningsen slog sin første sætning an i det kulturradikale tidsskrift Kritisk Revy.
I dag er arkitektens rolle som fantasiens dirigent overvejende overflødiggjort af storkapitalens sædvanlige ensretning og dødsstødet leveres vel inden længe af kunstig intelligens. At fordele en håndfuld nær-identiske facadeelementer i flimrende systematik klarer nutidens AI med samme effektive indifference som arkitekterne, og så sparer bygherren jo de penge.
Dog skal man endelig ikke ynke arkitekterne. Det er nemlig ikke synd for arkitekterne. De har selv savet grenen over, de sad på, ved at rationalisere arkitekturen i sådan en grad, at den til sidst kunne serveres som samlesæt på et sølvfad til byggebranchens besparelsesbesatte bagmænd.
I generationer har arkitekterne bevidst anført en arkitektonisk udgave af ”nødvendighedens politik”, hvor de velvilligt lod grønthøsteren nedbarbere alt, der gjorde forskellen for almindelige mennesker i deres påskønnelse af arkitektur. Man spurgte ikke om lov, man gjorde det bare, og lod folk vide, at sådan er det nu. Med arkitektur er det nemlig altid nemmere at bede om tilgivelse end tilladelse.
Mens arkitekterne frydefulde og febervarme drømte om en verden af i morgen, indså ingen af dem, at de med hvert projekt bar en sten til deres eget mausoleum, og en dag skete det så: et kvikt hoved, sikkert i en given kapitalfonds regnskabsafdeling, vendte spørgsmålet på hovedet og spurgte, om arkitekterne egentlig selv var nødvendige. Hybris. Arkitekternes tiltagende migræne er således, at selve løsningerne, som de har holdt helligere end alt andet nemt leveres af andre aktører i dag. Sværere er det nemlig ikke at nøjes med mindst muligt.
Man kan med god grund også klandre de visionsløse bygherrer, pensionskasser og kapitalfonde, der former dagens Danmark og derved former danskerne. Vi må heller ikke glemme lokalpolitikerne, som godkender skidtet, ofte for signalværdien alene, og gladeligt tilsøler landet i nybygget tristesse. Nu er det bare arkitekterne, vi snakker om – og de ligger, som de har redt. Arkitekterne gjorde sig tilovers, da de solgte fagets sjæl til djævelen, og nu står de tilbage med en hyldevare i evigt udbud.
Håbet ligger dog hos de unge, forventningsfulde arkitekter, der endnu har evnen til at kunne forestille sig et andet Danmark end dét, der er hastigt undervejs og ikke bliver til at genkende, når det er bygget færdigt. Endnu en generation af arkitekturens sønner kommer til at bøde for fædrenes synder, hvis de ikke tager opgøret med pragmatismens enevælde og begynder at interesse sig for deres medmenneskers eviggyldige behov.
I en tiltagende fragmenteret og uoverskuelig verden er særligt ét behov umuligt fortsat at ignorere for arkitekterne: behovet for et nationalt narrativ som den enkelte dansker kan læne sin identitet ind i og finde bekræftelse hos. Ranke ryggen over. Smile af. Koden til dette nationale narrativ ligger allerede indlejret i vores dagligdag men skal støves af i en arkitektonisk genopdagelse af vores historie, kultur og traditioner – for ikke at glemme dekorationerne, der formidler disse.
Det kan ske gennem gengivelse eller genfortolkning, vigtigst er dog at gøre arkitekturen meningsfuld for danskerne igen. Mennesket er nemlig meget mere end den logik, der gennemsyrer moderne arkitektur. Mennesket er faktisk alt andet.