Det er svært ikke at blive lidt trist, når man ser Børsen rejse sig igen. For den ser ud, som om den aldrig har været nede.

De nye mursten er rene, skarpe og uden den mindste antydning af det liv, de skal forestille at have levet. Materialerne skinner, som om bygningen netop er blevet pakket ud. Det er som at tage en 80-årig mand, give ham botox og sætte et sæt nye, hvide plastiktænder i munden på ham. Han ligner måske sig selv. Men noget er gået tabt.

Det samme sker med Børsen. Vi får en bygning, der skal ligne den gamle, men som ikke længere har den gamle bygnings tyngde. Den har ingen patina, ingen spor af tid og ingen fortælling om den brand, der faktisk fandt sted. Den er ny, men prøver at se gammel ud.

Det er en mærkelig form for arkitektonisk nostalgi.

For branden var også en mulighed. Når en bygning forsvinder, opstår det sjældne øjeblik, hvor man kan spørge, hvad der egentlig skal komme bagefter. Skal vi forsøge at skrue tiden tilbage, eller skal vi bruge tabet til at skabe noget, der kun kunne være blevet bygget nu?

Vi valgte det første. Det er måske det mindst interessante valg, man kunne have truffet.

Børsen var ikke oprindeligt tænkt som et monument over sig selv. Den var et stykke moderne infrastruktur, skabt til handel, kapital og et København i vækst. Christian IV byggede ikke for at bevare fortiden, men for at forme sin samtid.

Det er derfor næsten ironisk, at vi i dag hylder hans bygning ved at gøre den til en kopi af sig selv.

Og hvad værre er: Børsen har ikke engang været børs i omkring 50 år. Vi genopfører altså en bygning, hvis oprindelige funktion for længst er forsvundet, samtidig med at vi bruger enorme kræfter på at få den til at se ud, som om tiden aldrig er gået.

Hvorfor ikke lade den nye Børs være ny?

Man kunne have bevaret ruinen og ladet branden blive en del af bygningens historie. Det forkullede træ kunne have stået synligt. Murværket kunne have båret sporene efter katastrofen. Og oven på det kunne man have bygget noget, der fortalte om vores egen tid.

Det behøvede ikke være grimt. Tværtimod.

Forestil dig et nyt spir, der ikke forsøger at efterligne dragespiret, men som gør for vores tid, hvad dragespiret gjorde for Christian IV’s: viser, hvad man kan bygge, når man tør eksperimentere.

Et 3D-printet spir. Et spir af nye biobaserede materialer. Måske endda et organisk materiale dyrket af svampe. Noget dekorativt, ambitiøst og en smule mærkeligt. Det ville i det mindste være ærligt.

Det gamle dragespir kunne få lov at blive det, det nu er: et stykke historie. Bevar det på et museum, restaurér det og lad det fortælle om den bygning, der engang stod der.

For problemet er ikke, at Børsen bliver ny. Problemet er, at den bliver ny på en måde, der forsøger at skjule det.

Resultatet er hverken gammelt eller moderne. Det er arkitektonisk botox. En bygning, der prøver at se yngre ud, end den er, uden nogensinde at blive ung. Børsen fortjener bedre.

Vi har glemt, hvordan man bygger for et helt land. Ikke fordi Danmark ikke bygger. Der bliver bygget som aldrig før. Nye hospitaler, universiteter, kontorbygninger, boligkvarterer og kulturhuse skyder op overalt.

Alligevel er der noget, vi sjældent forsøger os med: at bygge noget, der rækker ud over det rent nødvendige. Det meste skal fungere, være økonomisk forsvarligt og helst ikke vække for meget opmærksomhed. Arkitekturen er blevet en disciplin i at få tingene til at hænge sammen, snarere end en mulighed for at skabe noget, der virkelig betyder noget.

Det er en mærkelig udvikling for et land, der engang brugte arkitekturen til at fortælle, hvad det var.

Kongerne byggede slotte, kirken byggede katedraler, og militæret anlagde fæstninger, hvoraf en blev forvandlet til den smukkeste hippieby. De byggede ikke bare, fordi de manglede et sted at bo eller arbejde, men for at vise, at noget var vigtigt. Det kunne være magt, rigdom, tro, orden eller kultur. Arkitekturen gjorde det abstrakte konkret. Den gav samfundets værdier en fysisk form.

Det er svært at forestille sig, at staten i dag skulle tage initiativ til noget tilsvarende.

Forestil dig eksempelvis et nyt audiensslot. Ikke fordi Danmark mangler et sted, hvor udenlandske statsledere kan modtages, men fordi et land også har brug for steder, hvor det kan se sig selv. Et statsligt hovedværk, der kunne danne ramme om officielle ceremonier og diplomatiske besøg, og som med sin arkitektur turde repræsentere den danske stat. En bygning, der ikke blot løser en praktisk opgave, men også fortæller noget om det samfund, der har opført den.

Eller tænk på et nyt borgerting. Ikke endnu et konferencecenter med mødelokaler og en café i stueetagen, men en bygning indrettet til det offentlige liv. Her kunne borgere, foreninger, organisationer, kunstnere og politikere mødes. Foran bygningen kunne ligge en monumental plads, mens store sale, søjlegange, trapper og gårdrum skabte plads til både det højtidelige og det folkelige. Et sted, hvor man kunne samles om noget, der var større end den enkelte.

Hvorfor skulle staten ikke bygge sådan noget?

Vi har efterhånden vænnet os til at betragte monumentalitet med en vis mistro. Så snart et byggeri er stort, bliver det mistænkt for at være et prestigeprojekt. En dyr facade er udtryk for overforbrug, og udsmykning bliver betragtet som unødvendig pynt. Det er, som om den mest demokratiske løsning altid må være den mindst iøjnefaldende.

Men demokrati behøver ikke at være kedeligt.

Man kunne tværtimod argumentere for, at et demokrati har brug for arkitektur, der kan begejstre. Hvis kongemagten, kirken og aristokratiet ikke længere alene skal sætte præg på vores fælles monumenter, må vi finde andre måder at gøre det på. Det behøver ikke længere være kongen, der bygger slottet. Det kan være staten, og det kan ske på demokratiets præmisser.

Der ligger også noget interessant i selve processen. Et ambitiøst offentligt byggeprogram ville ikke blot handle om at opføre enkelte bygninger, men kunne sætte gang i en langt større bevægelse. Arkitekter, ingeniører, kunstnere og håndværkere fra hele landet kunne samles om fælles opgaver. Nye materialer og byggeteknikker kunne afprøves, og der kunne opstå faglige miljøer, som rakte langt ud over det enkelte projekt. Det ville skabe arbejdspladser og udvikle nye kompetencer, men også noget, der er sværere at sætte tal på: forventningen om, at vi er i gang med at skabe noget betydningsfuldt.

For arkitektur bliver først for alvor interessant, når der er noget på spil.

Det ser man tydeligt i de gamle europæiske byer. Her kan man ofte aflæse samfundets magtforhold i selve byens rum. Man bevæger sig gennem en smal gade, drejer om et hjørne, og pludselig åbner byen sig. En plads, et slot, en kirke eller et rådhus træder frem. Byen fortæller én, hvor man er, og hvad der betyder noget.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at arkitekturen skaber hierarkier. Tværtimod er det en af dens mest interessante egenskaber. Den kan markere, at her foregår noget vigtigt. Her mødes vi, her fejrer vi, her træffer vi beslutninger. Her er der grund til at standse op.

Meget af den nyere byudvikling har mistet den evne. Biblioteket, supermarkedet, banken, boligen og kontoret ender ofte som variationer over den samme byggetekniske løsning. Det hele fungerer, og det er som regel både tilgængeligt og velorganiseret. Men hvor er centrum? Hvor er det sted, man fortæller sine børn om, eller tager sine gæster med hen for at vise dem byen? Hvilken bygning skal man huske, når man tænker tilbage på et nyt kvarter?

Det offentlige Danmark kunne være med til at skabe sådanne steder.

Et oplagt eksempel kunne være Folkemødet på Bornholm. I stedet for hvert år at opbygge en midlertidig by af telte, scener og pavilloner kunne man etablere et permanent demokratisk landskab. Forestil dig en dansk pendant til Parc de la Villette i Paris: et stort, skulpturelt område med pavilloner, sale, scener, pladser og overdækkede rum. Et sted, der resten af året kunne bruges til festivaler, koncerter, undervisning, udstillinger og andre offentlige arrangementer.

Når Folkemødet så rykkede ind, ville det ikke længere blot være et midlertidigt arrangement, der bredte sig mellem teltene. Det ville få en arkitektonisk ramme, som var skabt til formålet, og som samtidig kunne bruges af alle de mennesker, der kom resten af året.

Et sådant sted kunne blive en attraktion i sig selv. Ikke fordi det var udviklet ud fra en markedsanalyse, men fordi nogen havde besluttet, at det var værd at skabe noget smukt.

Det er selvfølgelig ikke nogen garanti for, at store offentlige byggerier bliver gode. De kan blive dyre, selvhøjtidelige og dårligt gennemtænkte. Et monument kan lige så let ende som en hyldest til en embedsmands vision eller en arkitekts ego som et værk, der får betydning for befolkningen. Staten skal derfor ikke bare bygge stort. Den skal stille større krav til arkitekturen.

Hvis vi vil investere i noget, der skal stå i generationer, må vi også turde forlange mere af det, vi bygger.

Ikke endnu en betonkasse med påklistrede mursten. Ikke endnu et neutralt kulturhus med foyer, auditorium og café. Og heller ikke endnu en bygning, hvis største kvalitet er, at den passer ind uden at gøre væsen af sig.

Vi burde udskrive arkitektkonkurrencer, hvor ambitionerne var højere, og hvor flere forskellige traditioner kunne komme til deres ret. Klassicisme, barok, ekspressionisme, modernisme og helt nye arkitektoniske retninger skulle kunne konkurrere på lige vilkår. Arkitekterne skulle have lov til at tegne kupler, søjler, tårne, ornamenter, enorme trapper og mærkelige landskaber, uden at hvert eneste greb først skulle forsvares med en praktisk funktion.

For ikke alt, der er værdifuldt, behøver at have en funktion. Nogle ting skal ganske enkelt være smukke.

Det lyder måske provokerende i et samfund, hvor næsten enhver investering skal kunne forsvares med et regneark. Men netop derfor er tanken værd at tage alvorligt. Vi har brug for arkitektur, der ikke kun gør hverdagen mere effektiv, men også minder os om, at livet består af andet end de opgaver, vi skal have løst.

Et nyt statsligt byggeprogram kunne derfor være langt mere end en række prestigebyggerier. Det kunne blive en anledning til at genopdage arkitekturen som en fælles kunstform. En måde at skabe noget, som ikke kun tilhører dem, der bruger bygningen til daglig, men som hele landet kan have en andel i.

National arkitektur behøver ikke at være nationalistisk. Det handler ikke om at bygge i en bestemt stil eller fremhæve en forestilling om danskhed. Det handler om at skabe noget fælles, som vi kan være stolte af, og som kan stå tilbage, længe efter at de politikere, der besluttede at bygge det, er gået af.

Lad arkitekter fra København, Aarhus, Aalborg og Bornholm byde ind. Lad murere, stenhuggere, tømrere, smede og glaskunstnere fra hele landet være med. Konkurrencerne kan sagtens være internationale, mens byggeriet forankres herhjemme. Projekterne må gerne tage år at realisere. Der er ingen grund til, at alt skal stå færdigt inden næste valg.

Måske skulle vi ligefrem øve os i at glæde os over, at noget tager tid.

Vi mangler ikke nødvendigvis flere kvadratmeter. Vi mangler bygninger, som betyder noget.

Et land fortæller også noget om sig selv gennem det, det vælger at bygge. Hvis vi nøjes med det nødvendige, risikerer vi at fortælle, at det nødvendige er det eneste, der har værdi. At arkitektur først og fremmest handler om at få plads til de funktioner, vi allerede kender, til den lavest mulige pris.

Det tror jeg ikke på.

Jeg vil hellere se et Danmark, der igen tør bygge noget, som er større end det umiddelbare behov. Noget, der ikke kan reduceres til en businesscase, og som måske først for alvor viser sin værdi om halvtreds eller hundrede år. Et nyt sted at mødes, protestere og fejre. Et sted, man tager sine børn med hen, ikke fordi man har et ærinde, men fordi man gerne vil vise dem, hvad mennesker kan skabe sammen.

Et audiensslot. Et borgerting. Et demokratisk landskab.

Ikke fordi vi skal tilbage til kongernes tid, men fordi vi måske har glemt noget, de trods alt forstod: at arkitektur kan være mere end byggeri.

Den kan give et samfund noget at samles om. Og den kan give os modet til at forestille os noget, der endnu ikke findes.

Kolonihaven var engang en måde at få lidt jord på. I dag er den blevet en måde at få lidt mere jord på end alle andre.

I lyset af de forestående crack downs som politikere landet rundt har lovet, er det måske på tide at spørge, hvad vi egentlig skal bruge kolonihaverne til.

Kolonihaven blev skabt som en nyttehave. Den gav byens arbejdere mulighed for at dyrke grøntsager og få adgang til natur, selv om de boede tæt i byen. Det var en ganske enkel idé: Når man ikke havde råd til et hus med have, kunne man få et lille stykke jord uden for lejligheden.

Men byen har ændret sig. Mange af de centrale kolonihaveområder ligger ikke længere i byens udkant. De ligger på jord, som er blevet meget værdifuld, fordi byen er vokset omkring dem.

Samtidig er kolonihaven blevet en mærkelig blanding af fritidshus, haveforening og lukket boligområde. De smalle stier er ofte omgivet af hække, plankeværker og hegn. Man kan ganske vist gå en tur igennem et parcelhuskvarter, selv om man ikke bor der. I mange kolonihaveområder føles det derimod som om, man bevæger sig ind på privat område, selv når stien på papiret er offentlig.

Det er ikke kun et spørgsmål om æstetik. Det handler om, hvem byen er til for.

Kolonihaverne har en tendens til at vende ryggen til byen. De er små enklaver, som først og fremmest eksisterer for dem, der har en kolonihave. For alle andre er de ofte blot et hul i byens struktur.

Det er et mærkeligt paradoks. Vi har brug for mere plads til boliger, fællesskaber og grønne områder, men nogle af de mest centrale arealer i vores byer er optaget af små huse, som kun bruges en del af året.

Derfor bør vi turde forestille os, at kolonihaverne kan få en ny funktion.

I de største byer bør nogle af de centrale kolonihaveområder ganske enkelt rives ned og bygges op på ny. Ikke fordi idéen om kolonihaven er dårlig, men fordi den måske er for god til at blive fastholdt i sin nuværende form.

For det interessante ved kolonihaven er netop ikke huset.

Det interessante er idéen om at kunne skabe noget selv på en lille grund. At bolig og have kan vokse sammen. At man ikke nødvendigvis behøver at købe en færdigproduceret bolig, men kan bygge videre på den over tid.

Forestil dig boligområder, hvor arkitekten ikke afleverer et færdigt produkt, men en ramme. Små boliger, fælles grøntsagshaver og enkle annekser, som beboerne selv kan bygge til. Et sted, hvor boligen kan vokse, ændre sig og få sit eget særpræg.

Det er ikke så langt fra tankerne bag de kendte Elemental-boliger i Chile, hvor beboerne overtager en boligstruktur, der kan udvikles og udvides over tid. Den slags tænkning kunne kombineres med kolonihavens mere primitive forhold til have, byggeri og ejerskab.

Så ville vi ikke afskaffe kolonihaven. Vi ville urbanisere dens bedste idéer.

I mindre byer er situationen en anden. Her er der ikke nødvendigvis nogen grund til at rive kolonihaverne ned. I stedet kunne man gøre dem til helårsbebyggelse.

Kolonihavehuset har nemlig en egenskab, som den almindelige boligbyggeri ofte mangler: det er billigt, simpelt og lidt skævt.

Det er netop derfor, mange mennesker holder af dem.

Der findes en særlig frihed i et hus, der ikke prøver at være perfekt. Et lille rum, et køkken, en terrasse, en have og måske et skur. Det er ikke nødvendigvis den bolig, som arkitektkonkurrencen ville kåre som årets bedste, men det kan være en bolig, man faktisk har lyst til at bo i.

Måske er det derfor også oplagt at bruge kolonihaverne til noget andet end traditionel boligpolitik. De kunne blive steder for billige helårsboliger, midlertidige boliger og boliger for mennesker, som ikke passer ind i det almindelige boligmarked.

For hvorfor skal alle boliger egentlig ligne de boliger, som middelklassen allerede efterspørger?

Kolonihaven repræsenterer en anden boligkultur. En mere primitiv bolig, hvor man accepterer mindre plads, selvbyggeri, ujævne løsninger og en tættere forbindelse mellem hus og jord.

Det er værd at bevare.

Men måske behøver vi ikke bevare selve kolonihaven. Byen skal ikke være et museum for tidligere tiders boligformer. Den skal kunne genbruge de idéer, der stadig fungerer, og give slip på de strukturer, der ikke længere gør.

Kolonihaven har allerede opfundet en del af fremtidens bolig: den lille bolig, den fælles have, selvbyggeriet og muligheden for at skabe noget over tid.

Nu mangler vi bare at tage idéen alvorligt.

Dansk arkitektur befinder sig i et mærkeligt vadested. De store tegnestuer vokser sig større, konkurrencerne bliver færre, og byggeriet gentager de samme velkendte greb. Samtidig er en ny generation af digitale værktøjer ved at ændre selve arkitektens arbejde. Spørgsmålet er, om faget vil bruge udviklingen til at genopfinde sig selv, eller om det vil søge tilflugt i fortidens idealer.

Det er ikke svært at få øje på den danske arkitekturs krise. Mange af de store tegnestuer er blevet opkøbt af ingeniørvirksomheder og indgår nu i mastodonter, hvor arkitekturen skal fungere sammen med en lang række andre hensyn. De åbne arkitektkonkurrencer, hvor nye stemmer kunne udfordre de etablerede, er blevet færre. Og rundt omkring i landet skyder byggerier op, der synes at være variationer over det samme tema: betonelementer, murstensfacader og altaner i størrelser, der skal kompensere for en manglende idé.

Der er naturligvis undtagelser. Træbyggeriet har fået en renæssance, og flere tegnestuer eksperimenterer med nye materialer og konstruktioner. Men det er svært at se en samlet bevægelse, der peger fremad. Vi synes snarere at være fanget mellem en industri, der har fundet en effektiv måde at bygge på, og en arkitektstand, der har svært ved at forestille sig, hvad der kunne komme i stedet.

Måske er det netop derfor, at en lille tegnestue som SAGA er værd at holde øje med. Ikke fordi alle deres projekter nødvendigvis rammer plet, men fordi de insisterer på at undersøge muligheder, som den etablerede branche sjældent giver plads til. Deres 3D-printede byggerier og parametriske mikrosommerhus peger mod en arkitektur, hvor formgivningen ikke længere behøver at tage udgangspunkt i de velkendte byggesystemer. Her er teknologien ikke blot et redskab til at effektivisere en eksisterende praksis, men en mulighed for at stille helt nye spørgsmål til, hvordan vi bygger.

Det er en vigtig forskel. For hvis arkitekturen skal udvikle sig, er det ikke tilstrækkeligt at udskifte beton med træ eller tilføje endnu en facadebeklædning. Vi må også udfordre de metoder, der bestemmer, hvilke former vi overhovedet forestiller os som mulige.

Arkitektskolen ved en skillevej

Det bringer os til arkitektskolerne. For hvordan uddanner man arkitekter til en fremtid, hvor både tegningen, visualiseringen og den tekniske projektering bliver forandret af kunstig intelligens?

Man kunne forestille sig to reaktioner. Den ene er at insistere på de gamle dyder: blyanten, skitsebogen, træmodellen og den langsomme, håndværksmæssige proces. Der er bestemt noget at bevare her. Den håndtegnede skitse kan frembringe tilfældigheder og idéer, som den digitale arbejdsproces har svært ved at efterligne. Men der er en risiko for, at denne insisteren udvikler sig til nostalgi, hvor arkitektskolen dyrker en forestilling om faget, som allerede er ved at forsvinde.

Den anden mulighed er at omfavne de nye værktøjer og undersøge, hvad de kan gøre ved arkitekturen. Ikke ved at lade teknologien bestemme, hvad der skal bygges, men ved at bruge den til at udvide arkitektens forestillingsevne. Parametrisk design og kunstig intelligens kan åbne for former, konstruktioner og rumlige sammenhænge, som det ville være vanskeligt at tegne sig frem til på traditionel vis.

Det afgørende er, at arkitektskolen ikke forveksler sin egen faglige identitet med bestemte arbejdsmetoder. Hvis den vender ryggen til den teknologiske udvikling, risikerer den at blive afkoblet fra en praksis, hvor beslutningerne i stigende grad træffes gennem digitale værktøjer. Så overlader den ikke blot teknologien til andre. Den overlader også indflydelsen på, hvordan teknologien bliver brugt.

Arkitektskolens opgave må være at lære de studerende at stille de rigtige spørgsmål til de nye værktøjer. Hvad er en god form? Hvilke rumlige kvaliteter ønsker vi at skabe? Hvordan kan en bygning give mere, end dens funktion kræver? Det er spørgsmål, som ingen algoritme besvarer på vores vegne. Men det er heller ikke spørgsmål, der nødvendigvis bliver bedre besvaret ved at lade, som om algoritmerne ikke findes.

Når arkitekten bliver overflødig

Den mere ubehagelige mulighed er, at kunstig intelligens ikke blot ændrer arkitektens arbejdsmetoder, men gør dele af arkitektfaget overflødige.

Med værktøjer, der kan generere tegninger, renderinger og tredimensionelle modeller ud fra tekstlige instruktioner, bliver afstanden mellem en bygherres idé og et konkret projekt mindre. Hvor man tidligere havde brug for en arkitekt til at omsætte en forestilling til tegninger, kan bygherren i stigende grad selv generere og afprøve forskellige løsninger. Entreprenøren kan derefter føre projektet videre med hjælp fra automatiserede værktøjer.

Til større og mere komplekse byggerier vil der fortsat være brug for mennesker, som kan koordinere fagligheder, forhandle med bygherren, forstå myndighedskrav og tage ansvar for de mange beslutninger, der ikke kan reduceres til generering af tegninger. Men ved mindre projekter, der har et fastlåst program kan situationen blive en anden. Her er det ikke utænkeligt, at bygherre og entreprenør vil kunne springe arkitekten over.

Det er fristende at afvise denne udvikling med henvisning til arkitektens særlige kreativitet eller menneskelige dømmekraft. Men det er næppe tilstrækkeligt. Hvis en stor del af arkitektens arbejde består i at producere tegninger, visualiseringer og standardiserede løsninger, som en maskine kan frembringe hurtigere og billigere, bliver det nødvendigt at spørge, hvad arkitekten ellers kan tilbyde.

Måske skal vi begynde med at skelne mellem arkitekten som producent af tegninger og arkitekten som skaber af rum.

Arkitekten som dekoratørperformer

Forestil dig en arkitekt, der ikke først og fremmest sidder foran en skærm og producerer et færdigt projekt, men i stedet bevæger sig rundt i en eksisterende bygning. Arkitekten undersøger rummene som en krop sammen med andre kroppe, mærker deres proportioner, taler med menneskene, der bruger dem, og afprøver små indgreb, som kan ændre oplevelsen af stedet.

Det kunne være en ny farvesætning, en skulpturel tilføjelse, et spejl, en lysinstallation eller en midlertidig konstruktion, der pludselig får et overset hjørne til at træde frem. Det kunne også være en mere radikal intervention, hvor et rum får en helt ny karakter uden at blive bygget om fra grunden.

Arkitekten bliver her en slags dekoratørperformer: en person, der arbejder med rummets eksisterende kvaliteter og gennem konkrete, kropslige handlinger fremkalder muligheder, som ikke var synlige på forhånd. Det er ikke dekoration forstået som overfladisk pynt, men som en undersøgelse af, hvordan farver, materialer, lys, former og menneskers bevægelser kan skabe nye betydninger.

Denne rolle adskiller sig fra den traditionelle forestilling om arkitekten, der sidder adskilt og tegner et projekt. I stedet bliver arkitekten en aktiv deltager i det allerede byggede miljø. Arbejdet handler mindre om at tegne endnu en bygning og mere om at forløse det potentiale, der findes i de bygninger, vi allerede har.

Det er næppe en rolle, der kan erstatte hele tegnestuebranchen. Men den kunne blive et vigtigt supplement til den. Mange virksomheder, institutioner og offentlige organisationer kunne have gavn af en fagperson, der ikke blot tænker i kvadratmeter og ombygninger, men i rumlige oplevelser og nye måder at bruge deres omgivelser på og gør det kontinuerligt.

Og måske er der her en pointe, som rækker ud over AI. Arkitekten har aldrig kun været en person, der producerer tegninger. Arkitekten er også en person, der kan se muligheder i det byggede miljø, som andre ikke får øje på.

Fremtiden er ikke en betonkasse

Der er ingen grund til at romantisere teknologien. Kunstig intelligens kan lige så vel producere endeløse variationer over den samme kedelige arkitektur, som den kan åbne for nye formmæssige muligheder. Hvis dens opgave blot er at optimere eksisterende løsninger, vil den sandsynligvis gøre den allerede dominerende arkitektur endnu mere effektiv: flere betonkasser, flere murstensfacader, flere altaner, blot hurtigere og billigere.

Det er derfor ikke teknologien i sig selv, der er interessant. Det er den forestillingsevne, vi bringer til den.

Vi har brug for arkitekter, der både mestrer de traditionelle redskaber og tør bevæge sig ud i det ukendte. Arkitekter, der kan tegne frit med hånden, men også forstå computerens evner. Arkitekter, der kan arbejde med konstruktioner og materialer, men som ikke lader sig begrænse af de løsninger, markedet allerede har godkendt. Og arkitekter, der kan se, at rummets kvaliteter ikke alene opstår gennem nybyggeri, men også simpelthen ved bare at være en engageret krop til stede i et rum.

Den danske arkitektur har brug for flere eksperimenter, flere åbne konkurrencer og flere tegnestuer, der tør fejle. Den har brug for en arkitektskole, der hverken dyrker fortiden som et refugium eller fremtiden som en teknologisk frelseslære.

Frem for alt har den brug for arkitekter, der ikke nøjes med at gentage de former, de allerede kender. For spørgsmålet er ikke, om maskinerne kan tegne. Det kan de allerede. Spørgsmålet er, om vi stadig har noget på hjerte, som er værd at tegne.

Man siger, at man bliver til det, man spiser. Det samme gælder måske også for de rum, man indtager.

Indtagelse bliver til fordøjelse

Et udenfor bliver til et indenfor.

Vi bevæger os hovedsageligt i et plan — her hakker vi os stakatoagtigt igennem vores byer, ligesom vi bebor rektangulære rum.

Det moderne byggede miljø er overvældene ortogonalt. Her dominerer hjørner, kanter, standarder og repetition. Overflader er her ligeså hårde som de er flade. Flade stræder bliver til flade gulve og vertikale vægge. Her bevæger vi os lineært igennem korridorer til foret retvinklede arbejdsstationer.

Ligesom vi former vores miljø, former det naturligvis også os.

Den industrielle samlebånds kultur skabte den moderne by.

ANNONCE

CUBIC TREE TRUNK

Hos Cubic Tree Trunk mener vi, at tiden er inde til at gentænke træets cirkulære geometri. Vi er fortsat overraskede over, hvor længe den har fået lov at stå uimodsagt.

I erkendelsen af, at tilpasningen til vores omgivelser fortsat udgør en væsentlig udfordring, foreslår vi i stedet at tilpasse omgivelserne til os.

I en verden hvor logistik, standardisering og orthogonal geometri i stigende grad fungerer som styrende principper, fremstår den kvadratiske træ stamme som en naturlig og ganske logisk videreudvikling.

Den reducerer spild, forbedrer logistisk effektivitet og skaber et mere gnidningsfrit forhold mellem natur, menneske og den moderne byggesektor.

Visionen er derfor ganske enkel: at tilbyde verden mere af det, den allerede har og tilsyneladende ønsker.

Traditionelt har vi brugt enorme ressourcer på at efterbehandle og korrigere naturens organiske geometrier. For investorer er fordelen åbenlys — Cubic Trunk Trees effektiviserer ikke blot forarbejdning, transport og lagring, men selve produktionen af råmaterialet.

Godt belært af samfunds strukturen generelt, er processen egentlig ganske ligetil: Træet indrammes fra en tidlig alder i en fast, kvadratisk vækststruktur. Dette sikrer en kontrolleret vækst, uden overraskelser. Ambitionen er at understøtte en selvhomogeniserende kultur — hvor behovet for korrektion forsvinder.

Alle træer gennemgår derfor løbende geometrisk kvalitets kontrol.

Vi kalder det logistisk groning

Der kan fortsat forekomme det, vi teknisk set betegner som fillets, altså små rundinger i kanten af træstammens hjørner. Disse betragtes som midlertidige afvigelser, som gradvist mindskes. For at undgå yderligere organiske afvigelser, udsættes træerne for orthogonal kalibrering (oK). Vi bestræber os på at træet opnår så skarpe hjørner som muligt, i forlængelse af den succes, hjørnet allerede har haft i byen og i udformingen af størstedelen af moderne byggeri. Tolerancen for afvigelser er imidlertid < 2mm.

I lyset af at arkitekturen i stigende grad forventes at kunne klappes sammen, flyttes, genbruges og samles på ny, får den ortogonale geometri fornyet relevans.

Flatpack-princippet er ikke længere blot en praktisk løsning, eller en efterfølgende hovedpine. Den er et formgivende ideal.

Gotikken fandt sin æstetik i konstruktionen.

Modernismen i funktionen.

Futurismen i bevægelsen.

Vi finder den i logistikken.

Logistikken er blevet æstetikken — arkitekturens primære formgiver.

Hos Cubic Trunk Trees ser vi det derfor som vores primære opgave aktivt at understøtte denne arkitektoniske og urbane udvikling. Hvor logistikken allerede former bygninger, byer og byggesystemer, ønsker vi blot at udvide dens potentiale til også at omfatte naturen. Bladene bevares som et symbolsk, brandingsmæssigt naturkomponent af hensyn til genkendelighed og offentlig accept, trods den fraværende logistiske funktion.

Vi ser naturen som den sidste uoptimerede del af værdikæden.

Cubic Trunk Tree — En natur man kan regne med.

Den moderne by skabte den moderne krop.

Den moderne krop har desværre allerede ondt i nakke og lemmer som 26-årig —hvilket ofte forstås som en naturlig konsekvens af mangel på yoga, mobilitet og udstræk. Dette behandles idag som et individuelt problem og udliciteres til fysioterapien.

Men måske er dette ikke blot en mangel på yoga, men et planlægningsmæssigt og arkitektonisk efterslæb fra en snart forgangen tid?

Kroppens tilstand er måske i nogen grad et diagnostisk billede på det byggede miljøs status quo. Begge er geometrier i relationel symbiose.

Vi lever ikke blot i byen, i hjemmet, i arkitekturen.
Vi tilpasser os til den.

Et liv blandt hjørner producerer kroppe af hjørner.

Og kroppe af hjørner producerer en psyke af kanter.

Og en psyke af kanter indrammer perceptionen.

Måske er det derfor, vi beskriver mennesker som rigide, skarpe og kantede.

I samlebåndskulturen foregik alting lineært. 

Her kunne vi repetere, optimere og standardisere i en ensartet strøm af identiske dele. Den rette vinkel var derfor ikke nødvendigvis et æstetisk valg.

Den er økonomisk, logistisk og rationel.

En produktionsform blev til et verdensbillede.

Og det verdensbillede blev til de rum, vi bebor.

Et indrammet A4

3D printeren og fleraksede robotter er derimod ikke bundet af den lineære produktionslogik. For dem tager en vinkel og en kurve samme tid at skabe.

Dette vil potentielt på sigt skabe en fundamental forskydning i vores måde at tænke på, da det økonomiske rationale bag den rette vinkel langsom vil opløses.

Dette er ikke et argument for, at alting skal være kurvet.

Kun en erkendelse af, hvor dybt vores arkitektur, perception og krop er formet af industrialismens produktionsformer.

Naturligvis er der en chance for, at jeg bare burde dyrke noget mere yoga, og at følelsen af ubevægelighed i krop intet har med arkitekturen og planlægningen at gøre.

I så fald må I se bort fra denne tekst.

Men måske kunne en gåtur gennem byen en dag føles som en times udstrækning.

Det ville da være skønt.

Postlude

Vi har naturligvis altid forsøgt at blødgøre geometrien. Vi er trods alt naturlige.

De københavnske afskårne hjørner, opstod eftersigende for at brandvogne lettere kunne manøvrere gennem byen. I stedet for at ramme kanten, blødgøre det bevægelsen. Her bliver kanten til en flade og fladen bliver til et rum. Vinduet skaber en simpel diagonal forbindelse både inde og for forbipasserende i byrummet.

Fra afgrænsning til overgang.

Historisk finder vi ligende bevægelser i interiøret. Her finder vi stuk og i nogen tilfælde smukke afrundede kanter og hjørner; i stedet for at de mørke kanter suger energien ud af rummet, skabes en kontinuitet og en simpel gradient hvilket fungerer som små mikroskopiske ergonomier for krop og perception.

The formation of Venice is curious. Originally developed in the 5th century as small, independent islands, each consisting of housing, a square and a church, forming small compact self-sufficient communities. As Venice grew in population and influence strengthened by it’s maritime power, these isolated islands began connecting through bridges. By the middle ages, this transformation formed a cohesive urban fabric of connected yet independent communities.

The functional building blocks of these early islands, creates a rhythm between tension and release. The narrow, winding streets acts as arteries, directing the flow of people. It compresses the horizontal plane and evokes a sense of focus and vibrance — breathing in. Upon reaching the square, the tension finds it’s release —the horizontal plane widens, the space opens up, allowing for rest and to breathe out.

At the widest of spaces, the square, a vertical plane emerges through the church. This spiritual connection creates a space of contemplation, grounding the community both physically and emotionally. The square around the church becomes the city’s social glue — a playground, a meeting point and a gathering space that nurtures human connection.

This dynamic interplay between compression and expansion mirrors cycles of human activity: effort and reward, focus and rest, solitude and social connection. It is a rhythm essential to urban health. In Venice, the frequency in which the city’s spatial fabric oscillates between tension and release, is further increased by the presence of the waterways, being boundaries, punctuating the urban rhythm and heightening a sense of awareness. This both intensifies the vibrancy of the city and offers a point of release. The canals mark a transitional space, introducing moments of pause and reflection, a passage from one urban experience to another.

Tension, in this context, is not a negative force but one that provides vibrancy and vitality to the city. It keeps inhabitants physically active, mentally engaged, and socially connected. The tension and release inherent in Venice’s layout embody a balance, that encourages movement while offering moments for rest and reflection.

As we oscillate between the states of the city, we oscillate between modes of being — being in the city, occupying the city, passing through and pausing within. The city is only as good as its capacity to frame and support diverse modes of being.

Even for the most rigid of urban frameworks, human adaptability finds ways of soften and inhabit space. This is true for most cities. Yet in Venice, perception often reduces the city to a place mainly occupied by tourists.

Beneath the surface, another rhythm persists:

A working man takes a break. A couple of ladies meet in the square. A salesman waits for customers. An ambulance boat floats anonymously through the canals. A woman hangs cloths from a window. A man sits in the cavities of a building.

Each moment activates the stage — the backdrop on which an existential oscillation between labor and rest, waiting and moving, solitude and encounter unfolds.

Every now and then acqua alta resets the stage. The oscillation between street, square, land, water, working and resting is suspended. Definitions flatten. As the tides rises, the ordinary rhythm pauses and the edges of the city — and its modes of being are temporarily redefined. Ambiguity emerges.

As the ground disappears, seperation dissolve.

The city and its inhabitants momentarily engage in unison.

A collective adaptation.

Alene i landskabet.

En bebyggelse, én settlement.

En urban outpost, indsat bag “fjendens” linjer —

i et område med et andet tilhørsforhold, udlagt til anden brug:

Her naturen.

Med denne er intentionen for den næste allerede lagt.

Strategien er velkendt, afprøvet og global.

Fra urbanisme på tværs af alle sfærer.

Tilstedeværelsen af anomalien normaliseres over tid.

Det fremmede bliver genkendeligt.

Og pludselig indtræder en kollektiv accept

af den nye virkelighed.

Det salami-urbanisme i plan.

Bebyggelserne som fedtkerner:

lukkede og langsomt, trinvist ekspanderende.

Facaden smiler grønt.

Og tryllebinder os i ideen om…

— som facader jo nu engang gør.

Her lå en sjælden situation.

Et sted, hvor arkitekturen ikke skulle indpasses i byen —

men kunne opstå af landskabet.

I stedet vidner silhouetten om en arkitektur,

der jo ligeså godt kunne stå alle mulige andre steder.

Måske facaden ændrer på det?

Der kommer jo også blomsterbede, kan man læse sig til,

en naturlig gestus.

De østrigske saddeltage er da ihverfald et nice touch.

Normaliteten er strategien

Arkitekturen, redskabet.

af Mathias Frost Juul

På Jobnet er jeg ledig, og på LinkedIn er mit profilbillede udsmykket med en grøn detalje, hvorpå der står at jeg er #Opentowork. På A-kassen er jeg dagpengemodtager og blandt venner og bekendte; jobsøgende. Med andre ord har jeg vinket farvel til universitetets auditorier og skriver nu ud fra et mellemsted, der ikke er bundet til en adresse.

Til tider kan det virke lidt som om, at mit virke ikke rigtig tilhører noget sted, også selvom jeg har et hjem, mine rutiner og relationer, der trods alt skaber et døgn omkring mig. Men som in-between jobs, tilhørende de jobsøgendes efemeriske rum, så drømmer jeg mest af alt om et fysisk adgangskort eller en nøglebrik, der åbner til et andet rum i hverdagen: arbejdspladsens. Et rum for kontinuitet, vaner, interne jokes og en ramme for dagens gang. Hvad der kan synes som de digitale nomaders mareridt, er mit helt store håb.

For ligesom Dan Turell holder jeg af hverdagen – jovist; jeg elsker også ferierne og helligdagene, men mest af alt holder jeg nu engang af hverdagen, fordi jeg også elsker at få fri. Dét der endelige tryk på krydset i højre hjørne på computerskærmen, eller døren, der klikker, bag én en sidste gang. Den slags hverdagsoplevelser længes jeg efter.

For i en jobsøgende, lediggænger, dagpengemodtagetid drejer det sig om, at jeg selv skal forme de enkelte dage og insistere på en skelnen mellem hverdag og weekend. Jeg står selv for at koble døgnets timer til praksisser og rum, der gør hovedet bevidst om, at en bevægelse igennem dagen har fundet sted. At opsøge rum er derfor en kunnen – at skabe rum er en kunstart.

Der er således mange dybe indåndinger i løbet af en uge. For det findes kun mig selv, der kan hanke op i mig selv. Der er ikke nogen, der venter mig på caféen eller på biblioteket. Nej, jeg er min egen chef, kollega, tillidsrepræsentant, HR-medarbejder og så videre. Motivationen skal komme indefra og fordi, at jeg ved, at det stedsspecifikke fungerer godt for mig, består min uge derfor af en collage af ophold i forskellige rum: på A-kassen, cafébesøg, barselsvisitter, biblioteksophold, forældrelogi og stuen derhjemme i kollektivet – blandt andre rum. Alle steder med min computer under armen, som indeholder midlerne til mit mål; jobsøgningen og adgangen til de forestillinger, der undervejs former sig om forestillede medarbejdere, fællesrum og frokostordninger. Som jobsøgende udfolder jeg hver dag et lille kontorlandskab i omskiftelige omgivelser.

Til omgivelserne hører forskellige atmosfærer.  At sidde på værelset er ikke det samme, som at sidde i kollektivets stue, som at opsøge biblioteket eller én af Lagkagehusets glasvinduespladser. På biblioteket færdes jeg i et folkeligt fordybelsesrum. Et fællesrum, hvor avissiderne vendes i et lille suk, hvor hujende barnestrømpefødder skøjter henover linoleumsgulvet og en tastaturlyd klikker fra fællescomputerne. Her forenes ro og støj under samme tag, og den helt stiltiende fordybelse er at finde i bibliotekets afkroge. På biblioteket blander man sig med borgere og bøger. Man færdes blandt originalerne og i en form for sfære af kommunal omsorg, hvor demokratiske tanker rummer høj som lav. Måske er folkebiblioteket nu engang dén institution man igen tilhører flere års studie på universitetet. Et medlemskab, der for altid eksisterer, omend i dvale, som aktualiseres på ny efter behov.

Caféen tilbyder derimod et andet rum. Et mere performativt et af slagsen, hvor man træder ind, tager del, i en kurateret atmosfære. Der er de stilrene – nærmest sterile – caférum, hvor eksistensen indgår som et nærmest scenografisk element og kaffen; en kvalitetsbevidst rekvisit. Der findes også de mere franchisedominerede caféer, hvor ens tilstedeværelse i højere grad udgør en statistrolle i caférummet, og bidrager til caféens gesamkunstværk bestående af specialfremstillet service, rumskillere, varm belysning, kunstlædersofaer og kaffebønneplakater på væggene.

At tage jobsøgningen med på café emmer af freelance og fleksible arbejdstider. Jeg synes, at det udtrykker noget jetsetter-liv; jeg hører til et sted, er på vej videre, men har en mulighed for at pitstoppe her. Der er noget selvstændighedsagtigt på spil, løsrevet fra tid og sted, og computeren indtager en plads som karrierens Axis Mundi. Når jeg søger jobs fra caférummet føles det lidt mere eksklusivt og effektivt. Måske er det fordi, at jeg har betalt mig for en adgang til rummet. Måske fordi, at drikkevaren fungerer som en slags æggeur for mit ophold.

Byrumsarkitekten, Jan Gehl, mener, at man opholder sig i byrum for at se på mennesker, og blive set, og fordi at det koster noget at sidde på café, vidner det om en indkomst; at man arbejder på noget, for – eller med – nogen. Måske er det dét, der kan ses? På caféen hersker en slags karriere-mystik, modsat ophold på biblioteket, da sidstnævnte i højere grad er et demokratisk, offentligt tilgængeligt fordybelsesrum. Caférummet er derimod en scenografi for performativitet. Igennem glasruderne kigger man ud på byen, og bliver set på; som en statist i fremadskridende hverdagshandling.

Uanset typen af rum er jobsøgningens væsen, at man skal skrive sig ind i rum og forestillede fællesskaber. Man skal undersøge og opsøge informationer, google fotografier eller gå ture i Google Maps for at få en fornemmelse af ens måske kommende arbejdsplads. Det kan føles en prekær situation; at sammensætte sin dag og forme sine tanker i en jobsøgningstid, der i forvejen er så blød, formbar og flydende, at den undervejs kan bringe én i en følelsesmæssig knibe. I det flydende tilbyder arkitekturen en fast ramme, man kan sive ind i; åbningstider og rum for opgaver. Den tilbyder sig som holdepunkt i en fritsvævende tid, og giver én mulighed for at forankre sig på en plads. Men det er en kreativ og krævende opgave at opsøge de faste rammer, for adressen er den eneste konstante i opholdet. Menneskerne, stemningen og atmosfæren udskiftes dag til dag, og dét kollegiale fællesskab, som arbejdspladsen rummer, er kun efermerisk i byrummene.

Det er nok derfor, at folk lejer sig ind i kontorfællesskaber; fordi vi netop har brug for hinanden som faste holdepunkter, og fordi vi har brug for rum at møde op i. Ligesom, at den rumløse, jobsøgende tilstand tilskriver mig en slags flanerende, hjemløs identitet, tror jeg også på, at det faste kontor og jobfunktionen er identitetsformende.

På sin vis mimer den jobsøgende tilstand den digitale nomades. For begge tilstande resonerer med idéer om frihed, fleksibilitet og selvstændigheden i at tilrettelægge dagens gøremål. Men, modsat den digitale nomade, mærker jeg en længsel efter gensynet, der ikke eksisterer i de algoritmedominerede og 101-baserede rum. Selvom computeren ophæver en form for stavnsbånd, skaber friheden en slags psykisk længsel efter de fysiske rammer; den indforståede øjenkontakt ved frokosttid, de trætte mandagsøjne, lyden af at få fri eller den lille lykkefølelse af at have bidraget til og udrettet noget.

Måske ændrer det sig, når der engang dingler et adgangskort fra mit nøglebundt, men indtil da fortsætter min søgen efter at finde et sted, som jeg tilhører og er ventet.

Grafik: Benjamin Saleh-Hoseini Westh

Hele formiddagen skiftede vejret mellem to yderpoler. Tung regn afløste solen, der vendte tilbage og tørrede fortovene knastørre – og så gentog det hele sig igen. Tanken om en udendørs, performativ byvandring virkede håbløs, og håbløsheden blev kun understreget af regnens langtrukne, våde spor på ruden. Men et par timer senere, klokken 16:00, stod vi alligevel – en lille gruppe – omkring en ladcykel; vindblæst og med kolde fingre. Vi var samlet for at deltage i byvandringen MELLEMRUM Amager Vest, som GLiMT AMAGER og Kitt Johnson X-act stod bag i anledning af CPH Stage-festivalen.

Vandringen havde til formål at indtage og opdage stederne mellem rummene på Amager. Vi skulle besøge kendte steder, opleve de ukendte og udfolde de gemte af slagsen. Dette skete via en faciliteret vandring gennem byrummet, der fremstod som en kulisse eller ramme omkring pop-up-performances af cirkuskunstnere, akrobater og hverdagens statister derimellem.

Iført knitrende regntøj gik vi i stilhed fra vores mødested, Islands Brygge Metro St. Vi bevægedes som en lille flok lydløse, rolige demonstranter med et løftet blik ud mod omgivelserne. At indtage det offentlige rum uden at bidrage til hverdagens støj virkede lidt som at performe et statement – for vores stilhed larmede, og vi skilte os ud med vores langsomme tempo og opmærksomhed på byrummet omkring os. Den bevidste og udadrettede opmærksomhed fik omgivelserne til at stå tydeligere frem, og stilheden tildelte byrummets mennesker en slags rolle. Cyklisterne, fodgængerne og dem bag bilruderne fremstod som statister fra hverdagslivet, der i deres passage forbi os gav os en lille flig af deres fortælling.

Vi ankom til Ballonparken. Røde træhuse skød op på hver sin side af en asfaltvej. Rækværker, stokroser og små stakitter indhegnede forhaver, der emmede af hver sin slags idyl. Der var noget svensk skovhytte over omgivelserne – med et lille strejf af Christiania.

Vi blev gelejdet ind i et af husenes baghaver, hvor vi tog plads i forskellige havemøbler. Omkring os stod glimtende genbrugsgenstande, gamle spejle og sjove figurer med patina. Pludselig lød en smuk, tenoragtig sangstemme, og en mand entrerede baghaven. Det var Marek Magieracki, ejeren af huset og haven, som vi sad i. Marek præsenterede sig med mange titler – heriblandt som fakir, gøgler og professionel klunser. Alt, hvad vi så, havde han fundet i storskrald eller krejlet fra den nærliggende genbrugsstation.

Tavse sad vi i en halvcirkel omkring et bart stykke græs, der – i kraft af Mareks tilstedeværelse i midten – transformerede sig til en pavillonoverdækket scene. For øjnene af os knuste han flasker til skarpe glasskår og stod på hovedet direkte i dem. Vi kunne høre skårene skære mod hinanden – og dermed også hans hovedbund – men Marek var upåvirket og introducerede sit næste nummer, og til dét skulle han bruge en lighter. I kun en kort afstand fra sit publikum jonglerede han med levende ild, og vi kunne mærke varmen fra flammerne.

Jeg oplevede, at dét at entrere og opholde sig i en fremmedes baghave udløste en form for ydmyghed, og at en slags yderlighed blev lagt oveni, da man samtidig blev tildelt rollen som publikum på andres hjemmebane. Hvad der først fremstod som en lille og rekreativ oase, tog i stedet form som en platform for risikoernes kunst, og havde jeg oplevet et ubehag ved Mareks performance, ville det have været svært at bevæge mig væk. Rammerne omkring mig var intime, og jeg var jo gæst i en andens hjem. Grænserne mellem privat og offentligt blev kun adskilt af en havelåge i hoftehøjde og udfordret af en gennemstrømmende sfære af ’nogens hjem’.

Efter showet hos Marek blev vi gelejdet videre på ruten. Fra Ballonparkens hovedvej fortsatte vi ind igennem et grønt buskads. Formiddagens omskiftelighed havde opløst jorden til mudder, grenens blade tørrede sig af i vores jakker, og ramsløg udsendte en lugt af gamle hvidløg. Herinde var der grønt, brunt og grenet, og alting syntes uden for rækkevidde. Et eventyrligt skovunivers omfavnede os i den lange slange, vi gik i, men kun kortvarigt, for pludselig stod vi på den anden side, ved Ørestads Boulevard, og kun et stenkast fra DR’s blå kube. Metrolegemets bro slængede sig hen over os. Den skyfrie himmel, metroernes swoosh og arkitekturen, der skød kantet op fra jorden – vi bevægede os nu i en kontekst, der emmede af moderne by.

Vi stoppede ved Grønningen; en stor græsplæne omringet af nybyggeri med skarpe kanter, skinnende flader og rette vinkler. Firkantede former dominerede, og vinduernes glas reflekterede himlen.

Midt på græsplænen, der fremstod som en scene med et græsgrønt væg-til-væg-tæppe, stod tre mennesker i postkasserøde kedeldragter. Det var cirkusartisterne Ana Jordão, Kim-Jomi Alstadsæter og Vincent Kollar. Deres kroppe var som smeltet sammen. De var viklet ind i hinanden, og hoved og arme var svære at føre tilbage til deres respektive kroppe. Fælleskroppen lignede et levende insekt med følehorn og kringlede ben.

Fælleskroppen transformerede sig, og på organisk vis gled de enkelte kroppe ind og ud, op og ned af hinanden. Transformationen var båret af en styrke og et tydeligt åndedræt, der lå under alle bevægelserne. Vi fulgte bevægelserne, stimlede os sammen og gjorde plads, som de bevægende sig omkring os. Når tempoet steg, steg kompleksiteten af bevægelserne ligeså.

Vi endte med at stå i en samlet klump med knejsede nakker og fulde af beundring over de tre kroppe, der pludselig stod i forlængelse af hinanden og på hinandens skuldre. De lignede en totempæl af menneske, styrke og følsomhed, og jeg blev rørt, fordi tilstedeværelsen af dem – og dén risiko, deres talent også indlejrede – fungerede i en stærk kontrast til alt det nyopførte, stillestående og kantede byggeri. Således forstyrrede menneskekroppen en ellers stram arkitektur, på samme måde som kroppe kan overtage magten i bybilledet ved politiske demonstrationer, danse-events eller andre lignende former for parader. De tre akrobater bidrog således også med en erfaring i, hvordan byrum kunne omforme sig via en kropslig tilstedeværelse.

Lige så organisk som performancen var startet, lige så organisk gik den i opløsning. De tre cirkusartister forlod græsplænescenen, der pludselig fremstod tom, men alligevel fuld af nye betydninger.

Vi bevægede os herefter mod KUA’s cykelparkering og samledes nede foran en indgang til en af cykelkældrene. En kvinde kravlede langs gelænderet på en af cirkelåbningerne. Det var akrobat Kajsa Bohlin. Hendes fingre greb dyreagtigt omkring gelænderets tremmer, imens hun skubbede fra med fødderne. Så fandt hun en stor jernring frem – en slags overdimensioneret hulahopring – og begyndte at vække den til live. Som hun satte den i omdrejninger, løb hun legesygt omkring den, imens den cirkulerede rundt på toppen af cykelparkeringen. Hun sendte jernringen afsted, satte i løb efter den og undersøgte, hvordan bakke og dal bidrog til bevægelsernes muligheder. Jernringen legede med kuplernes bølger, og de bløde og organiske kvaliteter blev fremhævet iblandt KUA’s byggeri.

Kajsa trådte undervejs ind i jernringen og spændte sig ud i den med arme og ben. Op blev vendt til ned, og højre blev til venstre i et spektrum af bløde og bølgende bevægelser. Det lignede, at hun var en del af et atom eller en cellekerne. Hendes performance understregede, hvordan leg kunne virke som byens modbillede, idet legens bevægelser brød med byens ellers planlagte funktionalitet. Men omvendt inviterede cykelparkeringens bølgende landskab til en anderledes form for færden og ophold. Områdets former fremstod nærmest som bløde dele på en krop eller som et landskab, der trak vejret i en vekslen mellem indåndingens bakketop og udåndingens bakkedal.

Performancen fremhævede en række kvaliteter ved dette bløde landskabs placering. For området muliggjorde erfaringer med bakkens følelse i benene, armenes afbalancerende hjælp – og det inviterede til måder at slænge sig på, der måske ikke blev betragtet som velkomne i et undervisningslokale. Altså muliggjorde området en aktivering af kroppen, til forskel fra universitetets, KUA’s, aktivering af hovedet.

Kajsa markerede performancevandringens sidste stop, hvorefter vi afrundede inde i en af KUA’s bygninger. Vi fik en hjemmelavet snaps og en bid med ramsløgspesto fra Amagers natur. Imens jeg gumlede, tænkte jeg på, hvordan jeg havde vidnet noget helt særligt; at performancevandringen virkelig var lykkedes med at tage byrummene til sig og præsentere dem på ny. Ballonparken, Grønningen og KUA – alle stisystemerne herimellem – havde fungeret som en scenografi for kunstformer og hverdagshændelser. At bevæge sig stille, langsomt og bevidst muliggjorde en tålmodighed med – og detaljerigdom i – omgivelserne. Krop og arkitektur gik i dialog på forskellig vis og inddrog, indtog eller skabte et rum omkring sig – eller for hinanden.

MELLEMRUM Amager Vest af GLiMT AMAGER beviste således, hvordan der skete noget, når kunsten intervenerede byens rytme, og omvendt; når byrummet rammesatte sig som et sted for kunstens rytme. Vandringen viste, at kunsten brød med et tempo og et udtryk, når den bevægede sig ind i byens rytme. Den tog opmærksomhed og bidrog med et lille refleksionsøjeblik i en ellers målrettet færden mellem A og B. Kunsten virkede således bevidstgørende og kunne både intervenere som et forsinkende irritationselement såvel som et fascinerende indslag i en hverdag. Vandringen viste også, at byens rytme kunne rammesætte en skrøbelighed eller fremhæve nogle kvaliteter i – og ved – kunsten. Kunst i byens rytme mindede os om en form for selvforglemmelse i rutinerne eller en manglende omsorg for dét nærvær, der også kunne etableres til – og med – dagligdagens omgivelser.

Besøg glimtamager her

In 2017, we travelled to Lagos — a team of five architects and three artists — led by Baerbel Müller from [Foreign Affairs] at Die Angewandte. Paired with three Nigerian artists, we shared the aim of investigating the old railway compound in Ebute Metta, Lagos, Nigeria — a process that culminated in a collaborative group exhibition, later recognised as the first pre-biennale of Lagos.

Along the way, we engaged in conversation with curators, activists, historians, and urban thinkers.

The following three texts — Sound as a Space-Creating Tool, Railway Mosque and This House Is Not for Sale — emerged from that encounter. Together with photographic documentation, they unfold different aspects of the site: between formal absence and informal agency, between sound, space and city — between sacred, personal, and public ground.

Sound as space creating tool

Polyrhythm in West African music is an organising principle — a layering of independent rhythms without a fixed beginning, middle or end.

It forms a continuous, evolving space.

Having inspired music globally — from Fela Kuti and Afrobeat to Jazz, Funk and hiphop — its significance reaches far beyond sound. It builds on a social and existential core. Polyrhythm is the backbone of a worldview in which the co-existence of difference is a generative force — a system where independent rhythms challenge, respond to and transform one another.

Incomplete on their own, each rhythm leaves intentional gaps — open to be answered by the other. Rather than seeking resolution through sameness, the rhythms weave into a complimentary whole.

The music becomes a spiritual and social act, as distinct rhythms each with its own pattern, speeds and mode of existence — interlock temporarily to form an asynchronous field of relations.

Sanford Kwinter — philosopher and professor at Die Angewandte, Harvard and Pratt writes in “Beat Science”(2009) on the “interlock effect”: disparate series of elements find moments of coupling while demonstrating a willingness to part.

He describes rhythms that temporarily engage in a continuous composition — one that never freezes. A dynamic shaped by a readiness to couple, an acceptance to part, and a shared awareness of the whole.

Here, harmony is not a fixed ideal, but an evolving negotiation — uncontained and free.

Polyrhythm — and the interconnectedness of the interlock effect — offers a way to understand howthe seemingly independent layers of the city — people, movements, sounds, desires — continuously meet, negotiate, diverge, and recompose.

In the absence of a formal social system,

survival becomes an individual responsibility.

In this void, faced with immediacy, a different structure emerges: Polyrhythms and the interlock effect become reflections of a fluid foundation — a continuously evolving social structure. Not enforced from above, but composed through relational necessity. The individual exists through the presence of the other, relying on the fleeting yet vital connection.

This reflects a deeper African philosophy — Ubuntu: I am because we are.

It speaks to a general trust in life — in the unknown. Safety here does not lie in sealed and resolved systems, fragile in the face of change, but in a resilient nature where survival, risk and change are integrated parts of life.

Through this, a vibrant force emerges:

In order to survive

you need to sell

In order to sell

you need to create a personal space ( to be noticed )

In order to create a personal space

Sound becomes the tool ( to represent whatever you are selling )

Sound becomes a space-creating tool

The carpenter, the hairdresser, the car mechanic — each has a sound.

It is in the public arena that the means for survival are pursued — transforming what we perceive to be public space into a field of shifting micro territories, each essentially becoming private. Through momentary appropriations; an urban wall becomes the backdrop of a barber shop, a corner becomes the neighbourhood bike repair. The city morphs.

These temporary appropriations form individual rhythms — independent layers within the larger urban composition. The interlock effect becomes a choreography of proximity and parting — a city where disparate elements momentarily align, not through imposed structure, but through the shared necessity of survival.

This dynamic turns Lagos into a zone of continual negotiation.

The european city, on the other hand absorbs much of the interpersonal and spatial friction through regulation — at times at the risk of stiffening the joints and sedating the mind, as the system anticipates your steps and directs your movement.

In Lagos, it is the people who absorb the city. Moving with rhythm and improvisation, a kind of softness emerges — like baby bones, able to take in the sudden edges of the environment. Awareness becomes instinct, a necessity for navigating changing conditions.

The body becomes the main actor.

Here, the relationship between city and inhabitant has been reversed; it is no longer the city that sets the boundaries and directs the sound, but the people who are forced to do so — continually re-negotiating their own boundaries.

The city has become light — almost invisible — as it ceases to direct.

Its boundaries loosen — as its frayed edges leave intentional gaps, creating a sense of openness that amplifies its vitality. The organisation of the city morphs — iteratively redefined, not by design, but by the desires of its people.

The city is under siege — by its own inhabitants.

__________________________________________________________________________

Note: This text is not a glorification. Lagos is a tough city where many are left behind. Yet it remains a ground for curious investigation — a place of immense vibrance, one we can learn from.

__________________________________________________________________________

Railway Mosque

A small patch of land.

Deep within a city of 20 million people,

the world’s largest agglomeration of Christians and Muslims living side by side,

further layered with 500 distinct languages and 350 ethnic groups, including Yoruba, Igbo and Housa…

Behind a three-metre-high wall,

the railway compound still stands today.

Established by the British in the last century.

Today, a place of relief for the surrounding neighbourhood,

perhaps the only semi-public space in Lagos.

Lush vegetation flourishes here.

Protected.

A sacred pocket.

A spatial gesture.

Stepping through the small fence,

onto the plateau, signifies a transition.

Leaving the profane behind,

another set of rules applies.

Here, railway workers can pray in peace.

This house is not for sale

This House is Not for Sale explores transformation and the lingering value of the unresolved. Once a clearly defined functional structure — a space for train maintenance — the building gradually lost its purpose over time and began to dissolve into something else. It became a place of relief.

Functionally liberated and shielded by a kind of “privacy”, the building now serves as a rare semi-public space in the neighbourhood of Ebuta Metta, Lagos, Nigeria.

         As the spatial and functional rhythms once moved in sync,

         their alignment gave the space clarity and direction.

         Perception was a given.

         As the function dissolved,

         a rhythm began to loosen, to drift off.

         A rhythmic divergence

         is a gift.

         The spatial direction remained — now omnipresent.

         Liberated in perception,

         it offers no answers, making no demands.

         Its nothingness became its charge —

         an architectural gesture.

Hanging out with the guys at the shed, it became clear that the project revolved around recognising what was already there. Photography and text became a subtle way of nourishing the perception of the space and its inhabitants.

The building became its own exhibition: Five photos and two texts were printed on aluminum and scattered around the space, freestanding. The exhibition dissolved during the night — dispersed into the homes of the guys themselves — becoming a continuous subtle reminder.

An architectural gesture — a container of of public being — marking a transformation from what to how, from noun to verb. The space shifts from a fixed identity to one of relation, an architecture distilled to its mere physical presence — a structure — serving as a juxtaposition of uses, perceptions and presences. It stands as a resilient spatial anchor, providing a sense of relation both for its users and its neighbourhood.

We live in a time where we seem dependent on answers. The beauty of this space lies in its absence of neither providing nor demanding answers.

Note: The phrase “This house is not for sale” is painted on countless buildings across Lagos as a protective claim. It is a way for people to resist both state and private appropriation.