Vi kender alle følelsen af at kigge forvirret ind i klædeskabet få timer før en vigtig begivenhed. Vi skal nemlig vælge en persona, der skal repræsentere, hvem vi er og hvad vi vil.
Dette valg afvejes med den kontekst man skal handle i, så interaktioner med ens medmennesker bliver bedre og nyttigere. Dette betyder imidlertid ikke, at det er bedst at klæde sig i smoking i stedet for lædervest når man er til bryllup. Hvis alle er klædt i ens smoking, bliver det svært at finde relevante samtalepartnere.
Nysgerrige spørgsmål såsom: “Hvem er han? Hvad laver hun?” vil blive druknet af kedelig monotoni og man ender med at sidde tilbage i akavet stilhed.
Vi har brug for det lag af tegn, som vores beklædning giver os. Det er tegn, som orienterer os i verden og indrammer vores interaktion med vores medmennesker. Dette er vigtigheden af stil.
En stil er en samling af tegn, som kommunikerer et sæt af værdier og interesser. At nedgøre eller afvise vigtigheden af stil, er at se bort fra den rigdom af mening og skønhed, som den har bragt menneskeheden.
Stil bør altid indeholde en vis mængde originalitet, der giver den liv og karakter. Når man vender hovedet efter en person med fed stil, så er det pga. personens unikke valg af forskellige beklædningsgenstande. Dette valg artikulerer en bestemt position i verden, og indgår i den helhed som er vores fælles kultur. Uden stil glemmer vi, hvem vi selv er og ligeså gør resten af omverdenen.
Der hersker desværre et vis forbehold imod stil indenfor arkitektur, som rækker helt tilbage til Adolf Loos’ kioskbasker Ornament og forbrydelse. Loos ønskede at beskytte det moderne menneske gennem et stilløst udtryk uden ornamenter og dekoration.
I nutiden er Bjarke Ingels kendt for at sprede mantraet om, at stil er en spændetrøje, der mindsker arkitektens frihed og at hans tegnestue ingen stil har.
Samtidig har flere arkitekter i dag et stort fokus på politisk arkitektur, bedst eksemplificeret ved Det Kongelige Akademis omfavning af FNs Verdensmål.
Der er intet galt i, at arkitektur engagerer sig i andre felter såsom politik og økonomi, men arkitektur bør først og fremmest have en stil som møjsommeligt opbygges gennem æstetisk komposition.
Arkitektur er i fare for at blive instrumentaliseret og kun at være et middel til at opnå politiske mål, der kan pudse vores humanistiske glorie.
Uden en aktiv stil mangler vores kultur en stemme til at artikulere vores værdier og organisering. Stil minder os om, at der er ting i livet, som er vigtigere end praktiske nødvendigheder. Vi har brug for det ubrugelige, der gennem skønhed repræsenterer kulturelle eller spirituelle værdier.
Som til festen hvor alle har ens og kedeligt tøj på, er en by med stilløse bygninger umulig at forstå og orientere sig i. Mennesket har ikke kun brug for et lag af klimaskærme til at beskytte sig mod regn og kulde. Vi har i ligeså høj grad brug for et lag af tegn, der gør at vi føler os hjemme og forstår det sted vi bebor.
Hvad er så kriteriet for stil? En regel kunne være: Jo lettere en bygning har ved at erstatte alle andre bygninger i samme typologi og samtidig efterlade en dejlig og smuk verden, desto mere har bygningen stil. Dette gælder fx. de historicistiske huse i København, som er højt elsket. Her gør det ikke noget, at det samme hus med de samme typer af ornamenter er blevet kopieret igen og igen med en systematisk variation. Det samme kan ikke siges om de kønsløse huse i Nordhavn. Det ville være meget trist og kedeligt, hvis et af disse huse blev kopieret ud over hele København.
“Jo mere primitiv en befolkning er, desto mere er den rig på ornamenter og dekorationer.” sagde Adolf Loos. Jeg vil vende den om og sige, at en befolkning, som lever uden ornamenter og dekorationer, er fattig på det, som gør livet smukt, nemlig de tegn som viser vores traditioner, historier og værdier.