af Karl Emil Koch
Kolonihaven var engang en måde at få lidt jord på. I dag er den blevet en måde at få lidt mere jord på end alle andre.
I lyset af de forestående crack downs som politikere landet rundt har lovet, er det måske på tide at spørge, hvad vi egentlig skal bruge kolonihaverne til.
Kolonihaven blev skabt som en nyttehave. Den gav byens arbejdere mulighed for at dyrke grøntsager og få adgang til natur, selv om de boede tæt i byen. Det var en ganske enkel idé: Når man ikke havde råd til et hus med have, kunne man få et lille stykke jord uden for lejligheden.
Men byen har ændret sig. Mange af de centrale kolonihaveområder ligger ikke længere i byens udkant. De ligger på jord, som er blevet meget værdifuld, fordi byen er vokset omkring dem.
Samtidig er kolonihaven blevet en mærkelig blanding af fritidshus, haveforening og lukket boligområde. De smalle stier er ofte omgivet af hække, plankeværker og hegn. Man kan ganske vist gå en tur igennem et parcelhuskvarter, selv om man ikke bor der. I mange kolonihaveområder føles det derimod som om, man bevæger sig ind på privat område, selv når stien på papiret er offentlig.
Det er ikke kun et spørgsmål om æstetik. Det handler om, hvem byen er til for.
Kolonihaverne har en tendens til at vende ryggen til byen. De er små enklaver, som først og fremmest eksisterer for dem, der har en kolonihave. For alle andre er de ofte blot et hul i byens struktur.
Det er et mærkeligt paradoks. Vi har brug for mere plads til boliger, fællesskaber og grønne områder, men nogle af de mest centrale arealer i vores byer er optaget af små huse, som kun bruges en del af året.
Derfor bør vi turde forestille os, at kolonihaverne kan få en ny funktion.
I de største byer bør nogle af de centrale kolonihaveområder ganske enkelt rives ned og bygges op på ny. Ikke fordi idéen om kolonihaven er dårlig, men fordi den måske er for god til at blive fastholdt i sin nuværende form.
For det interessante ved kolonihaven er netop ikke huset.
Det interessante er idéen om at kunne skabe noget selv på en lille grund. At bolig og have kan vokse sammen. At man ikke nødvendigvis behøver at købe en færdigproduceret bolig, men kan bygge videre på den over tid.
Den idé kunne vi tage med ind i byen.
Forestil dig boligområder, hvor arkitekten ikke afleverer et færdigt produkt, men en ramme. Små boliger, fælles grøntsagshaver og enkle annekser, som beboerne selv kan bygge til. Et sted, hvor boligen kan vokse, ændre sig og få sit eget særpræg.
Det er ikke så langt fra tankerne bag de kendte Elemental-boliger i Chile, hvor beboerne overtager en boligstruktur, der kan udvikles og udvides over tid. Den slags tænkning kunne kombineres med kolonihavens mere primitive forhold til have, byggeri og ejerskab.
Så ville vi ikke afskaffe kolonihaven. Vi ville urbanisere dens bedste idéer.
I mindre byer er situationen en anden. Her er der ikke nødvendigvis nogen grund til at rive kolonihaverne ned. I stedet kunne man gøre dem til helårsbebyggelse.
Kolonihavehuset har nemlig en egenskab, som den almindelige boligbyggeri ofte mangler: det er billigt, simpelt og lidt skævt.
Det er netop derfor, mange mennesker holder af dem.
Der findes en særlig frihed i et hus, der ikke prøver at være perfekt. Et lille rum, et køkken, en terrasse, en have og måske et skur. Det er ikke nødvendigvis den bolig, som arkitektkonkurrencen ville kåre som årets bedste, men det kan være en bolig, man faktisk har lyst til at bo i.
Måske er det derfor også oplagt at bruge kolonihaverne til noget andet end traditionel boligpolitik. De kunne blive steder for billige helårsboliger, midlertidige boliger og boliger for mennesker, som ikke passer ind i det almindelige boligmarked.
For hvorfor skal alle boliger egentlig ligne de boliger, som middelklassen allerede efterspørger?
Kolonihaven repræsenterer en anden boligkultur. En mere primitiv bolig, hvor man accepterer mindre plads, selvbyggeri, ujævne løsninger og en tættere forbindelse mellem hus og jord.
Det er værd at bevare.
Men måske behøver vi ikke bevare selve kolonihaven.
Byen skal ikke være et museum for tidligere tiders boligformer. Den skal kunne genbruge de idéer, der stadig fungerer, og give slip på de strukturer, der ikke længere gør.
Kolonihaven har allerede opfundet en del af fremtidens bolig: den lille bolig, den fælles have, selvbyggeriet og muligheden for at skabe noget over tid.
Nu mangler vi bare at tage idéen alvorligt.