af Clara Tarp Larson
Solen maler hvide, skrå felter på væggen over min seng og den blå himmel står skarpt udenfor. Som jeg ligger her og kun ser et lille udsnit af himlen gennem ruderne, kunne jeg ligeså godt være vågnet i en hytte ved havet i Norge eller i et sommerhus i Thy. Du er mit morgenvindue, tænker jeg stille, og bliver liggende lidt, selvom klokken allerede er mange. Støvfnuggene daler i solstrålen, først lidt op, så lidt ned. Inde i mig står tiden stille, på min hud er lyset blødt og varmt.
Jeg har længe tænkt vinduet som et element, der øger kontakten med verden udenfor, en overgang mellem rummet inde og rummet ude, som et hul i den beskyttende skal, murene er, men som jeg genoplever og genovervejer det, virker det som om den beskrivelse mangler noget.
Beskrivelsen er ikke forkert: En af vinduets konsekvenser er, at rummet herinde påvirkes af rummet udenfor og bare det, at vinduerne er her, gør, at verden udenfor altid er lidt til stede herinde. Stemningen sættes af lyset udefra og de dæmpede lyde fra gaden, og åbner jeg vinduet, påvirkes rummet af mågernes skrig og duften af by. Det forandrer sig, hvis verden udenfor forandrer sig. Regner det, bliver rummet et andet, mere tæt, mere mørkt, og blæser det, kan jeg høre det, når det hiver i vinduerne og suser i hjørnerne.
Det er en oplevelse af at hænge sammen med verden, at lægge mærke til den, at leve i dens stemninger og forandringer, selvom jeg er hjemme og egentlig har trukket mig ind bag min klimaskærm og søgt pause.
Verden er på afstand, jeg kan høre den svagt gennem ruden, se mennesker bevæge sig på fortorvet eller vinden tage i træerne, jeg kan se, at tiden ikke står stille derude, fornemme at livet sker, lyset skifter. Vinduet er den hinde, der adskiller os: Herinde, på den stille side af ruden, bevæger luften sig med en anden hastighed. Beskyttende, afslappende, opladende, isolerende, paralyserende.
Når det alligevel ikke føles fyldestgørende at give vinduet den ubestridte rolle som forbinder mellem verdener, tror jeg det er fordi vinduet også understreger min afstand til den verden jeg kan se gennem det. Samtidig med, at vinduet inviterer verdens indtryk ind, minder det mig om, at jeg ikke lige nu er en del af det, jeg ser. Vinduet gør mig til betragter af verden, til en observatør på afstand, beskyttet af mit tag og mine mure. Jeg er adskilt fra mine omgivelser og det oplever jeg, fordi jeg kan se dem fortsætte uden mig.
Afstanden, det skaber, forstærker det rum og den stemning jeg er i herinde. Er jeg glad og tilfreds, bliver det jeg ser gennem vinduet til en afslappende film, som jeg kan se på afstand og måske være lidt lettet over ikke at være en del af, men er jeg ensom eller rastløs, bliver det en påmindelse om al det liv og hele den verden, der bevæger sig uden mig.
Har jeg lyst til ro, kan rummet føles som et tiltrængt helle, som mit hyggelige og trygge hjem, hvor jeg kan tage en pause, mens vinduet lukker verden tilpas meget ind til, at jeg kan sætte pris på at have valgt den fra.
Min tid føles langsom, som støvfnuggene i solen og den listende vind fra den varme sommerregn. Har jeg ikke lyst til at være alene, kan rummet nu føles utilstrækkeligt, tomt eller måske isolerende og jeg oplever det stærkere i kontrast til det liv, der suser forbi udenfor. Mens verden bevæger sig hurtigt forbi, er stilstanden i luften herinde hæmmende, næsten paralyserende.
I en dyne i en sofa og med vinduet åbent over mig, lytter jeg til regnen og lader tiden gå. Her er dunkelt, ikke meget lys slipper gennem skyerne, men de store dråber er lune og lander med rytmiske klonk på det åbne vindue og på sålbænken nedenfor. Tung, tæt duft af våd jord, asfalt og mursten lister ind af vinduet og omfavner mig, køligt og varmt på samme tid.
Med kigget ud til livet udenfor, fastholder vinduet mig i følelsen af at være i min egen verden, med min egen tid, om jeg holder af den eller ej, og det er i kontrasten, i sammenligningen at min tid føles som om den står mest stille. Vinduet bliver på den måde dobbelt i sin rolle: Gennem vinduet i vores hjem bliver vi på én gang tættere med og mere fjernere fra verdenen udenfor.