Grusgrav ved Carlsgave, Johan Thomas Lundbye, © Ny Carlsberg Glyptotek
af Kristian Paris
Slutspurten for en af Glyptotekets særdudstillinger, Efter Naturen, af Josefine Klougart har nu gjort sit indtog. Udstillingen kan opleves indtil 18/08 i stensikkert selskab med et virvar af turister og dertilhørende glipsende kameraer.
Glyptoteket beskriver selv Klougart som ”en af de vigtigste stemmer i samtidslitteraturen” i en af deres indledende appetizers i første del af udstillingen. Et forsøg på at refærdiggøre deres samarbejde med den danske forfatter, der har fået til (selvvalgt?) opgave at udvælge og genlæse- /tænke nogle af glyptotekets egne værker i et nyt og samtidskunstnerisk lys.
Og det gør hun. Og hun lykkedes.
Udstillingen, syv nøje indrettede rum indtager, der stueetagen og dele af 1. etage indeholder af Klougart udvalgte værker, der alle deler nogle fællestræk; et rum er bestemt af Dagas’ bronzeheste, et andet er dedikeret til kvinden som kunsthistorisk portræt. Alle er de akkompagneret af Klougarts orginale tekster, der veksler mellem anekdoter fra barndommen og reelle kunsthistoriske analyser af udstillede værker. Analyser hun trækker på gennem sin uddanelse i kunst- og litteraturhistorie.
Undervejs går det op for publikum, at teksterne ikke blot er skrevet til udstillingens særlige formål, men alle indgår som en del af en større essaysamling, Klougarts eget manifest, der naturligvis sælges i den tilhørende museumsshop. Jeg forestiller mig, at den fungerer som en guide til glyptotekets kunsteriske samling, der dog i denne sammenhæng synes overflødig. Stærkest er nemlig Klougarts litterære bidrag og ikke hendes måde at bedrive kunsthistorisk analyse på. Klougart er forfatter og der kommer hendes evner til sin ret; hendes tilførelse af egne oplevelser og erindringer med værkerne bidrager netop med den nye vinkel til de klassiske og eviggyldige værker, som selve udstillingen i sig selv kredser om
En spatial implosion
Efter Naturen forsøger at afspatialisere de udvalgte værker, trække dem ud af deres respektive kontekst og tilføre dem en ny, moderne betydning, der kan sætte den krisetid vi alle lever i – som Klougart selv skriver – i en ny abstraktion, i en ny betydningssammenhæng, der kan fordre anderledes tænkning, nye utopier og måske en løsning på de naturkatastrofer er sammen om at mærke hver dag dag. Vent bare til senere på sommeren, når skovbrande og oversvømmelser endnu en gang rammer vor højt elskede og velkendte natur – hvis ikke herhjemme, så andre steder i Europa.
Efter Naturen er et godt bud på det Klougart selv efterlyser; at andre måder at erfare, opleve og være til på kommer til syne og legitimerer nye relationer og forhold til naturen. Relationer, der ikke ødelægger og underminerer den naturlige natur, men respekterer og accepterer den som en del af den menneskelige livsverden. Det gør Klougart bedst ved netop at pointere en ikke-rumlig kunsterisk position, hvor værkerne placeres og således befinder sig udenfor deres normale rum, deres almindelige konnotationer og betydninger. I stedet skal de opleves og beskues mellem rum, mellem forskellige historiske og kunstneriske perioder. Hvor eksempelvis kvinden ikke opfattes som genstand for et malerisk portræt, men snarere som kvinde, som levende og som tænkende væsen.
Klougart slipper godt afsted med sin spatiale implosion, hvor rummet, værkernes arnested, er forsvundet og opløst, men hvor temporaliteten i højere grad spiller den væsentlige rolle. For som titlen antyder; vi må bevæge os hinsides Naturen for at kunne bevare den. Men, hvad, spørger Klougart, kommer efter naturen?
Et svar er naturligvis for meget at forlange. Heldigvis er det heller ikke meningen. Efter Naturen er i stedet et skridt i en ny kunst-oplevelsesretning, hvor klassiske værker tilføres nyt liv og personlige perspektiver og betydninger. Et skridt, der forhåbentlig kan kickstarte andre kunstnere – og måske endnu mere belejligt, almindelige mennesker – til at praktisere en ny opfattelse af vores fælles goder, the common goods, og den fælles bevarelse af dem.