af Niels Bonde Jensen
På en kort gåtur gennem København åbner et drømmende, mystisk blik på arkitekturen for helt nye forestillinger om, hvordan byen kunne tage sig ud på film.
København har gennem filmhistorien vist mange ansigter. Fra arbejderklassens daglige kampe over middelklassens meningssøgen til overklassens hedonisme. Samtidig fungerer Københavns filmhistorie som et troldspejl over byens virkelige udvikling, hvor f.eks. Vesterbro har gennemgået en komplet forvandling fra nedslidt og kriminaliseret underverden til gennemgentrificeret cafémekka – såvel i virkeligheden som i den filmiske repræsentation af bydelen.
Der er sågar for nyligt blevet udgivet bogen Filmens København om netop disse forskellige filmiske repræsentationer af København og deres relation til byens historie.
Når det er sagt, fornærmer man næppe nogen, hvis man siger, at København stadig er langt fra at opnå samme ikoniske status som f.eks. Paris, New York, London eller LA – eller Seoul, Tokyo, Taipei og Hong Kong for den sags skyld – har gennem deres optræden på film.
I sammenligning er billedet af København til stadighed for ensartet og snævert. Byens og landets størrelse og internationale gennemslagskraft er selvfølgelig ikke uvæsentligt i denne sammenhæng, men som filmisk udfoldelsesrum mangler København stadig at få nedbrudt nogle grænser.
Det er i vid udstrækning de samme grænser, der også hæmmer dansk film som sådan: nemlig et ensidigt fokus på den sociale og psykologiske realisme, hvor filmenes locations (herunder altså byrummet) træder i baggrunden for karakterernes udvikling i en plotdreven fortælling.
Går man bare en kort gåtur gennem byen, får man dog hurtigt øjnene op for mulighederne – for de utallige rum, der kan nedbryde disse grænser og lede an til mere drømmende og mystiske udforskninger af byrummet.
Gennem tre korte scener fra tre steder i Indre By forsøger jeg at opridse en udvidet forståelse af København som filmisk rum, hvor arkitekturen ikke danner kulisse for plottets udfoldelse, men bliver blikkets fikspunkt fra hvilket forestillingerne skyder ud.
Jeg starter i Nyboderkvarteret, hvor facaderne og gaderne smelter sammen. Her ville udspille sig en desorienterende scene, hvor billedets forsvindingspunkt fortsætter og slår knude om sig selv, og hvor hverdagslivets ensartethed ville strækkes udi ekstremerne. Et sci-fi-lignende univers ville optegnes: en by, hvor alt er så ens og normalt, at noget må være galt.
Tænk Truman Show møder The Matrix. En form for hyperrealisme, en illussion, der skal slås sprækker i, så virkelighedens uperfektheder kan sive ind. Men måske også en form for uniformel utopi? Måske kunne mennesker leve i harmoni i sådan en by uden individualismens statusmarkører? Alle i det samme hus med den samme cykel stående ulåst på gaden og den samme cafe liggende på hvert gadehjørne.
Jeg bevæger mig ned i tunellen fra Rigensgade, der udmunder i Kongens Have. Her rumsterer den kollektive underbevidstheds traumer i mørket. En mareridsscene finder sted, hvor klaustrofobien og mørket kvæler lyset. Den oplagte parallel er tunnelscenen i Body Double, hvor Hollywoods monstre rusker i forestillingen om helten, der redder dagen i et solbeskinnet LA.
Hvilke traumer gemmer sig mon i Københavns undergrund? Hvordan ser den moderne velfærdsstats monster ud? Scenen ville låne fra horrorgenrens brug af tætte og mørke rum, der fanger karakteren og seernes blik. Man søger mod lyset i kampen for at overleve.
Jeg undslipper heldigvis mørket og træder ud i Kongens Have. Næste scene udspiller sig ved et lille cafebord foran Herkules Pavillonen, hvor de store græske tragedier lever videre i et skælsættende møde mellem to mennesker. To elskere, givetvis, der står overfor en skillevej. Måske replikkerne skulle synes som i en opera? Måske alle skulle bære toga, men stadig være placeret tydeligt i et nutidens København?
Tankerne falder så forskellige steder hen som på Straub/Huillets History Lessons og Sorrentinos The Great Beauty i sammenvævningen af antikken og det moderne. Danske film beskæftiger sig meget lidt med møderne mellem historisk fortid og nutid, hvilket er en skam i en by som København, hvor så meget er bevaret og så meget er under ombygning. Hvad ville ske, hvis antikken rykkede ind på det moderne Københavns datingscene?
Hvem ved, hvor forestillingerne om denne filmegnede by fører videre hen? Toto, i’ve a feeling we’re not in Copenhagen anymore.