af Kristian Paris
Hölderlin sagde engang, at ”på lidelsens grænse består kun rummet og tidens betingelser”, som ganske rammende kan bruges til at beskrive dette års festival i Valby Parken, Syd for Solen, der løb af stablen torsdag, fredag og lørdag i sidste uge.
At kalde en københavnsk festival med et line-up som indebærer Fred Again, Michael Kiwanuka, Big Thief og Jack White for en form for lidelse, er måske en kende for overprivilegeret, men intet desto mindre hæfter jeg mig ved sidste del af Hölderlins citat: når man undergår lidelse, er det rummet og tiden, der træder frem som lidelsens erkendelsesbetingelser. Det var netop, hvad der skete i mødet med det festivalrum som Syd for Solen faciliterede.
Umiddelbart synes det gængse og ordinære festivalrum at være gennemsyret af en stemning af situationistisk utopi, der ofte manifesterer sig i en løssluppen og grænseløs selvrealisering. Det er en konkret lokalisering af idéen om den totale frihed, hvor alt er muligt og ingen ordning, kosmos eller retning hersker.
Tydeligst fremstår den form for anarki i Roskilde Festivals ”Orange Feeling”-slogan, der i den grad er blevet synonym for festivalrummet som det rum, ud fra hvilket en provisorisk frigørelse fra den normale hverdag kan finde sted. Festivalfølelsen, the Orange Feeling, udtrykt i festivalen som rum,er et ønske om at sætte parentes om det profane, kedsommelige liv for i stedet at fremdrive et, nærmest helligt, ikke-sted som rumlig undtagelse fra almindeligheden, der forsvinder og genopstår et par gange om året, for at give fri adgang til, at de sider af mennesket, der sjældent ser dagens lys, kan træde frem – gerne på en barbarisk, ukontrolleret vis, der er blottet for hensyn til sine nære omgivelser.
Festivalen er den rumlige suspension af normen i enkelte, forgængelige øjeblikke – ej mere end en uge – hvor man endelig kan være fri for forpligtelser og ansvar og i stedet drikke sig i hegnet. End ikke sidstnævnte var muligt på dette års Syd for Solen på grund af de umenneskeligt lange køer og høje priser i barerne.
Desuden var der mangel på vand, kæmpe kø til toiletterne, ingen internetforbindelse, Kurt Maj-priser på madvarer, fraværende Crowd-Safety og elendig lyd i højtalerne. Jeg kunne blive ved. Ligesom adskillige andre medier har dækket de rædderlige forhold.
Under en sådan heldagslidelse, som deltagelsen afstedkommer, hæfter man sig i stedet ved, som Hölderlin citatet understreger, under lidelsens åg, dette partikulære festivalrums typologi. Når tingene bliver rigtig grelle, begynder man at orientere sig temporalt og ikke mindst spatialt. Man begynder at overveje, hvilket rum man betræder og bebor; er det et hvidt, patriarkalsk, destruktivt, eller inkluderende?
Det centrale er, at produktionen af festivalrummet som rum, hvor regler som udgangspunkt er suspenderet, hvorfor alt i princippet er muligt, er farligt, fordi det både indeholder et emancipatorisk og omkalfatrende potentiale, som når festivalen rent faktisk leverer den undtagelse fra normen, som den lover i forestillingen om et utopisk rum.
Eksempelvis Woodstock-festivalen i 1969, der kickstartede et helt ungdomsoprør, netop fordi frigørelsen, undtagelsen fra reglen satte selv samme regel i et nyt og anderledes perspektiv.
Samtidig indeholder festivalrummet også et potentiale til at normalisere undtagelsen og dermed suspendere normalen i en permanent ’undtagelsestilstand’. Når undtagelsen bliver til reglen.
Det er den fare, som den italienske filosof, Giorgio Agamben, peger på i sin analyse af ’lejren’, koncentrationslejren, som den ultimative indskrivelse af undtagelsen i reglen. Hvor det gøres til normalen at begå umenneskelige forbrydelser på en måde så de ikke længere fremstår umenneskelige.
Det er netop et sådan festivalrum som dette års Syd for Solen, måske, måske ikke, peger hen i mod; hvor overprivilegerede københavnere, der deltager i en 3-4 forskellige festivaler hver sommer, og dermed er bekendt med standarden for gængse festivalrum, føler sig som tilskuerne i Kejserens (læs: Syd for Solens) paradeteater, og hviskende spørger hinanden i krogene om ’det nu også kan være rigtigt, at vandposterne har 20 minutters kø?’.
Som om ingen rigtig tør sige det højt i frygt for dermed at gøre det til virkelighed. Som i Agambens lejr, når udryddelsen af jøderne ikke længere ses som en forbrydelse, og er blevet noget man ikke længere kan skelne fra andre grusomheder. I stedet accepteres og tolereres den som regel, som norm, som almindelighed.
I dette tilfælde behandler vi ganske vist ikke grusomheder i samme kaliber, men blot overprivilegerede ’forbrydelser’ i form af høje priser, dårlige toiletforhold, manglende sikkerheder og så videre. Men alligevel er festivalrummets dobbelte typologi værd at have for øje i indretningen af det. Det bør ikke handle om profit og kapitaloptimering, men om en produktion af midlertidige solidariske fællesskaber, en eufori i netop samhørigheden, der kan (gen-)skabe gæsternes ønske om at vende tilbage næste år. Og denne ændring starter i festivalen som rum.