af Lisa Christiane Lertoft
Godsbanens tilbygning i glas og beton er ikke umiddelbart et sted, man forbinder med varme og nærvær. Men kan et betonrum alligevel danne ramme om resonans – en sanselig forbindelse mellem menneske og sted? Med resonansbegrebet, som er beskrevet af sociologen Hartmut Rosa, åbnes der for, at arkitektoniske greb kan blødgøre selv et betonhårdt rum.
Som en del af Aarhus’ cellekerne ligger Godsbanen –’byens kulturelle kraftcenter’. Her finder man, blandt andet, åbne værksteder, scener, en café og et rigt kulturelt arbejds- og foreningsliv, der løbende afholder arrangementer i forskellig skala. Med Aros, Institut for X og Aarhus Arkitektskole som nærmeste naboer, udgør Godsbanen en central del af byens kulturmiljø. Bygningen er af en sammensmeltning af arkitektur fra forskellige tider og består af en rød murstensbygning, to godsbanehaller og en nyere tilbygning i glas og beton – og det er sidstnævnte, som jeg interesserer mig for.
Inde i tilbygningen mødes man af et stort, åbent opholdsrum domineret af grå betonflader. Loft, gulv og vægge er skabt i det massive materiale, kun afbrudt af enkelte akustiskskabende tiltag. Rummet fremstår robust og funktionelt, men også afvisende. Dog rummer det også en mere organisk karakter: loftshøjden varierer nemlig mellem 1 til 13 meter, og rummets asymmetriske formsprog vidner om betonens flydende oprindelse. Alligevel rejser spørgsmålet sig: Har man lyst til at opholde sig i dette betonmiljø?
Rummets kuratering vidner om, at man har forsøgt at invitere forskellige henvendelser ind i betonuniverset; kunstværker udsmykker væggene, øer for ophold er placeret rundt omkring og lysindfaldet ovenfra skaber kontakt til omverdenen udenfor. Forskellige initiativer forsøger altså at virke blødgørende på betonen, og kan forstås som forsøg på at skabe resonans – et begreb hentet fra sociolog, Hartmut Rosa.
Hos Rosa er resonans et modsvar – eller en modbevægelse – til accelerationssamfundets krav om effektivitet og konstant, nærmest kronisk, fremdrift. Resonans beskriver en oplevelse af forbindelse til hverdagen, arbejdet, relationer eller omgivelserne. Resonans er dét, der sker, når noget berører os. Det kan være gåsehuden man får af musikstykket, suget i maven ved øjenkontakten. Resonans kan være en følelse af flow, eller at føle sig forstået og imødekommet. Resonans rummer således et nærvær. Et nærvær til et nu eller sin verden; dét liv vi lever.
Rosa definerer fire dimensioner i resonansoplevelsen: afficering, selvvirksomhed, transformation og ukontrollerbarhed – og disse dimensioner, mener jeg, har potentiale som analyseværktøjer; også i mødet med Godsbanens betonrum.
Afficering betegner en kaldelse udefra, altså en oplevelse af, at noget udenfor os selv bevæger os eller vil os noget. Afficering baserer sig således på en sanselig åbenhed, der enten muliggør, at noget udefra kan henvende sig eller, at noget kan opstå indefra – som en følelse eller erindring. Uanset kilden peger dimensionen på en oplevelse af betydning.
I betonrummet viser afficering sig eksempelvis i rummets samspil mellem lys og materiale. Lysindfaldet får betonens overflader til at skifte udtryk i løbet af dagen og bidrager dermed med en oplevelse af noget bevægeligt eller taktilt. Dertil er væggene og rummet udsmykket med indstøbte sætninger og spørgsmål, der henvender sig til beskueren; direkte og gennem et ’du’.
Rummet fremstår således som sætningernes afsender, og sætningerne understreger, at rummet vil os noget; det vil vedrøre os, få os tænke eller til at tale.
Som et værktøj kan afficeringskvaliteter således anvendes i undersøgelsen af, hvilke følelser eller fornemmelser, der skabes et givent sted. Afficering bidrager med et perspektiv på, hvordan et rums form og indhold adresserer de besøgende. Med sine affektive kvaliteter kan afficering oversættes til principper for indretning formidlet gennem genstande, farver og materialevalg, der i samspil fungerer stemningsskabende. Gennem sådanne greb kan man løsne et rum og skabe betydning.
Selvvirksomhed er resonans’ anden dimension, og betegner akten, hvor individet går afficeringen i møde og virker tilbage på omgivelserne. Dette understreger resonansoplevelsens vekselvirkning mellem subjektets lytten og omverdenens svar. Påvirkelighed er derfor resonans’ grundlag, og selvvirksomhed er forudsætningen for enhver resonanserfaring.
I relation til rum kan selvvirksomhed oversættes til et perspektiv på individets mulighed for håndtering af rummet; altså muligheden for at agere og interagere med omgivelserne. Et rum må tilbyde noget; noget man kan gribe og bruge.
Godsbanebygningen understøtter dette ved at stille opholdsmuligheder til rådighed; man kan sidde, fordybe sig, mødes og deltage – og mulighederne gør rummet til en scene for samvær og aktivitet.
Transformation er resonansbegrebets tredje dimension og omfatter en forvandling. Dette opstår, når samspillet mellem individ og omgivelser skaber en ny erfaring, altså en tilstandsændring, der rummer en ny relation til objektet for resonans. Et arbejde med afficering og selvvirksomhed er grundlæggende for den transformative oplevelse på et sted; altså, hvordan man knytter sig til stedet og forbinder det med specifikke oplevelser, stemninger eller erfaringer.
I Godsbanens rum kommer dette til udtryk i kraft af de invitationer og muligheder, som rummets tiltag forsøger at modarbejde betondominansen igennem. Dette for at tilbyde en mere nærværende, inspirerende og nysgerrighedspirrende atmosfære. For måske føler man sig ikke forbundet til selve betonen, men derimod i mødet med kunstværkerne, arkitekturens detaljer eller opholdsområdernes mulighed for samvær.
Men til trods for, at resonansbegrebet umiddelbart kan synes relaterbart, og som en størrelse, man bare kan indrette sig til – så er resonans grundlæggende ukontrollerbart. Dette karakteriserer begrebets fjerde dimension. Man kan ikke fremtvinge resonans, kun skabe forudsætningerne herfor. Et rums betydning eller indtryk kan altså ikke bestemmes på forhånd, men resonans’ ukontrollerbarhed og flertydighed også kan være en styrke. En styrke fordi ukontrollerbarheden skaber mulighed for, at forbindelser kan opstå uventet og individuelt.
Umiddelbart kan Godsbanens betonmiljø og Rosas resonansbegreb synes som hinandens modsætninger, men undersøgelsen af rummet ved lydhørhed overfor resonans har vist, at der selv i det betonbastante findes sanselige forbindelser. I betonens tilsyneladende uforanderlighed eksisterer allerede affektive kvaliteter, der kan aktiveres og blødgøre betonrummet igennem den rette håndtering.
Resonans opstår altså i mellemrummet mellem intention og oplevelse; i uforudsigeligheden og i mødet mellem menneske og sted. Betonens råhed og resonans’ bølgende udtryk er derfor ikke nødvendigvis hinandens modsætninger, men derimod udgangspunkter for, at noget nyt kan opstå i spændingsfeltet herimellem. Ved at anvende resonansbegrebet og dets dimensioner, som et analytisk perspektiv kan man således identificere, formidle og fremmane kvaliteter, der eksisterer i selv umiddelbart hårde og afvisende rum.
Så måske er betonrummets umiddelbare indtryk ikke udelukkende negativt, men også blot et udtryk for et indtryk? Altså rammesætter Godsbanens rum en rå ramme, der samtidig også muliggør en oplevelse af betydningsdannelse, hvis blot man forholder sig åbent udadtil og lader betonen vedrøre én.