Planen over utopien Garden City af Ebenezer Howard. CC
af Lukas Kaarby
Foredraget blev afholdt i forbindelse med lanceringen af filmkonkurrencen UTOPIA
Utopi er et ord med indbyggede tvetydigheder.
Ordet er dannet af Thomas More. Utopia er nemlig titlen på hans berømte bog fra 1516 og navnet på den ø, som bogen omhandler. Ordet utopia har græske rødder. Det består af tre såkaldte morfemer: et præfix, en stamme og et sufix. Stammen τοπ er fra ordet τοπος, sted, og ια bruges til at danne abstrakte substantiver.
Det spændende kommer imidlertid, når vi kigger på præfixet. Her kommer vi nemlig tilbage til tvetydigheden. Det skyldes, at der er et lydligt fællesskab mellem to forskellige præfixer. For det første, så kan vi bruge præfixet ου-, der betyder ikke – altså ikkestedet. Men der er også en anden mulighed, nemlig præfixet ευ-, der betyder god. Så betyder utopia lige pludselig det gode sted.
Hvis man ikke lige køber den her om det lydlige fællesskab, så kan man jo lige synge den svenske dance-pop anthem Euphoria af Loreen inde i hovedet. Der har jeg i hvert fald svært ved at høre forsket på ου- og ευ-.
Denne tvetydighed er fundamental og vigtig for at forstå, hvad utopi og utopisk tænkning er. Jeg er også ret sikker på, at More netop ønskede den her tvetydighed. I tidligere manuskripter af Utopia brugte han nemlig det latinske ord for ikkested, nusquama. Men han valgte altså at udskifte dette latinske ord med det græske (på trods af, at bogen er skrevet på latin).
Derfor vælger jeg at tage denne tvetydighed seriøst. Vi må have blik for to steder, hvis vi vil forstå utopi: ουτοπια og ευτοπια.
Lad os starte med ουτοπια, ikkestedhed.
Denne del af den utopiske genre forbindes med social kritik. Det er meningen, at det er urealistisk, uopnåeligt – et ikkested. Det er satire. Hvis man vil bruge det som et roadmap til et bedre samfund, så har man ikke forstået joken. Det er et sted, der ikke eksisterer, og derfor giver det mulighed for at være et spejl. En anledning til refleksion over vores nuværende samfund. Denne utopi er en raffineret form for kritik, der er åben. En komisk fremstilling, som ikke bare kan anfægtes, fordi den i sig selv indeholder tvetydigheder.
Ikkestedet er nemlig ikke kendetegnet ved at være et ultimativt godt sted. Nej, i denne form for utopi ligger det gode og det onde lige op ad hinanden. Utopi og dystopi på samme tid. På denne måde kan Mores bog udlægges. Den gode organisering af samfundet står overfor de totalitære træk i konformiteten. Men jeg vil gerne bringe et andet eksempel på denne form for ikkesteds utopi.
Det er Maren Uthaugs fremragende bog 11%. Bogen handler om det danske samfund, men som matriarkalsk fremfor patriarkalsk. Dette ikkested har sine helt egne udfordringer med undertrykkelse og udnyttelse. Det er altså ikke et ultimativt godt sted, men et ikkested, som kan danne grundlag for kritik af vores nuværende patriarkalske samfund. Men bogen kommer ikke med nogle konkrete løsningsforslag. Det overlades til læseren. Det er altså forestillingen om et ikkested, som ændrer vores sted.
Lad os gå videre til ευτοπια, godtstedhed.
I modsætning til ikkestedet, så er det gode sted, det gode sted. Altså det ultimativt gode sted. Det er et blueprint, for hvordan det gode samfund indrettes. Det er en rettesnor, for hvor vi skal hen. Meningen med denne form for utopi er, at det rent faktisk skal realiseres. Det er løsninger på vores samfundsmæssige problemer. Denne form for utopisk tænkning kender vi fra de store ideologier. Lenins socialistiske utopi var grundplanen for det gode samfund, og det ville bryde frem lige om lidt – den gamle verden ville blive ødelagt, den ville visne væk. Her kan vi også nævne Fukuyama, og hans ide om historiens ende med det liberale demokrati. Det er en utopi, der bliver realiseret.
Denne form for utopisk tænkning er utrolig effektiv til at mobilisere folk. Det er et stærkt politisk værktøj, som kan bruges og misbruges. Der er altså en kraft i denne form for utopi. Den er mere direkte og løsningsorienteret – det er skabelse af nye verdener. Men i og med, at ευτοπια kan realiseres, så betyder det, at vi potentielt kan leve i en utopi. Og jeg mener faktisk, at vi lever i utopier.
Mit yndlingseksempel er en neoliberalistisk utopi: Airbnb. Det er den ultimative kapitalisering af din privatsfære. Selv dit hjem skal generere profit. Ikke bare i dit hjemland, men på en global skala. Airbnb er altså en realiseret utopi. Det kan man jo lige tænke over, næste gang man skal ud og rejse.
Men hvor bliver de store utopier af?
De seneste årtier har utopier og utopisk tænkning været i krise. I 1985 skrev Jürgen Habermas, at det ser ud til, at de utopiske energier er brugt op. De store ideologier mistede deres støtte. Politik er blevet teknokratiseret og nødvendig. Der er ikke plads til utopier. Og faktisk virker det til, at utopier er uønsket. Som Kendrick Lamars sang Pride fra 2017 lyder: A perfect world is never perfect, only filled with lies.
Et andet nutidigt eksempel er filmen Barbie. Barbie må lige pludselig ikke være en utopi mere. Hun skal blive et menneske. Når jeg skal være lidt kæk, så kalder jeg den nyeste Barbie-film for Begrebet Angst i pink. Hun falder, får angst og ender med at få en seksualitet. Hun bliver et menneske og forlader utopien.
Denne utopikrise må der gøres noget ved. Vi går glip af så meget, hvis vi mister utopierne.
Utopi er kritik, satire, komik.
En grundplan og rettesnor for det gode samfund.
Det er forestillingen om et ikkested, som ændrer vores sted.
Det er forestillingen om en fremtid, som ændrer vores nutid.
Det er ødelæggelse og skabelse af verdener.
Utopi er et ord med indbyggede tvetydigheder.
Så, lad os genfinde den utopiske energi. Lad utopier skyde frem.