af Wilhelm D. C. Thomsen
Jeg er en yuppie. Eller prøver i hvert fald lidt på det. Jeg læser på KU; har et skønt studiejob og kan lide at høste anerkendelse hos folk i lyseblå skjorter. Jeg har en kaffeaftale hos April Coffee, hvor jeg vil give 150kr for en kop filterkaffe. Jeg frekventerer de københavnske saloner og drikker rødvin i pauserne mellem akterne i Operaen. Og når det står på menukortet, vælger jeg konsekvent orangevin. Ja, jeg tør nok godt kalde mig selv lidt dekadent.
Men skal jeg om et par år have pullover på en blå skjorte i min arbejdstid, have 500+ forbindelser på LinkedIn og svinge forbi Værnedamsvej hver anden weekend, kræver det noget mere. Jeg skal jo også bo i København; og ikke bare hvor som helst, nej, det skal være et sted, som stiller min statusangst.
Og findes der et bedre sted til netop det formål end de 20- og 24-etager høje Kaktus Towers?
Jeg mødte de to opragende gevækster af stikkende stål i byørkenen ved Kalvebod Brygge en formiddag tidligt på foråret hvor de første krokuser var begyndt at blomstre. De næste to nætter skulle jeg bo på 24. sal.
Inden jeg blev indkvarteret med min mindre stilfulde oppakning bestående af en IKEA-pose med sengetøj og en interrail-rygsæk, blev jeg vist grundigt rundt af site manageren. Med entusiasme forklarede hun hendes rolle som en slags social vicevært, der sørger for at hele komplekset både fungerer med fælles arrangementer som fester, og at lejerne kan få hjælp til diverse udfordringer.
Der er over 500 beboere, som næsten alle bor i lejligheder for sig selv. Der er jævnlig udskiftning, hvor indflytning kan ske på under 14 dage. Mange lejere er der kun i nogle måneder.
Jeg blev vist rundt i et virvar af fælleslokaler, som alle havde det til fælles, at de var navngivet med et nummer og et udsagn. Get moving er fitnesscentret. Get work done er fælleskontoret. Get social er selvfølgelig loungen. Der er mange flere, for tårnene er en bo-fabrik, der dybest set muliggør en tilværelse kun udlevet inden for matriklen. Alle lokalerne og særligt gangene imellem havde endnu en duft af nybyg. Nyt træ, frisk kabelgummi. En let syntetisk lugt.
Alle steder man kiggede, var det usædvanlig rent og sterilt, udover de få steder, hvor der fortsat var levn fra byggeri. De var nemlig i gang med at forberede et lokale på det nederste plan, hvor der skulle være erhverv. De sidste ting skulle også lige på plads, så en af dagene hvor jeg benyttede Get work done var der rockwool på bordet. Belysningen bestod i alle rum af lysstofrør.
I næsten alle fælleslokalerne var der forskellige, store skærmende planter.
Alt stod knivskarpt og alle møbler var som lavet til lokalerne. Bøgerne i fællesarealerne var velvalgt; bygningsarv og bøger om arkitektur. I site managerens kontor, som ligger i forlængelse af Riccos Kaffebar på stueetagen, var der sågar et sæt blyantspidsere formet som Kaktus Towers. Det arkitektoniske selvbillede var ikke til at tage fejl af.
Efter en times rundvisning blev jeg indlogeret på øverste etage. Lejligheden var udstyret med en stor seng, som kunne foldes ud til at være en tomandsseng og et bord, der ligeledes kunne foldes ud. Loftet og den ene væg var af rå beton, mens den anden side af den trapezoide lejlighed bestod af skabe og et tekøkken samt badeværelse.
Jeg brugte et par minutter på at beundre udsigten. Ja, i løbet af mit ophold fangede jeg faktisk hele tiden mig selv i at søge hen mod vinduet og iagttage trafikken. Byens puls kunne fra den skridsikrede altan måles på et øjekast.
Særligt om morgenen og eftermiddagen viste jernbanen sig som hovedpulsåren til storbyen, og fra min synsvinkel lignede krydset mellem Dybbølsbro og Ingerslevsgade byens bankende hjerte. Cyklisterne er prioriteret, med flere svingbaner end bilerne i krydset.
Kun én gang dristede jeg mig til den angstprovokerende handling at læne mig ud og tage fat i det kølige gelænder. Det var af rustfri stål, og det var kun i altanens snævre ende, at man overhovedet kunne nå gelænderet, da man som hyldest for arkitekturen i strid med trygheden har vredet gelænderet udad mod kaktussens pig i den anden ende.
Jeg havde allerede aftalt et besøg til et kvarter senere, så jeg tog den lille kasserolle, jeg havde taget med hjemmefra op ad tasken og satte noget vand i kog over den netop udpakkede transportable kogeplade, som lejligheden var udstyret med. Matilde og jeg fik en god kop Nescafé og et par hjemmelavede cookies, jeg havde taget med i tasken.
Hun var ganske imponeret over udsigten, og syntes at boligen var meget moderne i udtrykket. Da besøget var slut, tog vi elevatoren ned. Vi snakkede om muligheden for at benytte kompleksets fællesarealer som både kontor og dagligstue, idet elevatoren stoppede på 4. sal, og en lettere fortumlet ung herre i en pæn mærkevareskjorte væltede ind i elevatoren fra Get Work Done.
Med det samme begyndte han spontant og lettere usammenhængende, som en, der lige er vågnet, at forklare sig efter sin opsigtsvækkende entré.
Han var faldet i søvn over sin computer og var først blevet vækket nu, klokken 12, efter hans chef havde ringet til ham utallige gange. Der var noget krisehåndtering med Netcompany, der tilsyneladende trak ud til sent ud på natten og den tidlige morgen. Meget mere nåede vi ikke at samtale med ham, før han trådte ud og skyndte sig over mod den dobbeltplanede cykelkælder.
Efter besøget, havde jeg lidt tid alene i komplekset, som jeg brugte på at udforske. Bygningerne er svære at navigere i, idet der kun er meget få pejlemærker og alle overflader består af rå beton, med blege lysstofrør i loftet og næsten intimiderende ensartethed. Særligt bygningernes runde form og indergangens mangel på vinduer gør det svært at orientere sig i bygningen.
Flere gange i løbet af mit besøg, måtte jeg gå 360 grader rundt i forsøget på at finde et lokale. Der var stærkt lydisoleret, og i indergangene kunne man høre en knappenål falde til jorden. Elevatoren gav en elektrisk cyklisk lyd, som nærmest spejlede sig i den cirkulære gangs stedløse uendelighed.
Inden længe besøgte Mark mig. Han bed mærke i den konstante mistro; ved hvert skilt til et lokale, var der et endnu større mærke, hvor der stod, at vi var under videoovervågning.
Vi var vidt omkring, men endte med at sætte os i Get Social og tage en øl fra barskabet. Den genopfyldtes vistnok af servicepersonalet en gang om ugen, og indeholdt kun øl og drikke fra excentriske bryghuse og producenter. Vi var alene i Get Social den eftermiddag, og brugte tiden på at diskutere rummet og atmosfæren.
Det var indrettet som en stue, med stor tanke på placeringen af hver enkelt genstand. Selv om, at der kun var et fjernsyn eller to til hele kompleksets 500 beboere, virkede det ikke som om, at lokalet blev benyttet særligt meget – eller også blev det gjort grundigt rent meget ofte – for alt stod knivskarpt. Brætspillene var bestemt ikke slidte, og bordfodboldbordet var ganske uden snavs.
Det tavse rum blev brudt af Mark, som kommenterede, at det er som hvis kommunen lavede et forslagspapir på konceptet hygge.
Øllene måtte betales over en app, som jeg ikke kunne få til at virke inden min sidste aften i tårnene. Lidt som vejboder på landet, hvor man selv må vurdere, om man er et godt nok menneske til at lægge en mønt i kassen. Det er et skønt tillidsbaseret koncept, men efter jeg forlod komplekset kom jeg i tanke om, at det mest skiltede budskab i komplekset dog var, at vi var under konstant opsyn.
Da Mark vendte hjem og det nærmede sig aften, begyndte det at strømme ind med skæggede, airpods-ekviperede herrer, som bar store blå kuber på ryggen. En stor del af bygningens beboere får nemlig deres mad gennem Wolt. Det skyldes tilsyneladende ikke, at der kun er 4 køkkenøer til kompleksets 500 beboere – for de var sjældent alle besat – men derimod, at tårnenes beboere ikke har tid til at lave mad.
Ikke desto mindre besøgte jeg én af aftenerne fælleskøkkenet, for at fornemme den lidt kollegieagtige stemning, der af bygningens faciliteter lægges op til.
Den aften sad der fire og spiste i fælleskøkkenet. Halvdelen af de fire køkkenøer var i brug. De er ganske passende døbt efter danske småøer. Agersø, Samsø, Ærø og Venø.
Jeg talte med Daniel og Tomas fra Italien og Spanien, som begge havde boet i tårnene, siden de åbnede for lejere. At bo i tårnene gav stor frihed, og de kunne bruge og indrette deres tid netop som de har lyst.
De havde begge flyttet herop et par år efter endt uddannelse i Sydeuropa, og snakkede om muligheden for at være en nomade i EU; de kunne til enhver tid flytte til en anden europæisk by og have base i et par år der hvorefter de kunne flytte til den næste, og havde også været rundt omkring i Europa indtil nu, men fandt København helt fantastisk, hvorfor de havde boet her i et par år.
Det meste af de lange aftener tilbragte jeg alene i lejligheden på 24. sal, og arbejdede fra min computer, læste og lavede middelmådige måltider over den transportable kogeplade. Ofte føltes det som om, at jeg som fyrmester holdt havet af by under opsyn, helt adskilt fra virvaret nedenfor.
Desuden blev lejlighedens nøgne beton og industrielle overflader i løbet af mit visit nøje gennemgået, og jeg studsede over, at jeg så en lille fugleklat på betonvæggen indenfor. Jeg ræsonnerede mig frem til, at den formodentlig opstod i forbindelse med byggeriet; altså inden at piggene var klæbet på kaktussen.
De morgener, hvor jeg måtte bevæge mig ud ad døren og tage på arbejde, bed jeg mærke i, hvor meget komplekset føltes som en klippeø i et atlantisk uvejr. På gåben føles infrastrukturen samvittighedsløs, med store spærrende hegn og hektisk trafik, uden ly i form af træer eller anden beplantning. Tårnene ligger nemlig lige i smørhullet mellem jernbanen, Dybbølsbro og Ring 2.
Derfor indbød omgivelserne ikke til at man kunne benytte sig af lokalområdets helt exceptionelle muligheder, selvom man nærmest kunne spytte til Kødbyen, Fisketorvet og IKEA. Ja, man blev nærmest tilskyndet til at blive i komplekset. Det havde jo det man skulle bruge i forvejen.
Jeg kunne ikke undgå at føle mig en anelse solitær og ensom i tårnene, på trods af at dets indretning, mange fællesarealer og størrelsen af lejlighederne lå op til et stærkt bofællesskab.
Jeg havde nu alligevel kun boet der i to nætter, men opslagstavlerne og de ofte tomme lokaler gav ikke et indtryk af engagerede og gensidigt forpligtede beboere, men snarere tilværelser adskilt i små rum af tykke betonvægge, med ultimativ frihed til at udlicitere alle kedelige pligter, hvor personlige præg gøres unødvendige af færdigindrettelse, tilrettelæggelse af socialt liv og bofabrikkens monotoni.
Tårnene repræsenterede for mig den modernistiske drøm, hvor hjemmet er en base for en karrierefremmelse frem for en regulær bolig, og hvor livet kan udfolde sig fra en tabula rasa; en ren og blank tavle i postmodernismens uanede muligheder for afkobling fra rodfæstelsen.
Der er begrænset mulighed for at sætte personlige præg, og alt er skåret ind til benet, mens det tilbyder faciliteter som en tjekliste; kontor, træningscenter, festlokale og hjem én, men alligevel uden et jeg, endsige et vi.
At kaktusserne tårner sig med afvisende pigge over resten af landskabet som en ø i et stormfuldt hav, eller, ja, kaktusser i en ørken, adskiller ikke kun beboerne rent fysisk, men også symbolsk fra resten af byens borgere.
Rør mig, og jeg stikker.
Så skal jeg bo her, stemmer det derfor helt overens med et livsmål om, at blive et konkurrencemenneske på Patrick Batemansk’ facon. Nok kan man svinge forbi Værnedamsvej og Kødbyen, når man lyster og ernære sig på det højeste gastronomiske niveau.
Men sjæleføden må man kigge længe efter.
For når arkitektonisk selvoptagethed og overvåget bekvemmelighed, i en karikatur af det moderne ‘gode liv’, defenestrerer arv, miljø, skønhed og pligt fra 24. sal, bliver følelsen af at høre til kasseret.
Ja, jeg savnede havens krokusser og hjemmets skæve gulv, fødder på jorden, genkendelighed, samhørighed, samvær og skønhed. Kaktusserne var for mig et spejl for tidsånden og måske en krystalkugle med en dyster fremtid i syne. Frygteligt var det bestemt ikke, for det var et bekvemt sted, men stedets sociale falskhed brød med mine værdier på en måde, der mindes mig et digt af vores alles Grundtvig:
Folket er endnu forblindet, kender ej sin egen tarv,
har bortsovet oldtids-mindet, skatter ej sin rige arv.
Hvor naturen undertrykkes, der kun falskhed vorder stærk,
evig slet kun derved lykkes, skin og skrømt og skyggeværk!
Da jeg tog interrail-rygsækken på igen og afleverede nøglerne hos den venlige site manager, og lagde et sidste øjekast på tårnene inden jeg tog S-toget mod nord, så jeg også mod det gamle Vesterbro på den anden side af Dybbølsbro, hvor jeg med et længselsfuldt håb ihukom Grundtvigs opråb om oplysning.
Det, også at kunne sætte værdi på alt det, der ikke nødvendigvis har en pris. For uden den, vil vores arkitektur fortsætte derouten i takt med vores åndelige forfald.
Blændværks-timen er dog omme, folk i Nord må vågne brat,
lystes ved at ihukomme dagen før den lange nat.