Jeg bor for tiden i New York. Det er en herlig by at gå på opdagelse i. Byen rummer bygningsværker af utallige prominente verdensnavne fra nuværende og sidste århundrede. Det gør, at byen udtrykker lige netop det, som den er – en smeltedigel af forskelligheder. Der er dog et problem med New York, som gør den tarvelig og intetsigende og det er manglen på hierarki og arkitektonisk luksus. Selvom New York er den by i verden med flest milliardærer, skulle man ikke tro det. Husenes facader er ofte anonyme og kedelige, og det velkendte grid af blocks efterlader ingen forskel i byens rum. Når hierarkiet kun går vertikalt – fra det beskidte fortov op til penthouse – er der ingen måde for folk at få glæde af den enorme rigdom der eksisterer i byen.
En by bør give sig til kende og vise hvem der bebor den. Det betyder at de rige og magtfulde skal tage det på sig at bygge opulent og pompøst for at vise deres position i samfundet. Byen, dens rum og arkitektur er en vigtig brik i forståelsen af vores fælles samfund. Igen og igen bliver der rapporteret om stigende ulighed både i Danmark og i udlandet, men vi ser den ikke udfolde sig i arkitekturen og derfor er den også svær at forholde sig til. Det går ikke, at de mest magtfulde mennesker gemmer sig væk fra pøbelen af skam eller for sikkerhed. Vi vil se bladguld, springvand og overdådige haver. Bydele bør være hierarkisk opbygget med et eller flere centre, så man kan orientere sig og dermed knytte sine tanker og følelser til forskellige rum. Det er det samme princip memoreringsteknikker bygger på. Vha. rumlig memorering, hvor tanker bliver lagt i særlige rumstrukturer, er det meget lettere at huske eller lokalisere en tanke. I New York, der er uden hierarki, er tavlen for evigt vasket ren og det er derfor svært at huske sine tanker; man farer som oftest rundt som en maskine med amnesia.
Hvem elsker ikke måden hvorpå pladser i Europæiske storbyer åbenbarer sig for enden af snoede smalle gader? Det savner jeg, når jeg går ned af de endeløse lige gader i New York, imens jeg tænker over hvor jeg skal gå hen. Pladserne, som man kender dem fra Europa, er ofte skabt af forskellige magter: militæret, kongehuset eller gejstligheden. Da disse magter er blevet mindre, er det kun rimeligt, at det øverste borgerskab overtager rollen, som dem der skaber den smukke og overdådige by.
Vi har alle glæde af den ekstreme rigdom, der kan opleves på Amalienborg Slotsplads. Slotspladsen giver ovenikøbet mulighed for at demonstrere imod den magt som den udstråler. Kongens Nytorv er ligeledes en prægtig plads skabt som centrum for rige virksomheder og vigtige kulturinstitutioner. Modsat forholder det sig i Københavns nyeste kvarterer såsom Ørestaden, Havnestaden og Nordhavn. Her er ingen spor af hierarki eller pragt. Selvom de er velhaverkvarterer, bliver ens øjne mødt af kommunesmurte leverpostejmadder på rad og række. De er ikke til glæde for den brede offentlighed, og er dermed mere vindblæst end besøgt. Hierarkiet går som i New York kun vertikalt, og i gadeplan mærker man intet til bydelenes store velstand.
Arkitektstanden bør gøre sig selv bevidst, at den altid har og altid vil være en tjener for de rige og de magtfulde. Mange arkitekter prøver fejlagtigt at trække sig selv ned på et folkeligt plan for at lade som om, at man bygger til underklassen. Det er ligegyldigt hvad det koster, så længe det ser billigt ud, synes desværre at være beskrivende for mange arkitekters arbejde.
Synlige hierarkier er en måde at udtrykke, at noget er vigtigere end noget andet. At noget er smukkest og bedst. Arkitekter har fået jobbet med at udvælge og artikulere det vigtige og smukke. Det er en gave, som skal omfavnes. Ikke kun for de riges skyld, men for hele befolkningens.