Handicaporganisationernes Hus – Verdens mest tilgængelige kontorhus ligger i Taastrup
Aleksandra Mostovaja
I jagten på det perfekte har arkitekturen længe været fanget i en verden af idealbilleder. Fra den gyldne ratio til Le Corbusiers stringent standardiserede proportioner har vi været besatte af perfektionisme. Men i vores søgen efter det ideelle har vi overset den virkelige verden og de mennesker, der bebor den.”.
Arkitektur er bundet sammen med en forståelse af nogle normer, som kan være forældet. En af dem er det ideale menneske. Når Le Corbusier brugte hans Modulor skala til at standardisere proportioner, havde det en effekt på hvem der kunne bruge byens rum og hvem var repræsenteret i arkitekturens verden. Hans billede fremstillede kun den normative, maskuline og ”sunde” krop. Mennesket der lå uden for denne standard, var usynliggjort.
Men hvad med den form for arkitektur som ikke kun har fokus på det fysiske og æstetiske, men også på det nære, det dynamiske og sanselige? Et begreb der kunne passe ind i denne tankegang, er universalt design.
Universelt design er en bevægelse væk fra modernistisk arkitektur og dens drømme om et ideelt menneske. Det er en læreproces om, hvordan man designer rum på en mere dynamisk, sanselig og bæredygtig måde.
Ifølge begrebet kan man ikke længere først tegne rum til kulturelt dominerende grupper og så bagefter tilpasse disse rum til mennesker med andre behov. Universelt design handler om rumlig retfærdighed – ikke om inklusion.
Inklusion antyder, at der er en in-gruppeog en out-gruppe. Med andre ord at nogle befinder sig indenfor standarden og andre udenfor. I stedet bør man ifølge professor i engelsk Rosemarie Garland-Thomson se på rumlig retfærdighed ved brug af konceptet mis-fitting og fitting enviroments (tilpassede og ikke-tilpassede miljøer), som handler om, hvorvidt et rumligt miljø skabes til at være brugbart for nogle mennesker og ikke andre.
Ifølge Gibsons banebrydende bog, The Senses Considered as Perceptual Systems (1966), skal vi også udvide vores forståelse af, hvad miljøet tilbyder “tilbage til” individet. Som arkitekter, kan det være væsentligt at uddybe denne forståelse, så det materielle rum kan blive mere relationelt.
Ved arrangementet “En Plads for Alle – et mere inkluderende København” den 16. september blev vi introduceret til “En Plads til Alle” – en bænk skabt af mere end 20 individer, herunder tømrere, arkitektstuderende, møbeldesignere og repræsentanter fra SUMH (Sammenslutningen af Unge Med Handicap).
“En Plads til Alle” er et perfekt eksempel på, hvad universelt design kan opnå. Skabt af en mangfoldig gruppe individer er denne bænk mere end blot et stykke møbel. Den symboliserer åbenhed, inklusion og frihed. Den er et levende bevis på, at når vi bryder fri af idealbillederne, kan vi skabe noget, der virkelig er for alle.
Ved at anvende koncepterne fra universelt design indser vi, at demokrati er en samtale, som vi som arkitekter for længst skulle have været en del af. Derfor er det essentielt, at vi forstår betydningen af universelt design og lignende begreber.
Når normen ikke er idealitet, men diversitet, ændres hele vores forståelse af, hvem vi bygger til og hvordan. Rumlig retfærdighed og solidaritet er ikke længere blot “tilføjelser” eller en samling af regler; de bliver essentielle dele af processen.
Det er på tide at vælge mangfoldighed over perfektionisme, inklusion over eksklusion og virkelighed over idealer. Lad os sammen tage det første skridt mod en mere mangfoldig arkitektur. Som arkitekter må vi begynde med at spørge os selv: “Er jeg en del af kampen mod den ideelle arkitektur?”