Designeren Nanna Ditzels (1925-2005) interiør og møbler fremstår stadigt lige spændende i dag som for 60 år siden. Men hvorfor blev de farvestrålende, dynamiske og frie former, som Ditzel skabte i 60’erne og 70’erne ikke mainstream?

Drømmen om et frisat og socialt menneske, som flugtede med 60’ernes modernitet, forblev desværre kun en drøm, fordi der i samme tidsperiode opstod et forbrugersamfund, der satte det ikoniske over det innovative. I takt med at individualismen og statusmarkører blev mere fremtrædende, søgte forbrugerne efter møbler, der signalerede prestige snarere end nytænkning.

Ditzels modulære møbler som både er upyntede og enkle kunne i forbrugersamfundet ikke levere den identitet og det blikfang som forbrugerne efterspurgte. I stedet blev det mere skulpturelle og ikoniske, men stadig konventionelle møbler fra arkitekter som Arne Jacobsen, Poul Kjærholm og Hans Wegner, der løb med sejren.

Samtidig blev arkitektens største mareridt tv’et hvermandseje i 60’erne, hvilket skabte en ny form for rumlig struktur, hvor møblernes placering og form blev dikteret af behovet for at se skærmen, snarere end behovet for samvær og leg.

I dag er der en voksende interesse for Nanna Ditzels visioner. Med fokus på fleksible boformer og en større afstandstagen til skærme er hendes ideer mere relevante end nogensinde. Vi må håbe, at Ditzels vision en dag bliver mere mainstream, for det var virkelig en smuk vision, hvor mennesker på en fri og kropslig manér kunne være sammen med hinanden.

Se udstillingen Sæt kroppen fri om Nanna Ditzel på Dansk Arkitektur Center i BLOX frem til 11. maj.