af Clara Tarp Larson
Blomsterblade, der langsomt falder fra træet de sad på, svæver gennem byen og lægger sig i store bunker på fortorve og cykelstier. Dufte, der rammer som en mur, svøber mig pludseligt i tæt luft fra en anden verden og følger mig lidt mens jeg cykler. Farvede, bløde former afbryder mit kig og forer rummet mellem bygninger i den by, der de sidste måneder har været vinterhård, kølig og grå.
Foråret er kommet til byen, sommeren er her nærmest også, og med dem kommer blomstertræernes bløde, duftende og farverige rum.
Jeg kan huske den dag jeg så årets første træ i blomst, og at jeg med et lille sug i maven tænkte nu begynder det. Det var på min cykel på vej fra Amager til Nørrebro, med volden på min højre hånd og Langebro foran mig. Jeg kiggede til højre mens jeg cyklede, for flimmeret af nøgne buske og træer holdt en pause, så jeg kunne se vandet, og midt i det hele stod et lille træ og var uendeligt hvidt af tætte blomster.
Hvidtjørnen var det første jeg så i år, de hvide blomster så hvide, at træet virkede som en samlet masse: uendeligt dyb og helt flad på samme tid, et lille hul ind til en lysende verden. Hvidtjørne minder mig egentlig om snoede stier i højt græs, med de tætte træer skærmende mod omverdenen, stien en hel lille verden i sig selv, men ofte står de ikke sådan i byen.
Ved volden langs Amager Boulevard står de alene med jævne mellemrum; runde, tætte træer på et par meters højde, med deres krone helt ned til jorden, som en stor busk. Dagslyset får dem til at lyse op som store lamper, der gør opmærksom på, at det ikke længere er vinter, og duften breder sig og minder om, at verden kan dufte, at jeg kan dufte til verden og at vinteren bare er en søvn, som vi vågner fra igen.
Hvidtjørn, magnolia, kirsebær og træerne med gule blomster, som jeg ikke ved hvad hedder, var de første jeg så, og snart efter sluttede kastanje, syren og æble sig til. De første blomstertræer sprang ud længe før de grønnes blade voksede frem og i noget tid føltes det som om vinter og sommer boede i samme byrum: nøgne grene ved siden af fulde, farverige trækroner.
Nu har hvidtjørnen fået grønne blade mellem de hvide og står med et nærmest meleret udtryk mere integreret, omgivet af grønt græs, grønne buske og grønne træer. Med hvert nyt blomstrende træ springer ti grønne også ud og et andet afblomstrer igen. Blomstertræerne afløser hinanden i blomstringens faser af små knopper, stærk duft og regn af blade, så byen bliver et farvespil, der hver dag ændrer sig lidt.
Rolig, midt i det hele, står magnoliaen og selvom den ændrer sig som alle de andre, virker den langsom, næsten stillestående, som en skulptur. Jeg kigger op på den, dens nøgne grene breder sig i elegante buer ud fra stammen og holder forsigtigt de store knopper helt lodret.
Snart efter folder blomsterne sig ud, de store, tulipanagtige blade i hvid og lyserød fanger solen og lader sig lyse op som små puder. Jeg ved, at hvis jeg rører blomsterne bliver de brune, så jeg lader være, selvom den tykke, silkeagtige struktur virker meget tiltrækkende.
Der er noget majestætisk over magnoliaen, noget, der gør at jeg ret ubevidst husker hvor i byen jeg er stødt på dem. På hjørnet af KUB Nord står fire, så vidt jeg husker, i Amorparken foran Rigshospitalet også to, i villahaverne omkring Englandsparken står mange og i villahaverne vest for Vester Kirkegård endnu flere. Som når hvidtjørnen i sin blomstringstid lyser vinteren væk som store lamper, står magnoliaen frem og bliver centrum for sit sted, et lille landmark og en identitetsskaber.
Alle blomstertræerne har de kvaliteter i sig i en eller anden grad: I deres blomstringsperiode bliver de opmærksomhedsstjælere, der får mig til at stoppe op på min cykeltur og lige kigge en ekstra gang, får mig til at huske hvor de står og se det sted lidt tydeligere end før, får mig til at vågne, lige kort, fra min hverdag, fordi duften fra træet ruller ind over mig, overraskende og uforudset, og hiver mig ud af mit tempo.
Blomstertræerne minder mig om, med deres cirkularitet, afløsning af hinanden og stjælen af opmærksomhed på skift, at tiden går og at verden forandrer sig i gentagelser, og at det, der føles lineært, måske er cirkulært. Med deres cirkularitet og forandringer, skaber de byrum, der flytter sig en lille smule hele tiden, ændrer rumlig karakter, ikke bare hen over året som alle de andre grønne elementer i byrummet, men over få dage.
Forårets byrum bliver spændende at bevæge sig igennem, fordi det er et rum i konstant sanselig forandring og et sted, der spejler min egen hastighed, stilstand og cirkularitet.
Nu er sommeren lige om hjørnet og selv blåregnen på huset i Elmegade og den på det grønne parkeringshus på hjørnet af Blågårdsgade er sprunget ud, hænger i klaser af klaser i farver af lys blå og lavendel. Solen skinner varmt og skarpt og de farvede blade fra æbletræerne daler langsomt, fordi vinden er svag. Syrenernes duft fylder byen. Om lidt er de alle afblomstret og byen en mørkere grøn, men lidt endnu bor foråret her, i blomsterne, i duften, i farverne og i forandringerne.
