af Karl Emil Koch, fotos af Morten de Fine Olivarius
Er det en park, er det en have eller er det noget helt tredje? Københavns nyeste grønne spot, Operaparken, har nu gået gennem alle årstider og græs og træer ser ikke længere nyplantede ud.
Måden mennesket former naturen til vores egen fornøjelse, afslører vores dybereliggende forhold til den. Derfor er det interessant at se, hvad den nyeste havearkitektur i vores hovedstad har at byde på.
Operaparken, ligesom store dele af Papirøen ved siden af, er tegnet af Cobe, der er kendt for deres iver til formgivning, men også manglende sanselighed i denne. Former er der masser af i den nye park og den tidligere nøgne græsplæne er blevet til en sirlig komposition af stier, plæner, plantebede og en glaspavillon i midten.
Cobe skriver, at Operaparken er inspireret af de romantiske haver, der opstod i 1800-tallet. Disse haver er kendetegnede ved snoede ulogiske stier, dybe asymmetriske udsigter og intime tilgroede hjørner. I København er Frederiksberg Have og Ørstedsparken klassiske eksempler på denne havestil, hvor borgerskabet kunne spadsere rundt og lade som om, at de var ude i naturen. At glemme at man er midt i byen, er ifølge Cobe stadig målet, og for at opnå denne oase er der plantet over 200 forskellige plantearter.
Men hvis man ved første øjekast sammenligner Operaparken med Frederiksberg Have eller Ørstedsparken ser man en klar størrelsesforskel. Selv den lille Ørstedspark er tre gange så stor som Operaparken, hvilket viser det forvirrende i at kalde stedet en park. Dette er dog helt i tråd med Cobe’s antitypologiske tilgang til arkitektur. En park er f.eks. blot en type, der kan dekonstrueres og nytænkes: Hvorfor kan man ikke lave en romantisk park i ministørrelse?
De snoede stier er f.eks. formindsket til ca. en meters bredde, hvilket gør det besværligt for bare to personer at gå ved siden af hinanden. Hvis man alligevel skulle begive sig på en romantisk spadseretur, bliver det en forvirret affære, hvor man hele tiden skal ændre bevægelsesretning på de snoede stier. Turen vil allerede være overstået på bare ti minutter især fordi parken er fattig på særlige elementer såsom skulpturer, nicher, legeudstyr og blomsterbede, der kan sænke tempoet. Det ene springvand i haven er en kedelig lille vandflade med nogle simple lodrette fontæner.
Udeladelsen af romantiske og følelsladede elementer må være det Cobe mener, når de kalder parken romantik i contemporary kontekst – dvs. hård og skarpskåren som moderne arkitektur.
Det eneste havearkitektoniske element, der kan give følelsen af at gå på eventyrlig opdagelse, er de små intime græspletter i midten af nogle af plantebedene. De skjulte græspletter er parkens bedste rum, der giver de monotone smalle stier en rumlig kontrast, og hvor par kan slænge sig mere eller mindre uforstyrret.
Steder i parken, hvor man bestemt ikke kan slappe af uforstyrret, er de tre græsplæner, der alle er omkranset af stier i stedet for planter. Derfor mangler de den rumlighed, der kunne gøre dem til opholdsrum. I stedet fremstår de akavede og nøgne uden menneskelig aktivitet eller beplantning.
Parken i sin helhed virker til at falde mellem to stole: Den er for lille og har alt for smalle og korte stier til at gå en tur i og har dermed ikke kvalitet af en park; samtidig er den for stor og offentlig til at være et intimt sted til nærværende afslapning. Den er hverken en lukket oase, hvor man kan glemme byen, som Cobe påstår; ej heller er den et byrum, der taler sammen med den omkringliggende arkitektur. Hvad f.eks. har fire forskellige miniature skove at gøre med, at parken er en ø i en havn? Det står uklart hen, hvad der egentlig skal trække folk til.
Cobe prøver at promovere parken på den store biodiversitet, men brugen af denne kliché vidner om en fattig forståelse for natur, hvor målet bliver at proppe så mange forskellige planter ind som muligt. Biodiversiteten forfalder til et kvantitativt argument om antallet af planter i stedet for den kvalitet, der er iboende i naturen.
Konceptet om at inddele parken i seks forskellige havetemaer fra hele verden, virker derfor overdrevet og uden egentlig følelsesmæssig indlevelse. Det forbliver en smart idé fra tegnebordet, som ikke træder frem i oplevelsen af parken – særligt ikke i vinterhalvåret. Det at man tilmed kalder en af de seks temahaver for en engelsk have tenderer til en forhånelse af engelsk havekunst.
Parken har med dens landskabsarkitektoniske mangler det største trækplaster i glaspavillonen, der indeholder en restaurant. Pavillonen bidrager dog ikke til selve oplevelsen af parken, men indefra er den et dejligt sted at kigge på parken som et pænt bagtæppe. Sådan er det ofte med glas: kedeligt at kigge på det udefra, men dejligt at kigge igennem det indefra.
I stedet for en fuldendt park med en restaurant fremstår Operaparken derfor mere som en restaurant med noget grønt pynt. På den måde vil restauranten og parken passe fint til dem som primært vil besøge den nemlig publikummet til Operaen, der skal have en middag eller en drink før forestillingen. For resten af byen er Operaparken mindre interessant.
Operaparken mislykkes i at skabe en romantisk park i miniature og den stramme moderne æstetik, hvor alt virker kunstigt skabt, fungerer ikke sammen med ideen om romantik og biodiversitet. Der er intet følelsesladet og naturligt over den kontrollerede Operapark. Den tilfældige måde at placere over 200 planter fra hele verden vidner om et dekadent og instrumentelt forhold til naturen, hvor den reduceres til blot en trend.
Den simple men ærlige græsplæne, der blev erstattet af Operaparken ville være at foretrække over den nuværende contemporary romantiske biodiversitet. På den tidligere græsplæne kunne man i det mindste være fri til at lege og løbe og opføre sig naturligt.
Undertegnede vil til en hver tid hellere anbefale, at man begiver sig til en af de mange andre vidunderlige parker, der findes i København. Ønsker man at se, hvordan en have på størrelse med Operaparken kan fuldendes, bør man tage til Haveselskabets have, der er så rig og magisk, at Operaparken fremstår død og gold til sammenligning.