af Karl Emil Koch
Det er svært ikke at blive lidt trist, når man ser Børsen rejse sig igen.
Ikke fordi den rejser sig. Men fordi den ser ud, som om den aldrig har været nede.
De nye mursten er rene, skarpe og uden den mindste antydning af det liv, de skal forestille at have levet. Materialerne skinner, som om bygningen netop er blevet pakket ud. Det er som at tage en 80-årig mand, give ham botox og sætte et sæt nye, hvide plastiktænder i munden på ham. Han ligner måske sig selv. Men noget er gået tabt.
Det samme sker med Børsen. Vi får en bygning, der skal ligne den gamle, men som ikke længere har den gamle bygnings tyngde. Den har ingen patina, ingen spor af tid og ingen fortælling om den brand, der faktisk fandt sted. Den er ny, men prøver at se gammel ud.
Det er en mærkelig form for arkitektonisk nostalgi.
For branden var også en mulighed. Når en bygning forsvinder, opstår det sjældne øjeblik, hvor man kan spørge, hvad der egentlig skal komme bagefter. Skal vi forsøge at skrue tiden tilbage, eller skal vi bruge tabet til at skabe noget, der kun kunne være blevet bygget nu?
Vi valgte det første.
Det er måske det mindst interessante valg, man kunne have truffet.
Børsen var ikke oprindeligt tænkt som et monument over sig selv. Den var et stykke moderne infrastruktur, skabt til handel, kapital og et København i vækst. Christian IV byggede ikke for at bevare fortiden, men for at forme sin samtid.
Det er derfor næsten ironisk, at vi i dag hylder hans bygning ved at gøre den til en kopi af sig selv.
Og hvad værre er: Børsen har ikke engang været børs i omkring 50 år. Vi genopfører altså en bygning, hvis oprindelige funktion for længst er forsvundet, samtidig med at vi bruger enorme kræfter på at få den til at se ud, som om tiden aldrig er gået.
Hvorfor ikke lade den nye Børs være ny?
Man kunne have bevaret ruinen og ladet branden blive en del af bygningens historie. Det forkullede træ kunne have stået synligt. Murværket kunne have båret sporene efter katastrofen. Og oven på det kunne man have bygget noget, der fortalte om vores egen tid.
Det behøvede ikke være grimt. Tværtimod.
Forestil dig et nyt spir, der ikke forsøger at efterligne dragespiret, men som gør for vores tid, hvad dragespiret gjorde for Christian IV’s: viser, hvad man kan bygge, når man tør eksperimentere.
Et 3D-printet spir. Et spir af nye biobaserede materialer. Måske endda et organisk materiale dyrket af svampe. Noget dekorativt, ambitiøst og en smule mærkeligt.
Det ville i det mindste være ærligt.
Det gamle dragespir kunne få lov at blive det, det nu er: et stykke historie. Bevar det på et museum, restaurér det og lad det fortælle om den bygning, der engang stod der.
For problemet er ikke, at Børsen bliver ny.
Problemet er, at den bliver ny på en måde, der forsøger at skjule det.
Resultatet er hverken gammelt eller moderne. Det er arkitektonisk botox. En bygning, der prøver at se yngre ud, end den er, uden nogensinde at blive ung.
Børsen fortjener bedre.